Spaghett cocktail med øl & Aperol

Ny sommer-cocktail: Nu skal du blande Aperol i din øl

Har du nogen sinde hørt om drinken ”Spaghett”? Nej, der mangler ikke et "i", den hedder ”Spaghett” uden i’et til sidst, og var åbenbart et kæmpe sommerhit i USA forrige sommer. At vi ikke helt er hoppet på trenden her i Europa, må bero på en fejltagelse, eller hvordan?

For på den ene side lyder det som en virkelig aparte blanding, meeeeen på den anden side er det måske ikke helt skævt. Og som udgangspunkt er vi jo ret pjattede med alle drinks, der indeholder Aperol.

Men hvad er en Spaghett egentlig?

I al sin enkelthed er det øl med et skvæt Aperol i… Den lader vi lige stå et øjeblik… Altså en Aperol spritz, hvor danskvand, hvidvin eller proseco er skiftet ud med øl?!? Ja åbenbart. Og det lyder lidt skørt, men måske også ret forfriskende i al sin enkelhed?

Det er selvfølgelig ikke en mørk øl eller en guldøl, du skal blande med din Aperol. I USA hvor cocktailen stammer fra, bruger man den klassiske pilsner Miller High Life, en øl, der går under navnet ”champagne of beers”. Øllen er på ingen måde en fancy øl fra et smart økologisk mikrobryggeri, men faktisk en solid, uprætentiøs og ikke mindst billig øl, der har været på det amerikanske marked siden 1903.

Foto credit: Wet City Brewery

Hvordan laver man selv en Spaghett-cocktail?

Hvis du selv vil eksperimentere med at blande øl og Aperol, skal du bruge:

  • Din yndlingspilsner – iskold
  • ½ dl Aperol
  • Lidt citronsaft

Sådan gør du:

  • Åbn øllen
  • Hæld lidt øl fra, så der plads til Aperol og citronsaft
  • Hæld Aperol og citronsaft i og servér.
  • Nemmere bliver det vist ikke....

Hvis du vil drikke din Spaghett som en mere klassisk cocktail laver du den selvfølgelig bare i et glas og pynter evt. med en citronskive. Det skal da næsten prøves, ikk’?

Vidste du…

Spaghett cocktailen så først dagens lys på en bar i Baltimore, Wet City Brewing,  - og blev for alvor kendt, da Bon Appétit's Alex Delany ved et tilfælde smagte den og videregav opskriften på Bonappetit.com.