Lotte Freddie: "Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk siger om mig"

0-10 år (1935-1945)

En endefuld og i seng

"Jeg er født på Frederiksberg, men da jeg var ét år, flyttede vi til Rungsted, hvor jeg bortset fra nogle få perioder har boet siden. 

Jeg var enebarn med to halvbrødre på min fars side, men de boede hos deres mor, så jeg blev meget forkælet. 

Læs også

Brug for lidt kulør? Her er tre farver fra modeugen i København

Jeg havde et tæt forhold til min far, som jeg elskede højt. Hver søndag kravlede jeg ind i sengen til ham, og så fortalte han historier, og vi gættede gåder.

Jeg er gammeldags opdraget, det var vigtigt, at jeg opførte mig ordentligt og havde gode manerer. Man afbrød ikke, når de voksne talte, og man sad pænt ved bordet. Samme pli som mine egne børn er vokset op med. 

Var jeg uartig, fik jeg en endefuld og kom i seng, men aldrig af min far, kun af min mor. Hun var også sød, men hun var mere streng. Jeg er egentlig døbt Elise, men jeg kan ikke fordrage det navn, for jeg blev kun kaldt det, når min mor var gal på mig. ”ELISE!”, råbte hun. 

Jeg har aldrig brugt det navn, og jeg overvejer faktisk at få det slettet. Jeg blev kaldt Lotte, fordi min mormor sagde, ”det skal være en lille Lotte-pige”, da hun så mig første gang."

10-20 år (1945-1955)

I kongens Rolls-Royce

"Da jeg havde taget min realeksamen fandt min far på, at jeg skulle til England og være au pair, så jeg flyttede over til familien Horne udenfor Cambridge. 

Samtidig med at jeg ordnede hus, studerede jeg drama og engelsk på Cambridge University, og det var en fantastisk tid. Jeg blev inviteret ud hele tiden, så jeg påtog mig en masse ekstra opgaver i huset mod, at det så var okay, at jeg gik så meget ud. 

En dag lå Mrs. Horne i sengen og sagde, at hun var syg: ”it´s all these boys” jamrede hun.

Året i England åbnede mine øjne for sprog, levevis, anden kultur og verden. Englændere er fantastiske til at introducere dig til venner og bekendte, så jeg fik lagt et betydningsfuldt grundlag for resten af mit liv i form af et stort netværk. 

Jeg blev forelsket i Michael, hvis forældre var velhavende. Hans far havde 26 pragtfulde veteranbiler, og jeg lærte at køre bil i Kongen af Grækenlands Rolls-Royce. En dag foreslog en af Michaels venner, at jeg skulle blive model. 

Det havde jeg overhovedet ikke tænkt over, men et besøg hos et modelbureau gav masser af tilbud, så jeg fik en student permit og begyndte at arbejde som model hos modevirksomheden Horrockses. 

Jeg tjente fyrstelige fem pund om ugen, men fordi jeg blev inviteret ud hele tiden, kunne jeg faktisk spare op af de penge. 

Den tid i London var ét langt party."

20-30 år (1955-1965)

Charmerende fotograf

"Tilbage i Danmark forsatte jeg som model, og det gik supergodt. Der blev afholdt masser af modeshow dengang hos alle stormagasinerne som Magasin, Illum, og Fonnesbech, så jeg gik show hele tiden og lavede også mange modeserier. 

Da jeg var 20 år, mødte jeg min første mand William Dessau. William var super pæn og meget sød, men efter fire år gik vores ægteskab i stykker, og det var jeg meget ked af. 

Jeg kan huske, at jeg besøgte hans tante Edith i Paris, og hun sagde til mig: ”Du skal ikke være ked af det, du skal bare tage nogle elskere”, men det kunne jeg slet ikke, fordi jeg var så ulykkelig.

Læs også

Pagen er tilbage, men er den for alle? Vi har spurgt frisøren

”Sludder og vrøvl”, sagde hun, ”appetitten kommer, mens man spiser”. Det glemmer jeg aldrig.

Nogle år senere mødte jeg min anden mand, Jørn Freddie, til en fotografering hos modeforretningen Jac Olsen. Jørn var landets dygtigste modefotograf, anderledes og spændende. Han var ikke specielt pæn, men han var meget elegant og charmerende. 

Han var kunstner og søn af kunstmaleren Wilhelm Freddie, og selvom han var meget venstreorienteret, og jeg selv kom fra et meget konservativt miljø, faldt han fuldstændig ind i min vennekreds, og det var vel fordi, han var så sjov og charmerende."

30-40 år (1965-1975)

Timede børn

"Jeg havde slet ikke tid til at få børn, fordi jeg havde så travlt med at arbejde som model, men i mine slut 30´ere tænkte jeg alligevel, at nu måtte jeg hellere komme i gang, så da jeg var 38 år, fik vi først Alexander, og to år efter kom Cecilie. 

Det lykkedes mig at time mine graviditeter med sæsonernes show, så jeg ikke glip af for meget. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg var gravid, før jeg var i sjette måned, så der var ikke nogen, der opdagede det, og da børnene var 10 dage gamle, var jeg i gang igen. 

Det var ren viljestyrke. Jørn var super til at tage sig af børnene, og så hjalp min mor og senere en barnepige. 

Det var dejligt at blive mor, men jeg var ikke en mor, der var hjemme hele tiden, for jeg arbejdede meget."

40-50 år (1975-1985)

Ind i journalistikkens verden

"I slutningen af 70´erne blev jeg spurgt, om jeg ville være konferencier til et turistarrangement, der hed Denmark Lunch, som Birger Christensen lavede på SAS Royal Hotel, hvor der blev vist pelse og spist dansk mad. 

En dag kom Annelise Bistrup, som var redaktør på Berlingske Søndag for at se showet, og hun henvendte sig senere til mig og spurgte, om jeg ville skrive om mode i Berlingske Tidende. 

Først sagde jeg nej tak, men så sagde Jørn til mig, at nu måtte jeg altså holde op, jeg kunne jo ikke være model til evig tid, så jeg takkede ja og startede som journalist.

 Jeg ville gerne lave Vogue på Berlingske, præsentere tøjet for læserne. Jeg var god til det sammen med fotograferne, vi lavede modeserier, som var helt fantastiske.

Da jeg var 46, blev jeg skilt fra Jørn, men vi forblev gode venner, og når jeg var ude at rejse med arbejdet, var børnene hos ham. De har på ingen måde været curlingbørn. 

De cyklede selv frem og tilbage mellem os og til og fra skole, og de låste sig selv ind, når jeg var på arbejde, så de lærte tidligt at klare sig selv."

50-60 år (1985-1995)

Til fest med Thatcher

"Jobbet som journalist gav mig så mange fantastiske oplevelser. I slut 80´erne var jeg i London inviteret til et party for pressen i Downing Street 10. 

Lige når du kommer ind, er der en trappe, hvor der hænger et stort billede af Winston Churchill med sin cigar, og hele vejen op ad trappen hænger der billeder af alle premierministrene gennem tiden. 

På toppen af trappen stod en herold og præsenterede alle, der kom, og da det blev min tur, sagde han med høj røst ”Miss Lotte Freddie”, hvorefter jeg gik ind i et langt smalt rum, og der i midten stod Margaret Thatcher. 

”How wonderful, how marvelous”, udbrød hun højt med udbredte arme, da jeg kom ind. ”What a good idea, look at that”, og så tog hun fat i mig og vendte mig om mod fotograferne og sagde ”isn’t this fantastic”. 

Hun hentydede til tre simili-brocher, jeg havde sat på min sorte svalekjole fra Elise Gug med en kort nederdel under. 

Den idé syntes hun åbenbart godt om, og siden har jeg faktisk set hende med to brocher på skulderen."

60-70 år (1995-2005)

Fraværende bedstemor

"I 2001 blev jeg moderedaktør på Børsen. Chefredaktør Leif Beck Fallesen sagde til mig: ”Jeg har ikke forstand på det, så du gør bare, hvad du vil, for det er dig, der ved noget.” 

Det var jo pragtfuldt, for i modsætning til Berlingske, hvor det tøj, jeg viste, helst ikke måtte koste noget, så var det på Børsen fuldstændig lige meget. 

Når det er sagt, kan man sagtens få ikke kostbart tøj til at se fantastisk ud, det handler bare om at fotografere det spændende.

I dette årti blev jeg også farmor for første gang, og siden har jeg fået tre børnebørn mere. 

Jeg elsker dem højt, men jeg er en dårlig farmor og mormor, fordi jeg hele tiden er ude at rejse, så jeg ser dem slet ikke nok. 

Læs også

Lotte Freddie: ”Janteloven skal begraves, for den er ødelæggende for alt – også vores tøj”

Jeg er meget ked af, at jeg ikke har været nogen særlig god bedstemor, og jeg ville ønske, at jeg havde penge nok til, at jeg kunne gøre noget særligt for dem alle sammen. 

Tage dem ud at rejse eller noget andet, men det er desværre ikke muligt."

70-80 år (2005-2015)

Harmdirrende klumme

"I løbet af min tid på Børsen begyndte dækningen af modestoffet i de danske medier at falde, og det er mig helt ubegribeligt, for det er vigtigt stof.

Jeg synes ikke, at den danske modebranche bliver taget alvorligt i medierne. Jeg kan huske, at Lene Espersen på et tidspunkt var til en event, hvor hun blev spurgt, hvilken kjole hun havde på, og så skrev Henrik Qvortrup i Ekstra Bladet, at hun nok hellere skulle koncentrere sig om politik end om tøj, som var så fuldstændig ligegyldigt. 

Det var så gammeldags og mandschauvinistisk, at jeg skrev en klumme om, hvor reaktionær og ude af trit med tiden, han var. 

Det var uforskammet både overfor Lene Espersen, men også overfor modebranchen, som er vores fjerde største eksporterhverv. 

Qvortrup svarede mig ikke, men jeg fik mange tilkendegivelser fra læserne, og når nogen siger, at ingen interesserer sig for mode, er det simpelthen ikke rigtigt. 

Det er jo ikke et eneste menneske, der ikke tager tøj på hver dag, og i det øjeblik, de gør det og ser sig selv i spejlet, så tager de stilling til, hvordan de ser ud, og dermed også til tøjet."

80-90 år (2015-2025)

På tur med damerne

"Det største i mit seneste årti var, da jeg i 2021 blev udnævnt til Ridder af Æreslegionen af Emmanuel Macron. 

Det er den fornemste franske fortjenstorden, som jeg blev tildelt for min indsats for fransk mode og kultur. Jeg fik den overrakt på den franske ambassade af den franske ambassadør, og jeg var selvfølgelig meget beæret.

Året efter begyndte jeg at optage 'Verdensdamerne' sammen med Bente Scavenius og Merete Baird. Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme, da Lone Bodholt på DR spurgte, om jeg ville være med, fordi jeg elsker at rejse. 

Jeg har altid været nysgerrig på at opleve nyt, så det er jo et ønskejob. 

Til maj skal vi i gang med at optage sæson fire, og jeg glæder mig. Det er helt normalt for mig at lave noget hele tiden. Jeg kan slet ikke forestille mig at blive pensionist og sidde ned og lave ingenting."

90-100 år (2025-)

Gerne sexet

"Jeg er lige fyldt 90, og jeg har været fantastisk heldig med mit liv, når jeg ser tilbage. Jeg har lavet så mange spændende ting, men det er alt sammen noget, som andre har foreslået mig, og det er jo svineheldigt. 

Og så er jeg heldig, at jeg har talent for at skrive og et godt helbred.

Jeg lever og ligner ikke, hvad man plejer at forstå ved 90. Det skyldes både held og gode gener. Jeg gør ikke noget for at holde mig, men jeg sørger for at få det bedste ud af mig selv. 

Jeg synes ikke, det er pænt at få rynker, og det er da dødssygt, at ens krop ikke længere ser ud, som den plejer at gøre, men når det endelig skal være, har jeg været heldig, at det ikke er gået værre. 

Men jeg har været vant til at have en lydefri krop, og når jeg ikke har det mere, skal den bare ikke vises frem, så jeg går for eksempel ikke på stranden. 

Til gengæld tager jeg noget smart tøj på, og så gør det ikke så meget. Jeg har gemt rigtig meget af mit tøj igennem tiden, og det skal man gøre, for alt bliver moderne igen. Og man kan godt sige, at jeg tør noget, når det gælder min påklædning. 

Jeg vil gerne skille mig ud, og mit tøj må gerne være sexet, også nu. 

Det skal i hvert fald være farverigt, og har jeg ikke farver på, så er der noget bling. Jeg har ikke noget i mod at provokere, og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk siger om mig. 

Jeg gider ikke ligne alle andre."