Muslimske modebloggere

7 muslimske modebloggere, du skal følge

Der er inden for de seneste år kommet flere muslimske modebloggere i den vestlige verden. Her er nogle af de mest populære.

Hana Tajima

Bloggen Hanatajima.com gjorde Hana så kendt for sin unikke måde at formidle muslimsk mode på, at hun sidenhen kunne skabe sit eget tøjmærke, MAYSAA. Et mærke, som også har fået succes ud over Englands grænser. Inspireret af sine japanske rødder og sin britiske opvækst har Hana Tajima netop designet en kollektion i samarbejde med den store tøjkæde Uniqlo. Tøjet er særligt henvendt muslimske kvinder.

@hntaj


Leena Asad

Den 22-årige blogger med palæstinensiske rødder er bedre kendt under bloggernavnet "With love Leena." Hun er jordemoder, bosat i Texas, og så deler hun sine unikke tips inden for mode, sundhed og livsstil på sin populære blog.

@withloveleena


Dina Torkia

En af tendensens firstmovers er 26-årige Dina Torkia, som begyndte at blogge for fem år siden. Hun er opvokset i London, halvt egypter, halvt englænder og står bag den populære blog hijabtrendz.com. På sin Youtube-kanal giver hun råd til styling, også har hun desuden været vært i en dokumentarfilm om skønhedskonkurrencen "World Muslimah" for muslimske kvinder.

@dinatokio


The Muslim Girl

Som teenager savnede denne anonyme kvinde et magasin for unge muslimske kvinder, hun kunne spejle sig i. Derfor har hun oprettet det populære onlinemagasin "The Muslim Girl", som behandler både livsstil og budgetvenlig mode. Hun bor i USA og er særligt god til at sætte ord på de dilemmaer, der kan opstå i forsøget på at balancere sin tro i den vestlige kultur. Samtidig advokerer hun for, at hendes beslutning om at gå med hijab er hendes livs vigtigste feministiske valg.

@themuslimgirlblog

LÆS OGSÅ: Bloggeren Zizi: “Selvfølgelig kan jeg se smart ud og følge min religion på samme tid”

Eileen Lahi

Som 19-årig konverterede Eileen Lahi til islam. Hun er fra Estland, men bor og arbejder i dag i Qatar. Den 24-årige kvinde fortæller på sin blog Eslimah.com åbent om sin vej fra ateisme til islam.

@eslimah


Habiba Da Silva

Habiba Da Silva bor i Birmingham og har brasilianske og libanesiske rødder. Under navnet LifeLongPercussion på Youtube laver den 21-årige blogger populære makeup-tutorials, og så er hun desuden kendt for sine grundige guides til at sætte en hijab med volumen.

@lifelongpercussion

Amena Kin

Mindst én gang om ugen lægger den smukke, 32-årige skønhedsblogger fra England en skønhedsvideo på Youtube. Her guider hun kvinder verden over til at lægge makeup og vælge hijab i den rigtige farve, der passer til hudtonen. Via hjemmesiden Pearl Daisy sælger hun sin egen opfindelse "hoojabs," som er en hijab med hætte.

@amenaofficial


LÆS OGSÅ: Hijab-blogger Zizi forener skandinavisk coolness og muslimsk anstændighed

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen: Sådan får du perfekt hud