Varme hveder med fuldkorn fra Hjemmet

Varme hveder med fuldkorn

Storebededag er blevet til store hvededag hjemme hos os, og for at de lækre hvedeknopper ikke bliver forvekslet med intetsigende krydderboller, har jeg lavet dem med grahamsmel og et ordentligt skud kardemomme.

20 stk.

Total:40 minutter

Ingredienser

  • 2 dl sødmælk
  • ½ dl kærnemælk
  • ½ pk gær (25 g) 
  • 2 æg
  • 2 tsk. salt
  • 4 spsk. rørsukker
  • 3 spsk. stødt kardemomme
  • 200 g grahamsmel (eller hvid hvede) 
  • 800 g hvedemel
  • 50 g smør (blødt) 
  • 2½ dl vand
  • mælk

Sådan laver du varme hveder med fuldkorn

  1. Lun vand, mælk og kærnemælk i en gryde, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og rør rundt. Tilsæt grahamsmel og det meste af hvedemelet – rør dejen på en røremaskine i et par min. Tilsæt det sidste mel, hvis dejen er for våd. Hak smørret i små stykker, og kom dem i dejen. Ælt dejen i 5 min på røremaskine.
  2. Lad dejen hæve tildækket på et lunt sted i 2 timer.
  3. Form dejen til 20 boller, og sæt dem på en bageplade med bagepapir – de skal stå tæt, men ikke røre hinanden. Lad bollerne hæve et lunt sted i 2 timer.
  4. Pensl bollerne med mælk, og bag dem ved 220 grader i ca. 15 min. Afkøl bollerne på en bagerist.