Med nervøse skridt og bankende hjerte går hun hen ad gaden i
Paris. For første gang, siden hun påbegyndte sin kemobehandling, har hun taget
både hue og paryk af. Hun er skaldet og rædselsslagen for, hvordan folk vil
reagere. Men hun ser sin frygt i øjnene
Forfatter og pr-agent Elisa Lykke blev i august sidste år
diagnosticeret med kræft, og i november 2023 startede hun i et kemoforløb, der
betød, at hun bl.a. mistede sit hår. I ALT for damerne fortæller hun ærligt om,
at hun skammede sig over sit skaldede hoved, og derfor gik hun konsekvent med
huer og parykker.
Lige indtil den dag i Paris.
”Da vi var i Paris, var jeg i slutningen af mit kemoforløb.
Jeg var pilskaldet, min hud var grå, og jeg havde lige mistet mit sidste
øjenbrynshår. Jeg følte mig fuldkommen usynlig, og det var svært. Uden at det
skal lyde krukket, er jeg altid blevet komplimenteret for mit udseende og
blevet kaldt smuk. Og pludselig var der ingen, der så meget som kiggede på den
Elisa, der ellers altid var blevet flirtet med. De kiggede ikke engang på mig,
som om jeg var syg, jeg var bare fuldkommen usynlig.”
Elisa Lykke har haft langt hår det meste af sit liv, og hun
har været vant til, at det var en stor del af hendes fysiske fremtræden. Og
pludselig kunne hun ikke selv vælge, om hun ville være langhåret, korthåret
eller have pandehår. Det var voldsomt og grænseoverskridende, fortæller hun.
”Der er virkelig meget identitet i hår, så det var et stort
identitetstab for mig. Håret er en markant del af vores udtryk, og når du
pludselig mister både håret på hovedet, dine øjenbryn og dine øjenvipper, er
dit ansigt helt skraldet. Du kunne lige så godt være en 80-årig mand. Al
femininitet og personlighed er væk. Du er et blankt lærred. Og det gik så
stærkt. Det var ikke noget med, at jeg langsomt havde klippet mit hår kortere.
Lige pludselig var det bare væk. Jeg kunne ikke kende mig selv, når jeg så mig
i spejlet.”
Så stærk var jeg ikke
Elisa Lykke har delt sin historie på flere platforme, og
langt de fleste reaktioner, som hun har fået, har været taksigelser, for mange
har kunnet spejle sig i Elisa Lykkes historie, men nogle få – ganske få,
understreger hun – har haft det anderledes. Cirka en håndfuld har skrevet til
hende, at de følte sig stærke og smukke som skaldede, og at udseendet ikke var
vigtigt for dem i deres kemoforløb.
”Det er pragtfuldt, og jeg synes, at det er vanvittigt
Pippi-agtigt stærkt, hvis man finder styrke i det. Så stærk var jeg bare ikke.
Jeg syntes, at det var megahårdt at blive skaldet – også fordi det at være
skaldet er en konstant påmindelse om, at man er syg og er i det her forløb.
Hver evig eneste dag minder din isse dig om det. Så det handler ikke kun om
”Uh, I’m not pretty”, men også om, at jeg lige så godt kunne have haft et rødt
flag på hovedet som påmindelse. Så personligt kunne jeg ikke tage ejerskab på
det at ændre udseende så voldsomt midt i et frygteligt sygdomsforløb. Men jeg
har al respekt for de kvinder, der har følt sig smukke og stærke i det.”
I dag er Elisa Lykke kræft- og kemofri, og på bagkant har hun
i højere grad mærket den styrke, som nogle af kvinderne i hendes indbakke
henviser til.
”Da jeg var færdig i kemoforløbet, og mit hår langsomt
begyndte at vokse ud, fik jeg den der: ”Hold kæft mand, jeg kan faktisk godt
bære det her, og jeg har da egentlig også en ret flot hovedform.” Jeg prøvede
at finde det positive i det, og dér mærkede jeg noget styrke.”
Læs hele interviewet med Elisa Lykke i ALT for damerne,
hvor hun også fortæller om, hvordan kræftforløbet har gjort hende mere sårbar.
