Da Søs Egelind fik kræft, lærte hun en særlig ting: "Det er et fantastisk våben i svære tider"

For en måned siden var Søs Egelind til et helbredstjek hos sin læge.

Undervejs blev hun nysgerrig på, hvad der egentligt står i hendes lægejournal. For otte år siden fik hun nemlig lymfeknudecancer og derefter modermærkekræft, men hun har aldrig set, hvad der blev noteret om det.

Da hun tog et kig i journalen, blev hun ramt af en speciel følelse.

”Hold da op. Det gik jo op for mig, at jeg havde kræft i hele kroppen. Det var i leveren, nyrerne, mellem lungerne, rundt om hjertet og i hver en millimeter af mine tarme.”

I ALT for damernes podcast "Skål Søster" fortæller hun om, hvordan kræftforløbet påvirkede hendes mentale helbred.

”Det, jeg ikke havde regnet med dengang, var, at jeg skulle møde mit autentiske selv, og det var jo helt fantastisk. Når man får konstateret kræft, får man at vide, at man kan dø af det, og den besked kan man ikke forberede sig på, før man får den. Det er ikke til at vide, hvordan man vil reagere," siger hun og fortsætter:

"Det er et kæmpe chok, og du kan ikke forstå, hvordan hverdagen går videre, for med ét er alt vendt på hovedet. Og det er i sådan en situation, at du for alvor lærer dig selv at kende."

Læs også

Bruger du dette ord, når du møder et menneske i sorg? To kvinder anbefaler, hvad der virker bedst

"Jeg føler mig usårlig nu"

I podcasten "Skål Søster" fortæller Søs Egelind om, hvordan hun under kræftforløbet blev bevidst om en særlig side af sig selv.

”Pludselig var jeg et visionært menneske på en helt anden måde end hidtil. Jeg tænkte på alle de ting, jeg var taknemmelig for, og jeg tog på nogle fantasirejser inde i mig selv, hvor jeg forestillede mig skønne ting, selvom jeg var lænket til sengen. Jeg kunne alt med mit sind," siger hun og fortsætter:

”For mig var det helt enestående at finde den kraft, fordi den var så stærk. Jeg ved ikke, om det er noget, man bliver ramt af fra oven af en mand med langt skæg, eller hvad søren det er, der sker. Men den kraft er helt fantastisk at mærke. Nu hvor jeg har mærket den, har jeg også taget den med videre ud i livet. Det er ikke for at sige, at jeg føler mig usårlig nu, men det er lige før.”

Hun fortæller, at hun er svær at få ned med nakken nu, i alt hvad hun foretager sig.

"Den følelse bærer jeg rundt på som en form for medalje resten af mit liv. Jeg kan godt stå imod. Jeg har altid været klar over, at jeg var mentalt stærk, men hvordan det ville sætte ekstra ind, da jeg blev syg, var jeg slet ikke klar over. Og det kom jo væltende som en kæmpe gave.”

Læs også

Renée Toft Simonsen kæmper med to modstridende sider af sig selv: ”Jeg har arbejdet med det hele mit liv”

Sæt pris på nuet

Hun ved, at det lyder som en kliché, men Søs Egelind mener, at én ting er særlig vigtig: Vær i nuet.

”Vi ved jo ikke, hvor længe vi er her, og derfor er det så vigtigt, at vi får noget ud af vores liv. Det er et fortærsket emne, men det er blevet meget vigtigere for mig nu, end før jeg blev syg. Vi bliver nødt til at forstå, at lige nu er værdifuldt. Det er ikke for at sige, at du aldrig må sidde og stirre ud i luften, men du skal bare være bevidst om, at de små ting i hverdagen har en sand værdi."

Den læring har også gjort, at Søs Egelind er blevet bedre til at rumme de svære følelser.

”Det kan godt være, at det hele er forfærdeligt lige nu, men tag det ind. Hvis du siger ja til smerten, så udvider du dig mentalt. Vær i det og pris dig lykkelig for at være her nu."

Hun har desuden et godt råd til dig, der selv er i en svær periode i dit liv.

"Lad være med at forestille dig alt det hårde, der kommer. Jeg forsøgte selv at lade være med at tænke på, at der lå et års kemoterapi foran mig. Jeg tog én dag ad gangen og koncentrerede mig kun om min næste aftale. Tag det bid for bid. Jeg vidste også godt, inden jeg fik kræft, at jeg var fantasifuld – og hurra for det, for det er et fantastisk våben i svære tider. Når du har den, så bliver det hele mere overskueligt.”

Lyt til hele samtalen i podcasten Skål Søster, hvor Søs Egelind og Stephania Potalivo også taler om generationsforskelle, og hvorfor alle en gang imellem bør forestille sig, at de er kendte, når de går ud i offentligheden.