Sådan laver du selv lammerullepølse
Lav din egen lammerullepølse - det er slet ikke så svært, som det lyder. Her får du Slagter Lunds bedste opskrift på en skøn hjemmelavet lammerullepølse.
1 lammerullepølse
Ingredienser
- 1 lammeslag
- 1 udbenet lammehals*
- 18-20 g salt, evt. nitritsalt, pr. kg kød
- Frisk persille
- Timian
- Rosmarin
- Peber
- 6 blade husblas
Sådan laver du lammerullepølse
- Fjern eventuelle ben og trim så meget fedt af kødet som muligt. Bred lammeslaget ud og læg halsstykkerne herpå.
- Tørsaltning: Drys slag og halskød med salt på begge sider, rul slaget sammen omkring halskødstykkerne og lad det ligge på køl i 2 dage, til saltet er trængt helt ind til midten af kødet og dermed har fortrængt en del af væsken, der nu vil ligge som “saft” omkring kødet.
- Hæld “saften” fra, rul slaget ud igen og krydr nu slag og halskød med krydderurter og peber. Dæk slaget med husblas, rul det fast sammen igen og sy det med tråd og en kødnål.
- Lad rullepølsen simre 1½ time i vand ved lav varme. Tag rullepølsen op og sæt den i spænd i en rullepølsepresse.
- Lad den køle af i pressen – min. til dagen efter.