Sarah Bernhardt med orange
Den kendte klassiker har her fået et tvist med appelsin og violer – og så smager de hjemmelavede kager som kys fra himlen.
10 stk. Sarah Bernhardt
Ingredienser
- 2 dl piskefløde
- ½ tsk fintrevet appelsinskal, usprøjtet
- 100 g mørk chokolade
- 10-12 makroner af 5 cm i diameter eller 20 mindre makroner
- 100 g mørk chokolade til at smelte til overtræk af kagerne
- Pynt: kandiserede violer og revet appelsinskal.
- Kom piskefløde i en gryde og giv det et opkog sammen med appelsinskal. Hak de 100 g chokolade fint og rør det i den varme fløde, indtil chokoladen er smeltet og massen rørt jævn. Sæt chokoladecremen i køleskabet 2-3 timer og pisk den efterfølgende godt sammen, så den opnår god konsistens og bliver smørbar.
- Smør chokoladecremen på makronerne, så det danner en top. Sæt kagerne i køleskabet eller i fryseren til massen er stivnet. Smelt chokoladen som skal bruges til overtræk i en skål over vandbad. Overtræk kagerne med smeltet mørk chokolade og drys med blå violer og revet appelsinskal.
- Kagen er opkaldt efter den feterede, franske skuespillerinde, Sarah Bernhardt, i forbindelse med en præsentation i København i 1911.