Internettet går amok over ny Bottega Veneta sko
Med en hurtig tur til dit lokale supermarked og en varm limpistol kan du også være en del af trenden. Mums.
17 år. Så længe sad den 61-årige, tyske Tomas Maier i stolen som kreativ direktør for det italienske modehus, Bottega Veneta. Her opnåede han stor international anerkendelse for sit blik for det skarpe snit, fantastiske farver og eksklusive materialevalg. I juni 2018 valgte han dog at fratræde, og rygterne var mange om, hvem der skulle overtage posten for modehuset, hvis flettede læderværk er elsket af mænd og kvinder verden over. Og bare få uger efter annonceringen om, at Tomas Maier ville fratræde, blev det så offentliggjort, at et blot 32 år gammelt talent skulle overtage.
Daniel Lee er navnet, og siden hans indtog i det italienske modehus, har han skabt tasker og sko, du ikke har kunnet undgå at møde på dine favorit-stilikoner. Den unge brite har både arbejdet for Maison Margiela, Balenciaga og Donna Karan, men kommer senest fra en stilling hos Céline, hvor han var ansvarlig fra Ready-to-Wear-linjen under ingen mindre end Phoebe Philo.
Kvinden, der blev kendt for at klæde kunderne på til en eksklusiv, smuk og hverdagsvenlig kamp, og som styrede Céline som kreativ direktør – en stilling, hvorfra også hun gav influenter og modeprofiler Instagram-værdige sko og tasker, der med garanti gav gode likes.
Og det ser ud til, at Daniel Lee har lært en ting eller to om Instagramvenlige hypede sko fra sin tidligere chef. Der er nemlig skabt en hel del hype om hans seneste påfund, og en hurtig Google-søgning på ”Bottega noodles” giver intet mindre end 2 millioner resultater.
Men hvad handler det navn egentlig om? Bottega og nudler? Nu skal du høre. Siden Daniel Lees begyndelse hos Bottega Veneta har han sørget for, at firkantede snuder med god plads til dine tæer, har været i centrum for hans designs. Og det er netop den form, som omtalte sko er i. Vi ser nemlig en sko med hæl, hvor materialet er flettede læderstrenge, der nemt kan føre tankerne hen på nudler (og Justin Timberlakes hår i 1998.)
Skoene kommer både i en åben og en lukket udgave, fås i en lys beige og en mørk gul farve og kan blive dine til næste efterår. Hvis du ikke kan vente, har Dazed Digital fået en god idé: ”Hvorfor ikke kaste sig ud i en DIY? Med en hurtig tur til dit lokale supermarked og en varm limpistol kan du også være en del af trenden. Selv tak.”