Anna har altid følt sig dårligt tilpas, når hun skulle købe undertøj - men så opdagede hun dette
Mormors gamle bukser og gode vintagefund bliver krydret med håndplukket highstreet, smukke smykker og blomstrende tilbehør. Kom med indenfor i klædeskabet hos Anna Kirstine Damsgaard, hvor pastelfarver er basen, og detaljerne er vigtige.
Stil
Min stil er nok meget klassisk og basic. Jeg elsker især det oversized look, og du vil næsten altid se mig med en blazer, oversized skjorte og brede bukser. Jeg elsker det look, men jeg parrer det også gerne med en bluse, der har pufærmer.
Så selvom jeg er klassisk, så elsker jeg også, når der er mere feminine detaljer som pufærmer, perler eller smukke knapper på en jakke eller blazer.
Inspiration
Jeg finder meget min inspiration på Instagram, og jeg elsker, at der findes så mange forskellige typer, man kan følge og blive inspireret af. Der er så mange kvinder, som jeg følger, fordi de er så hamrende inspirerende i måden, de klæder sig på, og som jeg kan spejle mig i, fordi de lidt har samme stil som mig.
Jeg bruger det, hvis jeg har en idé, f.eks. at jeg gerne vil have jeans på, men ikke aner, hvad de skal parres med. Så har jeg mine go to-profiler som @camillabirkebaek, @makaas, @sidselalling, @christina_stougaard, @naomianwerr, @mathildesamuelsen m.fl.
Favoritbrand
Jeg elsker at blande highend med de mere tilgængelige brands. Jeg har en stor kærlighed til Prada og har investeret i både tasker og accessories. Ellers elsker jeg Cos og Arket, fordi deres design er enkelt, har rene linjer og er i god kvalitet.
Til de mere budgetvenlige priser er jeg fan af Uniqlo, fordi deres basic er lækkert og helt genialt. Og jeg shopper også i H&M og synes, at deres kollektioner har været ret spændende her på det seneste.
Men jeg går stadig og drømmer om en top eller kjole fra Cecilie Bahnsen, fordi det er så vanvittig smukt, og mit hjerte slår altid lidt hurtigere, når jeg ser nogle af hendes design.
Hverdag
Min hverdagsuniform er meget sneakers fra New Balance, brede bukser, en basic T-shirt, en oversized blazer eller skjorte. Derudover har jeg altid guldsmykker på, og jeg elsker også lige at sætte en blomsterbroche på min blazer. Den gør lige det ekstra.
Bæredygtighed
Min mest anvendte måde at tænke over bæredygtighed på er, at jeg shopper en del i genbrugsbutikker, og jeg elsker tanken om, at noget kan leve videre hos en anden. På samme måde køber jeg også mine lidt dyrere items enten på Trendsales eller Vestiaire Collective. Det er fedt, at tøj kan gå videre og kan skabe nye minder hos en anden.
Undertøj
Hvis jeg skal være ærlig, så er undertøj en lidt svær størrelse, fordi jeg har en stor og tung barm og brede hofter. Det gør ofte, at det at købe undertøj ikke er min yndlingsaktivitet, og jeg føler mig altid dårligt tilpas.
Jeg har altid shoppet i Change, men for nylig opdagede jeg det svenske brand Miss Mary, som bl.a. designer undertøj til kvinder med stor barm, og som imødekommer de udfordringer, vi har. Her er der ekstra lukninger og ekstra stof i siden, og det er guld værd.
Butikker
Jeg elsker generelt at shoppe i genbrugsbutikker, og specielt hvis jeg er i andre byer, jeg ikke kommer i så tit. Det giver nærmest en kilden i kroppen. Luksusgenbrugsbutikken I Blame Lulu på Gammel Kongevej er også en butik, jeg elsker at træde ind i. Derudover elsker jeg Skall Studio-butikken på Store Strandstræde. Der er så inspirerende og roligt.
Største samling
Min største samling er klart mine blazere. Jeg elsker blazere og har både vintage og nye. Tror jeg har omkring 10-15 stykker. De skal helst være oversized og gerne i god kvalitet. Blazere er geniale både til hverdag og fest, og de kan redde enhver outfit-krise.
Tendenser
Jeg er vild med rose-tendensen, der både kan bæres som en broche, som bælte eller om halsen. Det er den perfekte måde at dresse et outfit op på. Jeg gør det ofte med mine blazere. Det giver bare lige det sidste.
Ellers elsker jeg også ballerinatendensen, fordi der findes så mange forskellige, og de kan opgradere ethvert outfit. Jeg har nogle i sølv med glimmer og nogle gennemsigtige med sten, og de er perfekte for en som mig, der ikke går i høje hæle.
Bedste budgetkøb
T-shirts fra Uniqlo eller Arket, gerne de oversized. De er bare gode til hverdag.
Wow-køb
Jeg har nogle stykker, men den ene er klart min Chanel-taske; den var et wow-køb, og hver gang jeg kigger på den, bliver jeg så glad for, at jeg investerede i den. Ellers elsker jeg min oversized blazer fra Asos. Den er i den smukkeste lyserøde farve, og jeg får altid et kompliment eller to, når jeg har den på, så den kan redde den dårligste dag. Den gør mig ret glad!
Aldrig uden
Igen må jeg sige min vintage Chanel 2.55. Jeg sparede op til den i mange år og endte med at købe den på Trendsales tilbage i 2016. Den bedste følelse i verden. Den vil jeg aldrig skille mig af med. Jeg elsker at bruge den til fest, men også til hverdag, og den er bare fantastisk smuk.