Fie Hetting

Fie Hetting har aldrig været til frisør - i dag er det en del af hendes look

Hun har aldrig været til frisøren og lader sin mor klippe håret. Og det tilfældige hår er blevet en del af kreativ direktør Fie Hettings look. Til gengæld bruger hun gerne flere penge på en god håndcreme, fordi de kreative hænder bliver udsat for både maling og mange håndvaske hver dag.

Min morgenrutine består af… en dejlig kop kaffe, et lynhurtigt bad, en masse lækker bodylotion og en meget enkel makeup.

At pleje min hud betyder for mig… at jeg føler mig ren og giver min hud de bedste forudsætninger med meget få, gode produkter. Jeg har altid døjet med urenheder og har prøvet mange forskellige rutiner og plejeserier, men jeg har endelig fundet ro i at gøre det på min måde.

Jeg lægger makeup, når… jeg føler, at jeg ser for træt ud uden. Om sommeren, når min hud har mere glød, er jeg mere tilbøjelig til at gå uden makeup.

Min makeuprutine er… meget spartansk. Det meste af året blander jeg min dagcreme op med BB-cream og få dråber selvbruner fra Rudolph Care.

Typisk nøjes jeg med en smule mascara og hjælper mine bryn lidt på vej der, hvor jeg synes, de mangler lidt fylde. Og så har jeg altid læbepomade på. De ligger i alle lommer og tasker, og jeg kan blive helt panisk, hvis jeg kommer ud af døren uden læbepomade.

Jeg plejer mit hår med… stort set ingenting. Jeg har aldrig været hos frisøren, er altid blevet klippet af min mor og har nok ikke verdens sundeste og mest velplejede hår.

Det er lidt blevet en del af mit look, og det fungerer godt for mig. Jeg prioriterer en god shampoo og balsam, forsøger at vaske hår mindst muligt, og så bruger jeg en olie, når jeg synes, det bliver for tørt.

Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være… hvil i de små uperfektheder, som vi alle sammen har. Det er så nemt at sige, men sværere at efterleve. Dog kan jeg mærke, at det er blevet meget nemmere for mig med alderen.

Den bedste duft for mig er… Le Labo. Jeg har tre forskellige dufte derfra, og jeg elsker at skifte lidt imellem dem efter mit humør.

Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg… ikke til nogen bestemt sang. Jeg lytter ofte til den musik, som andre sætter på. Jeg er ikke særlig musikalsk og sætter hellere en podcast på, hvis jeg skal lytte til noget. Skal jeg findenoget musik til en anledning, finder jeg en playliste på Spotify.

Hvis min hud slår ud, er mit trick at… gøre mindst muligt, lade det gå sin gang – og lade være med at pille i det. Jeg ville ønske, jeg havde et mirakeltrick, men det har jeg ikke.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået… er en kliché – men det er, at skønhed kommer indefra. Man kan have nok så pæn en hud, men intet kan hamle op med god udstråling og et smil.

Det sted, jeg er i livet netop nu, er… ret fantastisk. Vi venter en lille dreng, og jeg har en skøn familie, venner og et job, som jeg elsker.

Nutidens skønhedsideal… bekymrer jeg mig ikke så meget om. Jeg tror, det hænger sammen med at blive ældre, og at jeg hviler mere i mig selv.

Jeg føler mig oftest smukkest… om morgenen. Når min hud er i balance, har en let glød, og jeg også føler mig afbalanceret indeni.

Fie Hettings favoritter: 

Uundværlig håndcreme

Jeg arbejder med maling i det daglige og elsker at have fingrene i produkterne. Det betyder en masse håndvask, og det gør mine hænder tørre. Derfor er en god håndcreme et must! Hinoki Hand Pomade, Le Labo, 210 kr.

Carmex_Lip_Balm_Blister.jpg

Det billigste produkt...

… jeg køber igen og igen, er Carmex. Jeg er afhængig af læbepomade og smider dem altid væk. Derfor gider jeg ikke købe dyre læbepomader, men jeg synes også, at Carmex fugter godt og dækker mit behov. Moisturising Lip Balm, Carmex, 35 kr.

Bioderma_Sensibio_H2O.jpg

Hverdagsfavorit

Sensibio H20, Bioderma, 190 kr.

Naughty-Alchemist.jpg

Masser af fugt

Jeg bruger ikke meget makeup, så jeg sætter stor pris på, at huden ser naturligt fugtet ud. Moonlight Renewing Serum, Naughty Alchemist, 550 kr.

A_Hint_of_Summer.jpg

Den gode glød

Jeg bruger den i min fugtighedscreme året rundt, fordi den giver en dejlig glød, og så fedter den ikke. A Hint of Summer, Rudolph Care, 345 kr.

Dette foto er smukt for mig, fordi…

fie-hetting.jpg... det minder mig om en virkelig dejlig ferie i Mexico med min mand efter flere år med corona og udlængsel. Det blev også vores sidste lange rejse i tosomhed, da vi venter en lille søn, og derfor vil den nok stå som noget helt særligt, inden et nyt kapitel begynder.

Fie Hetting

  • Er co-founder og kreativ direktør i Detale CPH og i Notes – en designvirksomhed, der gør det lettere for alle os andre at lave DIY-projekter og nye indretningsmuligheder i hjemmet.
  • Fie er 30 år, gift og venter en lille dreng.