Beauty boys

Emil på 22: ”Jeg er bare en makeup-junkie, som tilfældigvis også er en fyr”

Beauty boys har taget internettet med storm. Mød 22-årige Emil, der viser dig, hvordan en rigtig festmakeup skal sidde.

Emil Olsen slår øjenskyggebørsten mod bordkanten. Drysser lige det overskydende sminke af, inden han med let hånd maler globelinjen orangebrun.

Hans overlæbe er forsvundet bag et tykt lag foundation, og det rødmalede hår er sat op i en stram hestehale.

Vi har været i gang i næsten en time, og vi er ikke engang halvvejs, før den 22-årige handel og service-studerende er færdig med at vise, hvordan en rigtig festmakeup skal sidde.

– Mange undrer sig, for jeg er jo en fyr med makeup. Og hvordan fungerer det egentlig? I virkeligheden er det meget simpelt: Jeg kan godt lide at have sminke på, og det er noget, jeg godt kan lide at lave, siger han og fører så langefingeren op til øjenlåget for at rette lidt på resultatet.

ALT.dk møder Emil Olsen i hans lille ungdomslejlighed i Hvidovre en dag, hvor han har fri fra sin praktikplads i Magasins makeupafdeling.

Sminkebordet fylder næsten halvdelen af rummet, og pærerne rundt om spejlet oplyser alle ansigtets små folder og detaljer.

Det er her, Emil et par gange om ugen laver makeup-tutorials og vlogs til hans knapt 37.000 følgere på YouTube-kanalen, Emil Olsen.

En kanal, der indskriver Emil i den stadigt voksende beauty boys-bevægelse, hvor mænd og drenge eksperimenterer med at markere bryn, øjne og kinder med flotte farver. Bagefter deler de deres makeuptips på sociale medier som Instagram og YouTube til skue for tusinder af følgere.

For langt de fleste startede det i drengeværelsernes private sfære, men på rekordtid er beauty boys blevet et internationalt fænomen, som store makeupfirmaer også bruger til trækplastre for deres skønhedskampagner.

Den blot 17-årige amerikaner James Charles var frontløber, da han i oktober 2016 blev makeupfirmaet CoverGirls første CoverBoy. Siden har han banet vejen for en ny generation af mandlige makeup-entusiaster, der under hashtags som #malemua #boyswithmakeup og #boyswhoglam åbent diskuterer deres passion for makeup og skønhed.  

Ikke forbeholdt kvinder

Modsat mange internationale beauty boys sminker Emil sig ikke hver dag. Nogle dage vil han gerne rocke sit drenge-look, fortæller han, hvilket måske også har at gøre med, at det tager den 22-årige mand knap en time at nå i mål, når først han åbner den store skuffe med sminke.

Sætter han sig først med makeupbørsten i hånden, rammes han nemlig af en indre ro, og så tager det ene minut det næste. Dér, bag kransen af glødende pærer, er han den bedste side af sig selv.

LÆS OGSÅ: Mød manden, der vil sælge stiletter til alle danske mænd

– Det med makeup kan rigtig nemt blive set som om, at man skjuler, hvem man er. Sådan har jeg det ikke. Men jeg føler, at jeg er en god side af mig selv, når jeg har makeup på, forklarer han, imens han med cirkulære bevægelser lægger endnu et lag øjenskygge.

Makeuppen har været en fast del af Emils liv, siden han som 17-årig købte sin første dækstift for at dække en uren hud. Dengang var det pinligt og nervepirrende, når han gik ind i makeup-butikkerne, men i dag er problemet fortiden forundt. 

Sminke er nemlig ikke længere kun synonym med en livmoder – en holdning, de mange beauty boys på tværs af landegrænser synes at dele. Alligevel fortæller flere, at nysgerrige følgere slynger om sig med termer som transseksuel eller drag queen, når de hører om mænd med makeup.

Sådan er virkeligheden bare ikke altid så simpel, fortæller Emil, der ikke ønsker at definere sig selv som hverken eller. Han er bare en helt almindelig fyr – og det er han fint tilfreds med.

– Jeg har det så dejligt med mit køn. Jeg prøvede engang at tage kvindetøj på, men jeg bryder mig simpelthen ikke om det. Jeg har mange venner, som er transseksuelle, og som følte, at de ikke var tilpas i deres egen krop. Sådan har jeg det ikke. Jeg er tilfreds med min egen krop. Jeg er meget mere end tilfreds. Jeg er bare en makeup-junkie, som tilfældigvis også er en fyr, siger han.

LÆS OGSÅ: Skal du til julefrokost? Her er 17 smukke kjoler, der vil klæde dig

Er man så tarvelig, hvis man siger, at han ligner en pige?

– Nej, forsikrer han. 

– For det er rigtigt jo. Når jeg kommer ud med falske øjenvipper og en helt vild, intens makeup, så kan jeg jo ikke regne med, at folk forstår det.

Omvendt generer det Emil, når han bliver beskyldt for ikke at være en rigtig mand, eller når andre skal bestemme, hvordan man lever op til kønnede normer.

I Emils verden er det en ”sindssygt gammeldags måde at se tingene på”, og grænserne er stadig alt for stramme, når man opdeler verden i mand versus kvinde, mener han.

– Det kan da godt være, at jeg ikke ligner den mest ”ideelle” mand, men der er efter min mening ikke noget, der hedder en rigtig mand. Er man en rigtig mand, hvis man drikker øl og spiller fodbold? Nej. Jeg er lige så meget mand som Nicklas Bendtner. Jeg har bare nogle andre interesser, uddyber han og tilføjer så:

– Jeg køber tit tøj i Zara og i kvindeafdelinger, fordi jeg synes, at det ser pænere ud. Ser du mig i en kjole? Nej, det gør du nok ikke. Men jeg har det sgu egentlig meget rart med at kunne gøre, som jeg vil.

Mandemakeup er ikke bare makeup

Mens Emil og rækken af dygtige beauty boys efterhånden er accepteret professionelt og i modeverdenen, lader der dog stadig til at være grænser for, hvor flydende vores forståelse af køn kan være.

Klassiske, stereotype mandeidealer udfordres ganske vist både i Hollywood og herhjemme, men ikke alle er tilsyneladende af den opfattelse, at mande-makeup bare er makeup.

På sin YouTube-kanal får den ellers populære Emil gerne hårde kommentarer om sin seksualitet, og når han går i supermarkedet med falske øjenvipper på, kan han ikke undgå, at andre kigger.

Og de kigger meget, fastslår han.

LÆS OGSÅ:Sarah-Sofie Boussnina: “Tilstedeværelse er nøglen til lykke, hvis du spørger mig”

I december sidste år måtte Emil for alvor overveje, om hans hobby var besværet værd, da han blev overfaldet ved sin tidligere lejlighed. Ifølge Emils eget udsagn blev han skubbet mod jorden og sparket i hovedet.

– Bagefter kunne jeg ikke huske, hvad der var sket, fordi jeg var så bange og var gået så meget i chok. Det var forfærdeligt. Og det værste var, at jeg havde joggingbukser og en læderjakke på - og ingen makeup. Så jeg tror, at det kunne have været hvem som helst, han var ude efter, fortæller han og viser mig arret ved øjenbrynet, som han sirligt dækker med makeup hver eneste dag, til det er næsten utydeligt.

I virkeligheden kunne Emil have været et tilfældigt offer, men det nager ham, at det også kan skyldes, at han skiller sig ud.

Ændrer sig ikke

I dag, knap et år efter, er Emil ikke længere hårdt påvirket af overfaldet – eller af de ondsindede kommentarer, han får fra tid til anden.

Han farer ikke længere sammen, hver gang han hører lyde i opgangen, og han kan igen bevæge sig ud alene om aftenen. På samme måde lader han sig ikke påvirke, når der lander en dårlig kommentar blandt 2.000 likes på en video. 

For Emil har for længst taget et aktivt valg om at være, som han er – makeup og langt, rødt hår inkluderet.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

– Jeg gider ikke at sætte en stopper for, hvad jeg laver, og hvad jeg står for. Det er vigtigt for mig at sige til mine følgere, at det her på ingen måde skræmmer mig. Jeg kommer stadig til at se sådan her ud, fastslår han og klikker så låget tilbage på den røde læbestift, han nænsomt har smurt på læberne.

Emil anbefaler

Fire makeup-ting, jeg ikke kan leve uden: 

1. M.A.C-concealer

2. Estée Lauder Double Wear Stay In Place foundation

3.  Benefit The POREfessional crème

Emils makeup-essentials. Det handler om basen, når man skal lægge en flot makeup, fortæller han. Foto: Amalie Louise Larsen

To Instagram-profiler, du skal følge:

1. Anastasiabeverlyhills

"Denne profil giver masser af inspiration til makeup-stile og gode makeupprodukter", forklarer Emil.  

2. Morphebrushes

"Profilen kører meget i den samme makeup-stil, som jeg godt kan lide at bruge, så jeg finder meget inpsiration her", siger Emil. 

Emil studerer resultatet i spejlet, mens han spænder i de rødmalede læber, så de skaber en trutmund.

Fra spejlbilledet kigger to glitrende øjne tilbage under store, sorte vipper. De udstråler kun én ting:

Tilfredshed.