Sukkersaltet laks med spidskålssalat

Sukkersaltet laks med spidskålssalat

Retten er supernem at lave, men du er nødt til at gøre klar mindst to dage i forvejen. Laksen kan holde sig i cirka 3-4 dage, når den er sukkersaltet, Husk at vælge en god laks (vild eller øko).

4

Ingredienser

  • 500 g laks på skind
  • 50 g salt
  • 25 g sukker
  • 2 tsk tørret dild
  • Spidskålssalat:
  • 175 g rygeost
  • 2 spsk mælk
  • salt og peber
  • 1 lille spidskål
  • lidt citronsaft
  • lidt hakket purløg
  • Agurkesalat:
  • 1 bundt radiser
  • 1 agurk
  • lidt god olivenolie
  • lidt citronsaft
  • salt og peber
  • Tilbehør: groft brød

Sådan gør du

  1. Laks - mindst 2 dage før brug: Tjek laksen for ben. Bland salt, sukker og dild og fordel det på laksen. Pak den tæt ind i film og en frysepose, eller læg den i en beholder med låg. Sæt den i køleskab i 2 dage.
  2. Spidskålssalat: Rør rygeost med mælk, salt og peber. Snit kålen fint, og vend den i dressingen. Smag til med citron. Drys med purløg inden servering.
  3. Agurkesalat: Snit radiser og agurk helt tyndt, gerne på en mandolin Vend begge dele med olivenolie, citron, salt og peber.
  4. Skær laksen i supertynde skiver, og server straks med salater og godt, groft brød.

Tip

Skal du gøre det topnemt kan du servere samme tilbehør til kold eller varmrøget laks og virkelig være hurtigt klar med maden!

PRØV OGSÅ:Forårskylling
PRØV OGSÅ:Spicy gæstemad