Kan vi få separate soveværelser, fordi min mand snorker? Oghvad vil det i givet fald betyde for vores sexliv? Læs med, når parterapeut og sexolog Ditte Winkel svarer på en læsers brev.
Spørgsmål: Hej Ditte. Jeg ved ikke, om mit spørgsmål er fuldstændig irrelevant, men så sorterer du det bare fra.
Min mand og jeg har kendt hinanden i over 30 år, og han snorker helt vildt! Det har været et irritationsmoment for mig i mange år, men efter jeg er startet nyt og krævende arbejde for fem måneder siden, vågner jeg mange morgener og er helt skeløjet pga. manglende søvn.
Jeg har sagt til min mand, at jeg ønsker separate soveværelser, men det vil han ikke være med til, da han frygter, at det vil gå udover hyppigheden, hvormed vi dyrker sex. Har han en pointe i det, eller kan jeg roligt tage min hovedpude med mig ind i gæsteværelset?
Hyppigheden af, hvor ofte I gør det nu, er afgørende
Svar: Jeg er vild med dit spørgsmål, og det er bestemt ikke et, der skal sorteres fra, for jeg møder så ofte det spørgsmål i min praksis i så mange forskellige nuancer. Småbørnsfamilier, der er i søvnunderskud, og som har delt sig op, midaldrende par, hvor der er søvnapnø eller talen i søvne, og nu også i den form, som du stiller.
Det berører så mange af os, og det er et af de spørgsmål, hvor der desværre ikke forelægger et simpelt ”ja” eller ”nej” som svar. Det, jeg plejer at være nysgerrig på som parterapeut og sexolog, når par spørger mig om dette, er deres forhistorie. For fortiden kan mange gange forudsige fremtiden, forstået på den måde, at vi mennesker er vanedyr.
Så det mønster vi har kørt over en længere periode, måske årevis, ændrer vi sjældent markant hen over nogle uger eller måneder. Så selvom vi er bevidste om faldgruber og eventuelle advarselslamper, så vil vi typisk kun formå at fastholde en ændring på kort sigt, inden vi falder tilbage til det vante.
Hvis vi oversætter dette til jeres livssituation, så er det ikke delt eller separat soveværelse, der kommer til at afgøre hyppigheden af, hvor ofte I fremadrettet kommer til at dyrke sex. Det er derimod hyppigheden af, hvor ofte I gør det nu og har gjort det det sidste lange stykke tid.
Hvis I er et par, der er gode til at prioritere intimt samvær, som skiftes til at tage initiativ, og som holder begæret i live i dagligdagen, så vil jeg slet ikke være nervøs for jeres fremtid med separate soveværelser.
Er I dog et par, hvor der kan gå lang tid mellem jeres erotiske stunder, hvor det ofte er den ene, der altid lægger op, og hvor det ofte får en bundplacering på listen over opgaver, der skal ”gøres”, så tror jeg ikke nødvendigvis at separate soveværelser kommer til at bidrage positivt til den dynamik.
Så måske samtalen skal starte et andet sted mellem jer, nemlig med en status på, hvor I er henne nu. Om I føler jer forbundet i det seksuelle, og I er tilfredse med rollefordelingen omkring det, og om I savner noget? Og så kan I jo altid derfra forsøge jer med nogle uger eller en måneds tid med søvn hver for sig for at se, hvordan det udarter sig, med muligheden for at komme retur i dobbeltsengen, hvis det ikke bidrager positivt til jeres ægteskab og seksualliv.
Ditte Winkel
Ditte Winkel er parterapeut og sexolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun møder både par og individuelle klienter og afholder foredrag og workshops om sex og kærlighed for både virksomheder og privatpersoner.
Ditte er ekspert i ALT for damerne-podcasten ”Tænd for mig” om den kvindelige seksualitet og er fast hus-sexolog på Go’morgen P3.
Én gang om måneden vil Ditte besvare spørgsmål fra jer læsere her i bladet. Hvis du har et spørgsmål, kan du sende det til stork@alt.dk, så kan det være, at det kommer med i næste udgave af sexbrevkassen.