Charlotte Biehl: "Det skomærke er jeg virkelig glad for at have opdaget"
Charlotte Biehl, direktør og stifter af smykkebrandet byBiehl, inviterer os ind i sin verden af klassiske styles og feminine, franske favoritter. Se, hvilket skomærke hun er særligt glad for at have opdaget, og få navnet på yndlingsbutikken i Aalborg, som altid gemmer på et lækkert, håndplukket sortiment.
STIL
Jeg kan godt lide den klassiske og feminine stil og køber primært ting, som ikke er så sæsonprægede, men er i god kvalitet og kan blive brugt i flere år.
INSPIRATION
Jeg finder inspiration mange steder – hos veninder, kolleger og folk, jeg ser på gaden, eller i et godt stylet butiksvindue. Selvom jeg bruger rigtig meget tid online pga. mit arbejde, så er det faktisk mest i den ”virkelige verden”, jeg finder min inspiration.
FAVORITDESIGNER
Jeg kan godt lide franske brands som Sandro og Maje. De har en klassisk og feminin stil og ofte nogle små, fine detaljer. Jeg kan særligt godt lide at shoppe brands som dem, når jeg er i udlandet. Jeg har efterhånden en lille samling af kjoler, som jeg har købt, når jeg har været på ture til f.eks. Paris, London og Berlin.
Charlotte har en betydelig samling af striktrøjer i mange forskellige farver. Her fra Ralph Lauren, Tiger of Sweden, Magasin du Nord og Samsøe Samsøe.
HVERDAG
Til hverdag ender jeg ofte med noget klassisk og praktisk tøj, som f.eks. jeans, T-shirt og en blazer eller jeans og en sweater. Og så elsker jeg at style det op eller ned med en masse smykker.
FEST
Jeg kan godt lide at tage en kjole på til fest. Det får mig til at føle mig feminin.
GARDEROBEHITS
Jeg har rigtig mange striktrøjer og er især glad for dem fra Aiayu. De holder virkeligt godt. Skal jeg have en kashmirtrøje til en god pris, så laver Magasin nogle fine nogen, som jeg har i en del farver. Jeg føler, jeg kan bruge striktrøjer til alt.
JEANS
Når jeg finder et par gode jeans, så kan jeg sagtens finde på at købe to-tre par af dem. Engang købte jeg de samme Hudson-jeans i tre forskellige farver.
Ellers har jeg ikke et bestemt jeansmærke, jeg altid går med. Det varierer lidt alt efter modellen. Men for tiden er de fleste af mine jeans nok fra Lee.
Hælene står i kø i skoskabet. Sølvfarvede fra Peter Kaiser, beige og bordeaux fra Reiss, grønne fra Rupert Sanderson, røde fra Boss og multifarvede fra Buffalo London.
SKO
Om sommeren bor jeg i et par behagelige Birkenstock-sandaler, til fest kan jeg godt lide stiletter, og om vinteren er jeg meget begejstret for mine støvletter fra det italienske mærke Officine Creative. Jeg tror, jeg er på mit tredje par. De er simpelthen så behagelige at have på og lavet af lækker kvalitetslæder, som holder godt. Det skomærke er jeg virkelig glad for at have opdaget.
TASKER
Jeg bruger som regel kun en enkelt taske – også selvom jeg har flere. Det gør det nemmere, at jeg ved, at jeg har alle de ting jeg har brug for, i tasken. De sidste mange år har den været fra Mulberry. Først når den er slidt helt op, og mine veninder begynder at kommentere på, at det er på tide med en ny taske, skifter jeg.
ALTID I TASKEN
Jeg har altid en læbepomade, og om vinteren har jeg altid en lille håndcreme med. Ofte har jeg også et par vådservietter med; det er ret praktisk, når man er mor.
SMYKKER
Jeg har jo et særligt forhold til smykker, og nogle af mine byBiehl-smykker går jeg altid med – f.eks. mit Together- armbånd, som symboliserer mine tre børn. Mine øreringe og halskæder skifter jeg afhængigt af mit outfit og humør.
Charlotte har sin foretrukne taske fra Mulberry med sig rundt hver dag.
SHOPPINGSTRATEGI
Jeg kan faktisk ikke særligt godt lide at shoppe. Især ikke når jeg er herhjemme i Danmark. Men når jeg er ude at rejse, slapper jeg mere af med det. Shopper jeg i Danmark, går jeg målrettet efter præcis det, som jeg mangler.
BUTIKKER
Med mit arbejde med byBiehl kommer jeg en del rundt både herhjemme og i udlandet, og jeg synes ofte, at der i mange byer rundt om i Danmark er denne ene fine butik, som virkelig forstår at købe nogle lækre ting hjem. Og nogle gange er det lettere at shoppe i sådan en butik med et mindre, men godt udvalg. Et eksempel er Tiffany’s i Aalborg, som har nogle rigtig fine ting.
EN REJSE VÆRD
De fleste af de ting, som jeg ikke så let kan få i Danmark, kan man regel købe online. Så selvom jeg elsker at shoppe i udlandet, så ville jeg ikke rejse for det. Det skulle kun være for den lækre chai-latte på Borough Market i London.
STØRSTE SAMLING
Det er helt klart – og nok ikke så overraskende – en masse dejlige byBiehl-smykker.
Som smykkedesigner har Charlotte et helt særligt forhold til smykker. Her er nogle af hendes egne kreationer, bl.a. halskæden Together, der symboliserer hendes familie.
MERE AF
Jeg kunne godt bruge nogle flere gode jeans. Især her efter jeg har født, trænger jeg til at få opdateret garderoben med nogle gode jeans.
BEDSTE KØB
Jeg har haft en del gode køb gennem tiden. Nogle af mine mørkeblå kjoler har jeg virkelig brugt mange gange, ligesom jeg også har været superglad for min regnjakke fra svenske Stutterheim.
SENESTE KØB
Jeg har ikke shoppet så meget på det seneste, da jeg lige har født. Så jeg venter stadig på at få min gamle figur tilbage.
MEST OPSIGTSVÆKKENDE KØB
Det har nok været nogle af mine stiletter. Jeg elsker stiletter og hvor meget pænere, de gør ens ben. Jeg ender dog lidt for ofte med ikke at bruge dem særligt meget; som f.eks. mine glimmerstiletter, som jeg kun har brugt et par gange.
Kjoler fylder en del i den klassiske garderobe. Fra højre: Kenzo, Maje, Bøgelund og Sandro. Nederst: See By Chloé.
FEJLKØB
Jeg laver heldigvis ikke så mange fejlkøb, da jeg har det med at være lidt konservativ, når jeg shopper. Generelt er jeg mere til at købe lidt godt i det stedet for at købe en masse. Det er kun sko, hvor jeg nogle gange får forkøbt mig lidt.
ALDRIG UDEN
Jeg har en T-shirt med en farverig papegøje, som jeg altid har med, når jeg er på ferie. Jeg har haft så mange gode minder med den T-shirt.
KLAR PÅ 5 MINUTTER
Det er sjældent, at jeg har mere end 5 minutter, så derfor bliver det også lidt de samme sikre outfits, der kommer på – kombineret med lidt hurtig makeup og nogle smykker.
GOD STIL
Det er nok at finde ud af, hvad der er ens egen stil og være tro overfor den. Jeg synes, det er meget mere troværdigt, end hvis man hele tiden skifter stil efter, hvad moden dikterer. Noget tøj, som ser fantastisk ud på mine veninder, vil ikke nødvendigvis passe til mig. F.eks. kan jeg ikke gå med pufærmer. Jeg føler mig bedst tilpas i et klassisk design – det klæder min figur bedst.