Klumme: Nej, en kvindelig vicepræsident bliver ikke bedre af at stå på tæer

Lad os sætte en gammel sandhed lidt på spidsen:

Mandlige politikere iklædt dyre slips og skarpe blazere er autoriteter. Kvindelige politikere, der shopper udenfor highstreet-segmentet, tiltrækker sig mundrette øgenavne á la Gucci-Helle og Pyntedukken.

Eksklusive italienske skræddersnit på en mand vidner om effektivitet og deraf velfortjent magt – også til at “dress the part” på jobbet. Kvinder på talerstolen i designertøj fordrer derimod sammenligninger med castet i ’Sex and the City’ og spydige spekulationer i, hvorvidt koncentrationsevnen kanske svinder ind for hver centimeter, der lægges til hælen.

Derfor har de kvindelige politikere, der vil gøre sig håb om at nå et bredt vælgerudsnit, alle dage måtte mestre en hårfin (og uden tvivl ofte udmattende) balanceakt mellem at klæde sig professionelt ud fra maskulint definerede ’koder’, der dikterer brede skuldre og habitjakker, og tilpas kvindeligt til ikke at blive brandet som usympatiske jern-ladies.

For mangen en magtfuld kvindes påståede troværdighed går hånd i hånd med, hvor sympatisk offentligheden og medierne vurderer, at hun fremstår – og lige så få mænd har appetit på at knalde en bitterfisse, som de har på at stemme på én. Groft sagt.

Mens en god portion kvindelige vælgere ubevidst er indoktrineret patriarkatets restriktive kvindesyn i en grad, at mandlige myndighedsskikkelser noget nær per definition synes mere egnede til at føre storpolitik end kvinden i et stræberisk pantsuit. Uanset hvor usympatisk hendes mandlige politiske modstander så end måtte være i al sin bralrende ego-retorik.

Pyha, så fik vi generaliseringerne på plads!

Vicepræsidentkandidaten vil frem i verden – gerne iført Converse

Ovenstående old school-kønsstrukturer er heldigvis i opbrud i adskillige vestlige samfund, og det er svært at forestille sig, at nogen skandinaviske medier i dag ville have held med ublu at udskamme en kvindelig politiker for, hvad hun vælger at hive ud af garderoben forud for et klimatopmøde, som vi ville have set det på forsiden af formiddagsbladene for blot et årti siden (ingen nævnt, ingen glemt).

Men i det konservative USA, hvor hele (syd)stater fortsat abonnerer på ligestillingsideologier fra dengang, Ruder Konge var en kvindeknægtende klaphat, drejer tandhjulene immervæk langsommere. Og netop derfor, kære læser, mærkede jeg et lille sug af optimisme, da jeg første gang spottede den demokratiske vicepræsidentkandidat Kamala Harris iført et par klassiske Converse-sneakers. Blot for ved en hastig googlesøgning at erfare, at den 55-årige californiske senator rent faktisk i årevis har forkyndt sin kærlighed til den klassiske Chuck Taylor-model; »Jeg elsker dem. Det er enten Chucks eller hæle. Sådan har det altid været”, sagde Harris for nylig til værterne på late night-talkshowet Desus & Mero.

Kyniske røster vil indvende, at ethvert fokus på Harris’ fremtoning – godt eller skidt – er med til at opretholde påklædningsdiktaturet, men her er jeg uenig: Når USA’s måske (jeg krydser personligt fingre og tæer) kommende kvindelige vicepræsident, den første af slagsen, trækker i sneakers, sender hun et stærkt signal om, at hun ikke har i sinde at konformere til rigide forestillinger om, hvad der konstituerer en “seriøs” amerikansk kvindelig politiker. Og det er væsentligt få år efter, at jakkesætsbærende Hillary Clinton blev pillet fra hinanden af højre- såvel som venstrefløjsmedier for at fremstå “kønsforvirret” (Tim Gunn i ’Project Runway’) og som en kvinde, der “desperat forsøger at passe ind i mandeklubben” (The Daily Beast). Til trods for, at Hillary Clinton siden sine helt unge dage altid har favoriseret jakkesætstilen.

Gu’ faen kan man hamre sine velargumenterede politiske holdninger hjem på flade gummisåler, hvad end man taler om ligeløn og LGBTQ-rettigheder (to af Harris’ mærkesager), klimaforandringer, sundhedsreform eller om vigtigheden af at gå en ekstra mil under San Franciscos Pride-march, uden at der går et gran af hverken kvindelighed eller troværdighed af imaget.

“Jeg løber igennem lufthavne i mine Converse-sneakers. Jeg har en hel samling af Chuck Taylors; et par i sort læder, er par i hvidt læder, nogle man ikke skal snøre, nogle man skal snøre, nogle der fungerer bedst i varmt vejr og i koldt vejr...”, fortalte Kamala Harris til Desus & Mero.

Kamala Harris er ikke den første modne ’kendiskvinde’, der har omfavnet Converse. Fra Kate Moss og Billie Eilish til Beyoncé og stilikonet Lauren Hutton på nu 76 år: Alle har de mindst ét par Converse på skohylden, hvad end athleisure-tendenser har været in vogue eller ej. For akkurat som den hvide skjorte og et par Levi’s, er Chuck Taylors i sort-hvid et køb, der aldrig ældes.

Efter fødslen som sportssko i 1909, designet af Marquis Mills Converse fra New Hampshire, blev Converse således hurtigt approprieret af det liberale spektrum af populærkulturen, hvor den før som nu associeres med ungdommelighed og frisind på tværs af alder og klasseskel. Der er ingen bånd, der binder den karrierekvinde, som snører et par Converse på fødderne mandag morgen, og hvorfor skulle en kvindelig vicepræsident blive bedre til sit arbejde af konsekvent at stå lidt på tæer, mens det modsatte er sandt for hendes mandlige kollega?

Som den ældste præsidentkandidat nogensinde i en akut krisepræget nation, hvor højreorienterede magter forsøger at rulle de seneste 50 års ligestillingslandevindinger tilbage, kunne Joe Biden på 77 år ikke have valgt en mere forandringsparat kvindelig running mate, der taler utvetydigt dunder for demokratiet i fodtøj, hvis tilgængelighed i sig selv oser af ... demokrati.

Så længe de ligefrem ikke tropper op i speedos i Senatet, skal kvindelige og mandlige politikere selvsagt have lov til at klæde sig, som de lyster. Entrerer Kamala Harris det Hvide Hus i de mest højdeskrækinducerende Louboutins, hun kan finde, skal det være hende lige så vel undt, som hvis hun holder sig til flade gummisåler.

En kvindes værdi kan ikke gøres op i en sko, og som Harris siger, skifter hun mellem sneakers og hæle forgodtbefindende. Men tag ikke fejl af signalværdiens signifikans, når en politiker af senatorens format udfordrer kampagneræsets ubarmhjertige kønsdogmer, og foran fotograferne trækker i Converse fremfor kitten heels i Guds eget konservative land.

Bevares, træerne vokser ikke ind i himlen: Et par Converse alene kan naturligvis ikke vinde et valg. Men måske kan de hjælpe kvinden, der bærer dem til at løbe hurtigere mod målstregen.