Roastbeef med græskarchutney

Roastbeef med græskarchutney

Der er intet som delikat og velanrettet smørrebrød. Her følger et bud på hvordan du laver en lækker smørebrødsanretning for fire til seks personer.

4-6 stykker smørrebrød

Ingredienser

  • Arbejdstid: 30 min.
  • Koge-/stegetid: 45 min.
  • Afkøling/trækketid: mindst 1 døgn
  • 1 lille roastbeef (eller 12-15 skiver rosastegt roastbeef)
  • Til stegning: 1 spsk. smør, 1 spsk. olie, lidt salt og peber
  • 6 stk. hjertesalatblade
  • 6 skiver groft rugbrød
  • Græskarchutney (2 store syltetøjsglas):
  • 500 g hokkaidogræskar
  • 100 g skalotteløg
  • 2 dl æble- eller hvidvinseddike
  • 2 dl vand
  • 200 g rørsukker
  • 2 tsk. groft salt
  • 1-2 røde thai-chili (små stærke chilier)
  • evt. lidt frisk timian
  • 2 tsk. sennepspulver
  • Stegte løg:
  • 1 lille løg
  • 1 spsk. hvedemel
  • 1 tsk. sukker
  • 2 spsk. olie
  • Pynt: kruspersille

  1. Chutney:
  2. Skær græskar uden kerner ud i mindre stykker. Pil skalotteløg, og skær dem i tynde skiver.
  3. Kog eddike, vand, sukker og salt i en rummelig gryde. Tilsæt græskarstykker, skalotteløg, finthakket chili og evt. timian, og lad det simre i ca. 20 min. under låg, til græskarret er mørt. Tilsæt sennepspulver. Lad chutneyen trække i mindst 1 døgn eller gerne nogle dage.
  4. Roastbeef:
  5. Dup roastbeefen med køkkenrulle. Varm en stegepande godt op med smør og olie. Brun kødet på alle sider, og krydr med salt og friskkværnet peber.
  6. Læg roastbeefen i et ovnfast fad, og sæt det midt i ovnen. Tænd ovnen på 150 grader, og sæt et stegetermometer i midten af kødet. Steg, til centrumtemperaturen er 55-60 grader. Lad stegen hvile i ca. 20 min., eller lad den blive kold.
  7. Skær stegen i tynde skiver.
  8. Stegte løg: Skær løgene i tynde ringe. Vend dem i mel krydret med sukker, salt og peber.
  9. Steg løgene gyldne i olie på en slip let-pande. Lad dem dryppe af på køkkenrulle.
  10. Læg salatblade og et par skefulde græskarchutney på brødskiverne. Læg skiver af roastbeef ovenpå, og top med stegte løg. Drys med persille.