Pasta carbonara med spinat og pinjekerner
Klassisk italiensk spaghetti carbonara er en af de få pastaretter, hvor du selv bestemmer, hvilken type pasta du vil bruge - f.eks fettuccine, linguine eller bucatini. Her har vi også tilføjet frisk spinat og ristede pinjekerner. Hurtig og lækker pastaret - og vi lover, at smagen i denne version er helt i top!
4 personer
Ingredienser
Carbonara med spinat:
- 1 løg
- 150 g bacon i tern
- 10 g smør
- 1 dl tør hvidvin
- 2 dl fløde
- 100 g spæd spinat
- 50 g friskreven parmesan
- 2 æggeblommer, evt. pasteuriserede
- salt og friskkværnet sort peber
- 300 g pasta f.eks. sommerfugle
Desuden:
- 2 spsk. olivenolie
- 4-5 spsk. panderistede pinjekerner
- lidt spæde spinatblade
Tilbehør:
- friskreven parmesan
- Skær løget i tern. Svits baconternene, til de er gyldne i smørret. Tag et par spsk. fra til pynt. Tilsæt løget og svits det kort med. Tilsæt hvidvinen, og kog det op. Kom fløde og godt skyllet spinat i. Lad saucen simre 3-4 min.
- Rør parmesanost og æggeblommer i. Saucen må ikke koge, efter det er tilsat, men skal lige varmes til kogepunktet. Smag til med salt og peber.
- Kog pastaen efter anvisning på emballagen, og afdryp den i en si. Vend pasta og sauce sammen. Server med dråber af olivenolie, et friskkværnet drys af sort peber, bacontern, pinjekerner og lidt spæde friske spinatblade over.