Marie Louise Tüxen sværger til naturlig skønhed – alligevel besøgte hun for nyligt en botoxklinik

Da jeg var 15 og boede i Næstved, fik jeg min første kæreste. 

Han var 17 og trænede bodybuilding seks gange om ugen i det lokale gym. Han spiste som regel kylling og pastaskruer til frokost og aftensmad. 

Læs også

Modeekspert spår ny tendens: ”Jeg tror, at det er blevet de gamle damers tid”

Hans yndlingsfilm var Full Metal Jacket, og han tog anabole steroider. Det sidste var ikke noget, han underholdt mig med, men jeg husker det alligevel som en viden, vi begge vidste, at jeg kendte til. 

Jeg kunne se, hans muskler voksede usædvanligt hurtigt og på denne særlige, muskelgrupperende måde, der kendetegner bodybuilderens krop, en krop, hvorom jeg forstod, det var sjovt dril at sige: “Nå, skippede du leg day?” Noget, man også sagde, var, at udsatte man en ellers sund krop for de vækstfremmende hormoner, kunne den risikere at vokse de særeste steder, f.eks. skulle næsen være i fare. 

Nu er næsen, og for den sags skyld ørerne, i forvejen mytisk stof behæftet med forestillingen om evnen til at vokse hele livet, så hvem ved præcis, hvordan tingenes orden kom til. Men jeg forsikrer jer: Min ungdomskærestes næse blev større. Den kvabbede sig frem, blev større og mægtigere og forstyrrede ansigtets symmetri, både forfra og fra siden blev ændringen synlig.

Når jeg tænkte på ham i den periode, altså fremkaldte ham for mit indre, fordi jeg savnede ham, eller fordi han ikke ringede tilbage, kunne jeg ikke få billederne i mit hoved til at hænge sammen med ham, jeg mødte i virkeligheden. Det forvirrede mig, og jeg følte mig fremmed over for dette ansigt, der blev hans. 

Det pudsige er, at jeg har en erindring om en samtale mellem os, hvor vi sidder på en sovesofa, og han ser på mig i profil og siger: “Jeg tror godt, du kunne have været smuk, hvis du ikke havde haft den næse.” Og jeg, der ved Gud var bevidst om mine skønhedsfejl, havde aldrig skænket min næse en tanke. Før den dag.

Det var ikke derfor, vi stoppede med at være kærester. Det var heller ikke steroiderne, det var, fordi han var sammen med en af mine veninder, men det er et helt andet essay. I denne tekst fremhæver jeg ham og hans forandrede ansigt, fordi det forandrede mig.

For jeg var optaget af skønhed. Af smukke mennesker, af flotte, veltrænede, langlemmede kroppe og runde bryster og mænds atletlommer, af kæbepartier og fyldigt hår, ferskenhud, abs, Helena Christensen og Claudia Schiffer, gazellerne, kindbenene, fyldige læber og amorbuer, Brad Pitt i tanktop og solbleget hår, smalle ankler, kraveben og ranke rygge; i det hele taget væsentligheden ved en god kropsholdning. 90’ernes superkrav. 

Som sagt optaget af skønhed, og dét lige så langt tilbage, som jeg kan huske. At udse mig ham, min bodybuilder, som kæreste; nej forfra: at opdage, at han havde øje for mig og vide, at han, i hvert fald i mine kredse, var at betragte som en fangst, Nævers very own Tom Cruise, jamen, det var en stor erfaring for mig. Så da jeg stødte mig på måden, hvorpå vi var sammen, gjorde det da ondt. 

Han havde ordet og magten i forholdet, husk på, han var to år ældre og populær, og hans ekskærester var nogle af den slags piger, jeg så op til, og som ikke hilste på mig. Jeg vovede ikke at formulere, hvad jeg følte eller tænkte, læste eller mente dengang, jeg var grundgenert og usikker. 

Læs også

Yael Freifeldt: ”De her to er mine absolutte nye favoritter til mit hår”

Med andre ord, det var ikke et balanceret forhold, og denne følelse af magtunderlegenhed fik mig til at acceptere former, jeg ikke kunne drømme om at udsætte mig selv for i dag. Men sandheden er også, at jeg var villig til at gå på kompromis med mit indre liv for at være sammen med ham. Det var først, da jeg stødte ind i hans voksende næse, hans forandrede ydre, at jeg for alvor blev ramt.

 Da hans skønhed krakelerede, kunne jeg se de øvrige uskønheder klart. Hans ydre havde forblændet mig og sløret det spinkle, til tider ydmygende, stillads, der var vores forhold, og nu da skønheden var til diskussion, var forholdet det også. Jeg kan bestemt ikke lide at skrive disse ord og forstå mig selv bagud i dette skær af ren og skær forfængelighed.

I dag er jeg 48 og ved, at smukke mennesker har det lettere. Fordelene ved at være smuk er flere end ulemperne. Dette er videnskabeligt dokumenteret.

Undersøgelser viser, at smukke mennesker har lettere ved at få job, lån og kærlighedspartnere. Blot for at nævne nogle få eksempler på vindingen ved et skønt ydre. Desuden har skønhed et meget stærkt slægtskab med ungdom.

“Ungdommelig er skønheden i manges øjne,” får jeg lyst at skrive lidt højstemt: Noget springer ud, er på vej, blødt og fint, struttende, let, frugtbart. Skønhed er i den forstand også noget, vi har lært, er til låns, og som vi mister med tiden. Vi taber vores kønne ansigter på gulvet, og hudens folder bliver flere og flere og falder som plisserede lampeskærme mod jorden. Af jord er vi kommet, mod jord skal vi synke sammen.

Jeg siger ikke, at alderdom, åndsrigdom og visdom ikke er skønhed, slet ikke. Tiden er er heldigvis ikke bare en tung, lineær dom og en påmindelse om døden, tiden bærer også nye strømme og indsigter med sig, og i disse år sker der en udvidelse af, hvad f.eks. kvinder over 40 kan tillade sig. Der ulmer et opgør mod aldersdiskriminationen, og det er velkomment og fuldt af håb. 

Ved siden af denne strøm findes imidlertid den endnu kraftigere strøm, som er ungdomsforherligelsen, og den har kronede dage. Begge ting sker parallelt. Fremkomsten af skønhedsklinikker og ikke mindst disses besøgende er i radikal vækst. Behandlinger med botox, filler, slib og laser foregår på drop in-niveau, og menuen er lokkende, man tilbyder os en anden historie, et andet ansigt.

Selvom jeg har lysnet mit hår og lakeret mine negle, siden jeg var 15, er jeg rundet af at prise den naturlige skønhed som den ypperligste. Det er bare finere at være født skøn end at blive ombygget skøn. Det skyldes til dels, at den ved nåle og knive påførte skønhed, engang blev tilskrevet et særligt segment.

 Indgreb var kendetegnet ved ekstreme proportioner, f.eks. kæmpe bryster eller kæmpe læber på en krop med hårextensions i en tvivlsom kvalitet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på buffeten som en opfindelse med samme grådighedsmotor. Når først vi står foran de bugnende fade med vinger og fritter og alle verdenshjørnerne repræsenteret, kan vi slet ikke styre os, vi glemmer mådehold, og vi skal have noget for pengene. 

Samme mekanisme har været drivende for skønhedsoperationer siden 90’erne: Vi kan lige så godt få en F-skål i de babser, når vi nu alligevel ligger dér. Men de seneste 10 år er udviklingen gået i en anden retning. Atter må jeg sikre mig ved at nævne, at der er flere retninger og spor, men et meget tydeligt spor er, at de fleste sociale klasser og geografiske områder spiser af buffeten med skønhedsindgreb (tøhø-vibes). Høj som lav, ung som gammel, storby og provins. 

Det er ikke længere et fænomen, der tilhører Hollywood eller kvinder, der ønsker at ligne The Kardashians, det er også Rikke, som er socialrådgiver og træt af, at hendes overlæbe er en tynd streg, og så er det de fleste kvindelige studieværter på tv, og så er det de unge kvinder, der knap nok er fyldt 20, som sætter tidligt ind med forebyggende botox. Og så er det mig.

En kvinde på 48, der har gået rundt og rundt om den varme grød, til jeg sidste år fik botox i bekymringsrynken, i øjenrynkerne og et stik under hver mundvig. Det var en stor overvindelse for mig, fordi jeg, som nævnt, er flasket op på forestillingen om den naturlige skønheds status, og jeg fandt stor tilfredshed ved at opfatte mig selv som en, om hvem man måske ville sige: “Ih, hun holder sig godt. Hun har arvet nogle medgørlige gener,” sådan noget. 

I de seneste par år har en misundelse alligevel sneget sig ind, en misundelse på de jævnaldrende ansigter, jeg kunne se, fik hjælp, og især på de ansigter, jeg ikke kunne se, fik hjælp, men hvor jeg senere fandt ud af, at det havde de faktisk fået, det var bare lavet diskret. Jeg nåede at gå til konsultationer hos tre forskellige klinikker, inden jeg bookede en tid til botox. 

Jeg troede egentlig, jeg skulle ende med en profhilo, som er en behandling, der ligger i grænselandet. Den er ikke en filler, men den er heller ikke bare lidt damp og scrub og hav en god dag. Du får injiceret hyaloronsyre, der skal booste og stimulere hudens egen produktion af kollagen. Boosteren ville føles som en mellemting, der ikke gik hele vejen over bugten til det forjættede land, en behandling, jeg kunne forklare hvem som helst uden at skulle forsvare mig.

Læs også

Er hørfrøgelé virkelig lige så effektiv som botox? Vi tester TikTok-trenden.

På den første klinik havde jeg en samtale med en kvindelig behandler på 32. Hun anbefalede mig botox, uden omvej, det havde hun selv brugt, siden hun var 26, og hun oplyste, at den muskellammende botox gav et mere naturligt udtryk end en filler, der, som navnet antyder, fylder huden ud. 

På alle tre klinikker talte behandlerne om et naturligt udtryk, hvilket er påfaldende, når jeg tænker på, hvor mange unaturlige, stivnede ansigter selvsamme klinikker skaber. Jeg begik den selvoptagede fejl at dreje samtalen hen på, om behandleren mon ville gætte mig yngre. “Prøv at gætte, jeg bliver ikke stødt.” 

Hun gættede behørigt lavt, hvad skal sandheden også stille op i et rum fyldt med, på den ene side sårbarhed, forfængelighed og uverificeret dødsangst, og på den anden side kundeomsorg og merkantile kræfter. Ved den næste konsultation på en anden klinik, talte vi også om en løsning med botox. Lidt i bekymringsrynken, i hvert fald. Den havde nu aldrig generet mig, vurderede den hverken som for dyb eller anmassende. Behandleren på denne klinik havde et ansigt, der var til den ‘lavede’ side, hvis jeg skal sige det, som jeg så det.

Ligesom når jeg går til sport, foretrækker jeg på en skønhedsklinik, at autoriteten er en slags forbillede, en, hvor jeg kan se, at det virker efter hensigten; at de ved, hvad de taler om. På den tredje klinik, som var den mindst fancy i rækken, fik jeg en timelang samtale med en garvet hudlæge på 75, og det var usædvanligt betryggende og menneskeligt, og vi nåede ud i krogene, og til slut stak behandleren hovedet ind, hun havde en Pepsi Max i hånden, sagde noget venligt om mit ansigt og gav mig en god pris. Da var jeg solgt.

To dage senere satte jeg mig i stolen. Indgrebet tog 10 minutter, inklusiv høflig konversation og betaling. Jeg har været ualmindelig glad for resultatet. Reaktionerne har varieret fra nære venner, der ikke har kunne se forskellen, selv efter jeg fortalte det, til udbrud a la “Gud, hvad HAR du dog gjort!” 

Dette vide spænd fortæller mig, at skønhedsindgreb stadig fremkalder store følelser og tabu og skam. Jeg kender det fra mig selv. Nogle nævner jeg det for, andre ikke. Den naturlige skønheds filosofi, jeg før var inde på, er en del af svaret, tror jeg. Forleden talte jeg med en veninde om det naturlige ideal, og hun pegede ud ad vinduet og sagde: “Men du mener jo ikke naturlig som hende, der går lige dér.” 

På gaden gik en kvinde, der, hvordan skal jeg sige det, og så i disse tider, ikke gjorde meget væsen af sig, hun var vel på det jævne og havde fladt hår. Dette for at sige: Når jeg taler om naturlig skønhed, taler jeg ikke om en almen og alle-er-lige-smukke-solidaritet, nej, det drejer sig om en meget smal kategori af mennesker kendetegnet ved særligt fine og symmetriske træk.

“Hvad er vel mere lig end mennesker, der sidder på toilettet, og hvad er vel mere forskelligt end ansigter?” skrev Søren Ulrik Thomsen engang i en ganske anden sammenhæng, og han fortsatte: “Ethvert menneske er både ganske almindeligt og helt unikt.”

Jeg spørger mig selv, og jeg spørger jer: “Bliver vi gladere af at blive smukkere, end vi er født til, er det kampen værd? Og hvad bliver mon konsekvenserne?” Jeg er til trods for mit udmærkede forsøg med nålen grundigt i tvivl. Selvfølgelig er jeg for, at vi gør, som vi vil med vores egen krop, og jeg kommer helt sikkert tilbage til klinikken, men jeg undrer mig stadig over, hvorfor jeg behøver det. 

Hvordan ser jeg ud om 10 år, hvordan med dem, der er 20 nu? Bliver vi ved med – som en anden Sisyfos – at skubbe vores ansigter op ad bjergsiden i jagten på den umulige, evigskønne høje tinde?

Jeg stødte på min bodybuilder-eks på Tinder i sidste uge. Han havde et enkelt foto på sin profil, et closeup af hans ansigt, forfra, tæt på. Næsen. Den samme og slet ikke den samme.