Er Paris Hiltons chihuahua-æra blevet gjort til skamme?

Det er ikke bare interessen for strikketøj, surdej og sommerhuse, der steg dramatisk i 2020. Pludselig var der også dyr. Alle vegne. På Arken har de indtaget hovedrollen i 34 samtidskunstneres fascinerede værker, der undersøger, hvordan vi som mennesker forføres af de nuttede kattekillinger, Martin Eder har malet, sørger over vores døde kæledyr med Sophie Calle og forundres over dyrenes styrke, kraft og underfundighed med Daniel Firmans gigantiske elefant, der er vendt på hovedet. Præcis som vores perspektiv det seneste års tid.

Dyrene har også fundet sig godt tilrette i modebilledet. Karl Lagerfelds berømte kat, Choupette, har overlevet sin ‘Daddy’, og dens Instagramprofil, @choupettesdiary, har fortsat mere end 73.000 følgere. Gucci kaldte deres S/S 20-kampagne Of Course A Horse og skabte en menage a trois med et excentrisk par og deres hest. Etro havde taget uglerne ud af mosen og ind i deres vinterkampagne – sammen med et stædigt æsel, en nuttet ælling, en yndig svane og en grisling på afveje. Og hos Acne Studios var hele vinterkampagnen dedikeret til og inspireret af hunde og deres ejere, fordi kreativ chef, Jonny Johansson, selv har fået en firbenet ven og derfor lod brandets ansatte posere med deres lodne venner i tøj, der ikke kun er lavet til en catwalk, men også til stilfuld hundeluftning. Når verden er af lave, så skal vi åbenbart have et kæledyr at ae og elske. Og modsat Paris Hiltons chihuahua-æra, er dyrene ikke længere en nuttet accessory. De er blevet vores sjælevenner og jordforbindelse i en omvæltende tid. 

LÆS OGSÅ: Disse skønhedstrends skal du holde øje med i 2021

Ifølge en stor rapport, Global Pet Services Market 2020-2025, er salget af kæledyr steget voldsomt i de seneste 30 år med USA som ledende nation, hvor antallet af husstande med kæledyr er stedet fra 56 procent til 68 procent, hvilket betyder, at der er mere end 85 millioner husdyr. De blev i øvrigt groomet, fodret og forkælet for 5.4 milliarder dollars alene i 2017. Herhjemme har Danmarks Statistik ikke gjort status siden 2000, hvor 880.000 danske familier havde kæledyr, men når opgørelsen en dag kommer, vil 2020 uden tvivl slå ud på kurven.  

Den firbenede eksistensberettigelse 

Mens jeg skriver disse ord, ligger min egen hundehvalp og slumrer ved mine fødder. Og selv om jeg længe har hævdet, at Molly Popcorn ikke er en coronahund, kan jeg ikke sige mig helt fri for, at indkøbet af familiens længe ønskede gadekryds, blev fremskyndet af karantænetiden. For pludselig kunne vi ikke bare bestille den hund, som min mand og jeg havde lovet vores tre børn, skulle flytte ind hos os, når vi ville. Og derfor ville vi have den nu. Alle forårets hundehvalpe var støvsuget fra samtlige kenneler, så det var med en vis panik, at jeg skrev på annoncen for hundehvalpe på DBA. Jeg fik omgående en nedslående besked retur: Der havde været over hundrede henvendelser på en halv time. Alle otte hvalpe var væk. 

Men hvorfor gider vi overhovedet at bruge tid og penge på et kæledyr? Spørger man sognepræst, forfatter og meningsdanner, Kathrine Lilleør, er det ikke så mærkeligt, at vi søger firbenet selskab som aldrig før. For i hendes optik har 2020 ikke kun været præget af Covid-19, det har også været velsignet. 

“Det har da været et vidunderligt år, fordi det har bragt mange af os ind til kernen af, hvad der er meningsfuldt,” siger hun, der selv har to gravhunde, Augusta på fem år og dens niece Gloria på halvandet. 

“Vi har fundet tilbage til, hvor glade vi er for de nære ting og kernen af, hvad der er vigtigt. Jeg har mødt mange, der siger, at de har mærket en fornyet taknemmelighed for den natur, de er omgivet af, familien og de dyr, de har.” 

LÆS OGSÅ: Modeforsker Maria MacKinney-Valentin: "Impulskøbenes tid er forbi"

Kathrine Lilleør har både haft hund i sin barndom og i sit voksne liv, men hun ser ikke sig selv som et decideret “dyremenneske” eller alle hunde som menneskets bedste ven. 

Det er først i hendes voksne liv, at hun for alvor har opdaget, hvor uundværlige hendes hunde er blevet for hende, og hvor meget mening, det giver at investere tid i dem. 

“Det er et dagligt raison d’être at have hund. Nogle synes, at det er dejligt at være fri, når du ikke har hjemmeboende børn, der har behov for omsorg og mad. Men jeg har opdaget, at jeg har det lige omvendt. Også selv om jeg har en datter, der stadig har sit eget værelse hos mig. Jeg har mange opgaver og forpligtelser, og derfor ville jeg nemt kunne udsætte eller droppe de der livgivende gåture på Kastellet. Men nu skal jeg have mine daglige runder, for det fordrer mine hunde af mig.” Egentlig skulle hun ikke have mere end en enkelt hund, men da hun fik den ældste af de to, viste den sig at være svagelig, og derfor blev niecen Gloria købt som backup. 

“Relationen mellem dyr og mennesker handler om at have en ordløs forståelse af et andet levende væsen. At træne sin empati. Vi er jo sat i verden for at tage os af hinanden. Det er min tro. Vi er også forpligtede til at passe på vores dyr, klimaet og kloden. Når du bor inde på brostenene i København, kan du miste din kontakt til naturen, og der minder de to firbenede mig om min forpligtelse mod naturen som menneske. Den skal tæmmes og agtes for den berigelse, den er.”

“Jeg er ikke mig selv, hvis ikke jeg har en hest i mit liv”

For modeekspert og -skribent Susanne Madsen, der er bosat i London, har dyr – og særligt heste – været en stor del af hendes liv. Hun mener, at modens fascination af dyr er meget mere end en forbigående tendens.

“Dyr tilfører noget humoristisk og ofte lidt absurd afhængig af, hvilken kontekst du placerer dem i. Den slags excentricitet ligger godt i tråd med meget af den post-postmoderne ironiske mode, vi ser i øjeblikket, hvor designere bevidst arbejder med ting, der er lidt til en side,” siger hun. 

“En anden grund er måske, at art directors simpelthen lukrerer på vores hang til dyrevideoer. Nuttede, sjove pelsdyr fanger bare folks opmærksomhed, og der er kamp om at skabe dvæleelementer i en overmættet modeindustri.” 

Så er det blevet finere at have et pelsdyr end en pels? 

“Det kommer nok an på, hvem du spørger. Man kan godt have nogle mennesker mistænkt for at vælge hunde som statussymbol og accessory. Til gengæld tror jeg, at pels har ændret karakter fra statussymbol til noget, du har i garderoben pga. dens kvalitet og bæredygtighed. Forbrugerne er blevet mere opmærksomme på dens næsten uendelige levetid, hvilket ikke kan siges at gælde for alle stykker tøj.”

Susanne Madsen kalder hestene i sit eget liv for sin vigtigste livline, ud over hendes mor. 

“Hvis ikke jeg havde haft min daværende lånehest, Dax, at passe og ride syv dage om ugen, i årene efter min far døde, ved jeg ikke, hvordan jeg var kommet igennem dagene. Jeg havde et væsen, der var afhængig af, at jeg stod ud af sengen og troppede op hver dag,” fortæller hun. Dax havde været skadet og var nær blevet aflivet, så hun lagde al sin energi i at få ham tilbage i topform. Og det lykkedes. 

“Ved at gøre ham glad, veltilpas og stærk opdagede jeg, at sygdom ikke altid betyder død. Heste har altid haft positiv indflydelse på min psyke. De har fået mig til at indse, at jeg godt kan finde ud af noget. Jeg er måske endda ligefrem god til noget.”

Susanne Madsen har altid været ”hestepige,” og producerede som barn hjemmelavede hestemagasiner, -historier og -julekalendre.

“Også i gymnasiet – en skrækkelig tid i mit liv – var hestene mit fristed og min eskapisme. De fik mig 100 procent igennem det shitshow. Og under nedlukningen passede jeg en hest, som gjorde en ellers ensom og potentielt angstfyldt tid til en manifestation af total frihed. For du føler dig virkelig fri på hesteryg med al den power under dig og ridestierne foran dig. Jeg red vores lokale Hampshire-landskab tyndt. Det var så livsbekræftende at galoppere op ad Jane Austen-bakkerne, ride igennem landsbyerne og hilse på folk på behørig afstand over hækken. Livet gik videre, og jeg levede rigtigt. Jeg er ikke mig selv, hvis ikke jeg har en hest i mit liv.”

LÆS OGSÅ: Olga Ravn om naturfarvning: “For sådan nogle som os, som er dårlige til finish, er naturfarvning perfekt”

Men er vi excentriske eller elegante, når vi medbringer dyrene allevegne? Og er vi vidner til et opgør i modebilledet, hvor høje hæle og designersneakers er blevet afløst af gummirøjser og ridestøvler? 

“Jeg tror mere, det er et tegn på, at vi generelt har en større forståelse for vigtigheden af at have et dyr, og den betydning, de har for vores psykiske velbefindende. Emotional support animals er et rimelig almindeligt begreb nu, og jeg tror, at moden gerne vil låne lidt af den feel good-faktor, dyr har. Samtidig er det jo blevet cool at bo på landet. Se bare, hvordan en kvinde som Amanda Brooks har skabt et helt brand på at bo på landet med heste, får og hunde. Landlivet er det nye glam, som folk gerne vil købe en del af, med æbleplukning, grisefodring og kagebagning.”

“Den er familiens lille dumme medlem, som vi kan samles om”

Journalist og forfatter Maise Njor har netop taget afsked med sin hund gennem 14 år, Parson Russell-terrieren Karl. To måneder efter hun havde taget afsked med sin mor. 

“Det er en renere gråd, der kommer, når du tager afsked med et dyr end med et menneske. Det er jo bare din gode gamle ven, du siger farvel til. En hund er aldrig sur eller bærer nag. Den er familiens lille dumme medlem, som vi kan samles om. Den lærer familiens børn om ansvar og empati, og hvordan vi passer på dem, der ikke er så stærke og dygtige som os selv. Hvis du ikke har lært de egenskaber som barn, er det for sent, når du bliver voksen,” siger Maise Njor. 

Hun er stadig ved at vænne sig til, at der ikke er nogen, der forventer, at hun går tur tre gange om dagen, at de hyggelige snakke med de andre hundeejere er væk, og at der ikke er en nussepause indlagt i dagens arbejde. 

“Sorgen over at miste et menneske er så grundlæggende, men når din mor dør, skal du også forholde dig til alle de ting, der var svære i relationen. Med en hund er det virkelig trist, men der er ikke nuancer. Sorgen er klarere.”

Karl kom ind i familien, efter Maise Njor allerede havde fået tre døtre og katten Sofus. Der var hele tiden plads til endnu et medlem i familien, konstaterer hun.

“Da vi fik ham, talte jeg så meget om ham, at jeg skrev en bog om ham med billeder af Tine Harden (Sit! Fortællinger fra et hundeliv, red.). De bøger, der var på markedet, handlede kun om alt det, du ikke må med en hvalp. Eller som de siger i Zoo: “Vi skal ikke disneyficere dyr.” Men det gør jeg,” griner hun resolut. 

“Jeg ville skrive en bog, der var sjov, for hvalpe er jo sjove. Det er altså et fåtal af danskere, der har en hund som brugshund. Vi har dem som underholdning og for hyggens skyld. Jeg kender ikke ret mange, der ikke har hunden med i sengen. Det er bare ikke alle, der indrømmer det.”

LÆS OGSÅ: 17 seje støvler, du kan bruge til ALT

Maise Njor skal også have hund igen. Der skal bare lige gå lidt tid. Og denne gang bliver det nok en tæve, for indtil videre har hundene i hendes liv heddet Lars, Emil og Karl, og nu skal hun prøve noget nyt.

Personligt endte mit hundedrama også lykkeligt. En familie på Fyn sprang fra deres køb af vores hvalp, og vi kunne en uge senere hente Molly Popcorn i Allerød. Hun har tisset i sengen, skidt på gulvet, ødelagt et gulvtæppe og smeltet vores hjerter. Der er nemlig intet så skønt som en vuffeli-vov.