Denne syrede 80’er-favorit vender stærkt tilbage
80'erne bød på en farverig omgang, og selvom vi gerne siger velkommen tilbage til aerobic-tøjet, er det en anden gammel sag, der banker på.
Det er ved at være tid til at kigge fremad og drømme om forårets trends, og deriblandt ser vi en helt særlig behandlet type denim, der tager os langt tilbage til 1980’erne. Den går under navnet ”acid wash” også kaldet stone washed, og selvom navnet hentyder til en syrebehandling, er det en kollektiv misforståelse. ”Acid wash” jeans’ udseende skabes helt uden syre, men ved at materialet vaskes med pimpsten og klor, indtil en delvis blegning og det plettede udseende er opnået.
Den specielle behandling af bomuldsmaterialet, som du måske associerer med Englands punkere, fik sin første genopstanden, da Guccis Alessandro Michele sendte mere end 10 forskellige udgaver af 80’er-favoritten ned af den blanke catwalk under visningen af Guccis forår 2017-kollektion, hvorefter trenden har ligget i dvale indtil juni måned i år, hvor både Miu Miu, Balmain, Alexander Wang, Celine, Isabel Marant, Proenza Schouler og Chloé havde det med til visningen af deres forår 2019-kollektioner.
Vi spår trenden et godt 2019 og vil lige minde dig om, at du snildt kan forvandle dine egne favoritjeans med lidt klor, nogle sten, en spand og vigtigst af alt – sikkerhedshandsker. Klorin er noget farligt stads.