Opskrifter på iskaffe

Sommerens bedste iskaffe: Sådan laver du den selv

I de kolde vintermåneder er brandvarm kaffe det eneste rigtige, men når temperaturen stiger, skal kaffen være kold. Iskaffen har for alvor bidt sig fast i vores kaffevaner denne varme sommer, men det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at købe iskaffen på cafeer og de populære to-go-steder rundt omkring.

Og så er det faktisk heller ikke nødvendigt – for du kan sagtens lave en lækker iskaffe derhjemme med en god espresso, lidt mælk og en håndfuld isterninger.

Her har vi samlet 5 skønne opskrifter og gode tip til den bedste hjemmelavede iskaffe:

Den klassiske iskaffe

En god espresso til iskaffe - f.eks. Nespresso Ispirazione Salentina eller en anden god kaffe

Isterninger

Koldt vand eller mælk

Sådan gør du:

Fyld et glas med isterninger og overhæld med den friskbryggede espresso. Top iskaffen med vand eller mælk. Så er der en kølig kaffenydelse til sommervarmen.

TIP: Vil du have en sødere iskaffe, så put lidt sukker eller sirup i den varme espresso, inden du hælder den over isterningerne.

Psssst... den fine shaker er fra Nespresso og koster 150 kr.

Iskaffe – shaken not stirred

Vil du have den helt rigtige cremede konsistens, så skal du shake din iskaffe i en shaker. Du skal bruge de samme ingredienser som til en almindelige iskaffe, men i stedet for at hælde det hele samme i et glas, skal du hælde det i en shaker eller i et stort syltetøjsglas. Sæt låget på og ryst godt. Hæld over i et højt glas og smid et sugerør i.

TIP: Servér din iskaffe i et syltetøjsglas eller en mason jar – det giver kaffen et rustikt touch.

Iskaffe med karamel

Sommerens bedste iskaffe tilsættes lidt kondenseret mælk, for en sødere og virkelig lækker karamelagtig smag. Se hvordan, du laver iskaffe med karamel her

Is-latte a la slushice

Server den populære café latte i en kølig udgave med masser af knuste mælkeisterninger. Husk at lave mælkeisterningerne laves dagen før servering. Se her, hvordan du laver en is-latte a la slush ice

TIP: Vil du altid have en iskold kaffe lige ved hånden, så lav dine egne espresso-isterninger og have dem liggende i fryseren. Så kan du altid smide et par isterninger i et glas og hælde mælk over – og vupti, så har du en iskold iskaffe. Se vores opskrift her 

Iskaffe som affogato

Affogato betyder faktisk druknet på italiensk. Det lyder drabeligt, men hentyder til noget rigtig dejligt - cremet vaniljeis, der "druknes" i varm espresso. Det må være verdens nemmeste og samtidig én af de mest sexede desserter.


Sådan laver du affogato:

Det skal du bruge:

En frisklavet espresso - f.eks. Nespresso Roma

God vaniljeis

En cappuccino kop

Sådan gør du:

Put en flot kugle vaniljeis i cappuccinokoppen og overhæld med en frisklavet espresso - servér straks til dine heldige gæster.

TIP: Vil du gerne have en affogato med lidt mere bid, så prøv en skøn affogato iskaffe med kardemommesirup