Signe Lindkvist har et særligt forhold til sine ben: ”De er små, nuttede og effektive”
Multikunstneren Signe Lindkvist vil hellere investere sine lommepenge i glimmer, kunstige øjenvipper og netstrømper end i en højteknologisk ansigtscreme, og hun har for længst indset, at hun foretrækker at danse på bordene end at løbe sig halvt ihjel. ALT for damerne har mødt hende til en åbenhjertig snak.
Hun venter allerede med et frejdigt smil på den café, vi har aftalt at mødes. For det gør Signe Lindkvist. Hun kommer hellere ti minutter for tidligt end fem minutter for sent. Hun gør sig umage. Med sit arbejde og med sig selv.
Ganske vist er hun lidt overrasket over, at netop hun skal være hovedperson i ALT for damernes skønhedsmagasin, for ”jeg er jo slet ikke sådan en, der går vildt meget op i sminke og cremer”, som hun siger. Hun har alligevel ladet sig overtale – hvis altså samtalen kan være netop lige så fordomsfri, uprætentiøs og humørfyldt, som hun selv er det. Det siger vi naturligvis ja til, og sammen beslutter vi os for at lave en slags gennemscanning af multikunstneren.
Fra fødder til hoved. Indefra og ud.
Fødderne: ”Jeg prøvede at miste fodfæstet tidligt i livet, så nu står jeg stærkt i mig selv”
Hvordan holder du fødderne solidt placeret på jorden?
"Jeg tror helt klart, at det er min stenhårde erfaring, der gør det. Jeg er ved at være en gammel dame i branchen. Jeg startede som 16-årig og har oplevet min del af bullshit og højtråbende luftkasteller. Alle de opblæste egoer kan jeg i dag møde hele afslappet."
"Jeg er også ekstremt tæt på mit barn. Hun er 17-år og gider stadig ligge i ske. Når vi gør det, er jeg som en iPhone, der bliver ladet op. Hun er den primære kilde til alt godt i mit liv. Jeg tænker på de forældre, der skal overleve deres børns død; det ville jeg ikke fysisk være i stand til. Det mest skelsættende tidspunkt mit liv var, da jeg holdt op med at være ”Signe Lindkvist” og blev ”Karla Mys mor”. Selvom jeg helst var det foruden, så er hun nok flyttet om et par år. Så der er også en ny frihed og forandring på vej. Det tager jeg meget seriøst, men jeg er ikke bange for det. Jeg hilser det velkommen."
"Noget andet, jeg tager seriøst, er, når jeg ked af det eller stresset. Så reagerer jeg hurtigt. Jeg melder mig syg, tager i sommerhus og går i seng klokken 17, hvis det er det, jeg har brug for. Eller drikker fire flasker vin og hører sørgelige Whitney Houston-sange. Jeg er god til at tage mig selv alvorligt; både arbejdsmæssigt og mentalt. Jeg er også god til at ringe dem op, som jeg føler har gjort mig uret – til at rydde op omkring mig, tage konfrontationerne og komme videre."
Hvordan passer du på dit fundament?
"Jeg var 24 år, da jeg mistede min mor, 30 år, da jeg mistede min far, og kun 33 år, da jeg blev skilt fra faderen til min datter. Jeg prøvede at miste fodfæstet tidligt i livet, så nu står jeg stærkt i mig selv. Når du får tæppet revet væk under dig, bliver du meget bevidst om, hvor skrøbelig tilværelsen er, og derfor er det helt afgørende, at du føler dig tryg i dig selv. Jeg ved, hvor grænseoverskridende fucked up du føler dig, når du ikke kender nogen, der kan kautionere, hvis du vil købe en lejlighed, eller som elsker dig betingelsesløst. Det er en skrækkelig følelse af, at du ikke hænger sammen med andre. Derfor prøver jeg i dag at være så ordentligt et menneske, som det er mig muligt, over for dem, der betyder mest for mig – mit barn, min kæreste og min eksmand.
Hvilken disciplin fører dine fødder dig frem i livet med?
"Jeg er ekstremt disciplineret, fordi jeg er så fagligt ærekær. Alt, hvad jeg beskæftiger mig med, uanset om jeg laver podcast, børnefjernsyn eller er ansvarlig for ”Zulu Comedy Galla”, skal være så godt, som det er tænkeligt muligt. Hellere arbejde solen sort og have blik for alle detaljer end at blive vildledt af middelmådighedens tilfældigheder."
"Jeg er vokset op i et kvindekollektiv. Min mor var keramiker og mor til fire; jeg var efternøleren. Jeg har set hende knokle, til blodet sprang for at få enderne til at mødes og kunne sætte mad på bordet. Det gjorde hun godt. For selvom der var mange kødfri dage, og aftensmaden kunne være porrer med ost, så manglede vi aldrig noget. I min verden er det ikke sejt at ”hustle” eller ”winge den” – det er sejt at være flittig og gøre sig umage. Min mor sagde altid: ”Det er ligegyldigt, hvad du interesserer dig for, men du skal interessere dig for noget, for ellers bliver livet urimeligt kedeligt.” Hun har sørget for, at jeg altid er bevidst om, hvad det er for en ild, der tænder mig."
Hvornår er fødderne sat i løb?
"Jeg er løbet skrigende bort fra alle opgaver, der kun handler om at tjene penge. Det bliver aldrig noget for mig. Jeg kan da godt få rigdomsmisundelse på en blogger-type, der kan lave terrazzogulve for en halv million, men så ser jeg også, hvad hun skal gøre for de penge; den personlige pris det har. Det gider jeg ikke."
"Jeg har også vendt ryggen til de jobs i tv-branchen, der kun handlede om, at man skulle være høj, tynd og model-lækker. Forget it, Signe! Du er halvanden meter høj. Nu går jeg efter de jobs, der egner sig til mig, og det gør mig glad."
"I dag ser jeg alt det, jeg valgte fra, som en stor gave, for det har givet mig en ro omkring den, jeg er. Jeg vil ikke lave om på mig selv for at passe ind. Jeg har engang holdt en tale til en familiefest, hvor jeg sagde det, alle tænkte: ”I kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide jer. Lad os ikke spilde tiden på denne her pligtrelation. I har mit nummer, så I kan altid ringe, men det gør I jo nok ikke.” Vi har ikke været i kontakt siden. Det var en uproblematisk befrielse."
Benene: ”Små ben og højt humør”
Du har et særligt forhold til dine ben. Hvad er det, de kan?
"Det er jo, som min far sagde det, da han var gammel og syg og betragtede mig stable brænde: ”Du har sgu nogle flotte ben; det er bare ærgerligt, de så hurtigt tager af ved røven”. Min mor kaldte dem Coca Cola-ben, fordi kurverne var så flotte. Jeg ved bare, at de har noget særligt over sig. De er små, nuttede og effektive. Ligesom mig. Mit firma hedder ”Små ben og højt humør” opkaldt efter mine tossede, små stænger, som jeg er kæmpeglad for. Der er nogle steder, man tager på, når man bliver ældre, og andre steder hvor man bliver sådan, du ved … lidt gammelkone-tynd. Men benene er trofaste; de forbliver uforandrede. Sådan var det også med min mor. Hun gik i aubergine-farvede hotpants, til hun var over 60 år."
"I min verden har rigtige damer blå mærker og sår på knæene – og jeg husker nok kun at give dem creme én gang om måneden. Jeg kan godt lide, at jeg har et ar på skinnebenet fra, da jeg var barn, og et hak fra en ”oversavningsmaskine”, fra da jeg lavede cirkus. Det er så smukt, at minderne er mejslet ind i min krop."
Hvilke oplevelser har de danset dig igennem?
"Det, der er mine bens styrke, er, at de er bekymrende uforfærdede. Og det er den egenskab ved mig selv, som jeg holder mest af. Jeg har en indre ukuelighed. Hvis jeg kan mærke, at der er noget svært eller nyt, som jeg bør gøre, så løber jeg lige imod det uden at se mig tilbage."
"Jeg opfandt Cirkus Summarum, der i dag er den hurtigst sælgende kulturbegivenhed i Danmark, da jeg var chef for Ramasjang. Det er 15 år siden."
"Jeg havde set, at Åh Abe-koncerterne ikke var publikumsvenlige nok, og jeg havde altid selv drømt om at være en cirkusprinsesse. Så selvom jeg ikke havde begreb om, hvordan man skabte en cirkusforestilling, så gik jeg til opgaven med min ukuelige optimisme."
Hvilke døre har de sparket ind?
"Jeg tror, at min manglende højde og ikke perfekte kropstørrelse har gjort meget for andre piger i og uden for mediebranchen. Vi har været så vant til kun at se fotomodelpiger på skærmen, men jeg fik alligevel lov til at få skærmtid og taleretten. Jeg har ikke gjort det for at sparke til debatten – jeg har bare gjort det, fordi sådan er jeg, og sådan ser jeg ud."
"Det værste, der sker lige nu i vores verden, er den polarisering, vi ser i forhold til politik, sport og debat, hvor man er sej, hvis man sviner ”de andre” til. Det kommer jeg aldrig til. Jeg har valgt at være bevidst naiv og at tro på en blødere middelvej. Det er derfor, jeg ikke er højlydt i en debat om metoo eller feminisme. For selvfølgelig er jeg feminist og imod magtmisbrug, men jeg synes ikke, verden er sort/hvid, og ingen får noget ud af at være grove og tilsvinende i et kommentarspor."
"Råberiet kan skabe en grundangst for at træde ved siden af. Og så bliver vi alle – helt udansk – bange for at sige noget som helst højt, for tænk hvis vi bliver slagtet på de sociale medier. Det er ikke konstruktivt. Der skal være mere plads – også til den gamle dame på plejehjemmet, der kommer til at bruge N-ordet, fordi hun ikke har lært andet."
Hvilke tricks til gode ben har du oppe i ærmet?
"Det bedste er hudfarvede netstrømper – jeg kalder dem for ”skinke-net”. Det er et godt gammeldags kostumeråd, og noget man bruger i cirkus. Du skal ikke købe de almindelige netstrømper, men i stedet gå i en dansebutik. Her fås de i en kraftigere kvalitet, og de kan holde i flere år. De strømper gør bare noget helt særligt for dine ben; og så kan man ”stene” dem med similisten fra en hobbybutik, som du limer på med lim."
"Og så er jeg kæmpe fan af Andreas (Rudolph Care, red.) Body Balm. Den bruger jeg helst i store mængder. På benene ja, men den er altså også genial til at fjerne makeup med, som læbepomade og endda som stylingprodukt i håret."
Maven: ”Der sidder min kvindelighed”
Suger du maven ind, eller trækker du vejret dybt ind?
"Jeg har tidligere været hende, der ønskede mig at være højere, slankere, have længere hår og mere velplejede negle. Heldigvis ændrede det sig, da jeg blev mor. Jeg elsker min lille mave – den, der går fra tissekonen til navlen, som begyndte at strutte, efter jeg havde født. Der sidder min kvindelighed. Det er da så flot med maven, der strutter den ene vej og rumpen den anden. Den facon har jeg en stor kærlighed til. Min mor havde den også. Den fine mave har givet mig mit barn."
Har crop top-debatten og bikini-gate frisat eller fastholdt maveskindet?
"Det er svært, for jeg tror ikke, det er sort eller hvidt. Nøgenfeministerne og prædikant-pikke-mændene, og hvem der ellers råber op, synes, det er så herligt med den crop top, men der er også nogen, der føler sig pressede til at tage den på.
Jeg har aldrig set nogen iført crop top og tænkt: ”den skulle hun ikke tage på” eller rynket på næsen ad en gammel dame i en bikini. Men for mig er det vigtigere, at vi lærer de unge kvinder og mænd, hvad tøj kan gøre for dig. Hvor meget nemmere det er at låne penge i banken med en nystrøget skjorte eller at gå til en jobsamtale uden huller i bukserne."
"Det er undervurderet, hvor meget det hjælper dig at klæde dig på til anledningen. Også når du skal hjem fra stationen i Taastrup en sen fredag aften. Så er du ret glad for, at du har pakket en hoodie og et par bukser i tasken; også selvom du har ret til at være i lårkort."
"Mit håb er, at vores kollektive dresscode i fremtiden ikke er til debat, men åbner en samtale. For som det er nu, så er de eneste, der tjener på en voldsomt opskruede retorik, click bait-hajerne. Tænk hvis vi fik et nyt fokus. Vi kunne rose hinanden for at gøre os umage? Min ældre nabo sætter sit hår så flot og tager fint tøj på hver dag, og jeg siger altid: ”Hvor ser du smuk ud, Grethe”, når jeg møder hende – for det er hun. Også selvom hendes stil ikke ligner min."
Hvornår har du bedst kontakt med din mavefornemmelse?
"Jeg er ikke et hjerte-menneske, jeg er et mave-menneske. Jeg har en
åndssvagt god kontakt til den, og jeg tror faktisk, at det er noget, man kan træne. Når du er er opvokset i et kvindekollektiv og kommer i skole i 2. klasse med hennahår og hjemmesyet tøj, mens alle de andre børn kommer i Kappa-bluser og Lacoste-T-shirts, så bliver du drillet. Min mor lærte mig at vende det til noget positivt; at jeg ikke behøvede at passe ind for at holde af mig selv. Det har givet mig en stor selvtillid i dag, og jeg har nemt ved at mærke, hvad jeg skal og ikke skal."
"Vi lever i et samfund, hvor kloge mennesker elsker at bedrive statistik og analysere på os. Hvad er mon det rigtige at gøre set ud fra en teoretisk analyse? Men det er jo ligegyldigt – det skal jo føles rigtig. Jeg tager mig ikke af analyser, statistikker og hvilket anslag folk vil have. Jeg tror kun på at lave noget, der er anderledes og nyt, og som min egen ”Signe-sensor” validerer. Måske er det, fordi jeg ikke har nogen formel uddannelse. Så det eneste, jeg i sidste ende kan stole på, er min mavefornemmelse."
Ryggen: ”Jeg ranker ryggen med en særlig bevidsthed oven på svære tider”
Hvad får dig til at ranke ryggen?
"Jeg er grundlæggende glad og tilfreds med mig selv. Om jeg døde i morgen og ikke når mere, så er det nok. Jeg har ikke brug for at blære mig. Jeg har brug for at passe mit arbejde og mit liv med ordentlighed. Hvis jeg indimellem ranker ryggen med en særlig bevidsthed, så er det, når jeg hanker op i mig selv ovenpå en svær tid; tilværelsen har lært mig at tørre øjnene, skyde brystet frem og komme videre."
Hvad kan få dig til at hænge med skuldrene?
"Jeg er en svømmehal af kærlighed og derfor også en svømmehal af følelser. Når det går godt, er det herligt, men når der er modgang, fylder det omvendt også meget. Men det er ikke dårligt at have det dårligt. Hvis du ikke har vekselvirkningen i dit liv, kan du ikke værdsætte opturen. Jeg er et voldsomt følsomt menneske, og jeg var nok blevet rigere og mere rolig, hvis jeg ikke var det. Men det er et livsvilkår."
"Forestil dig et klaver. Der er dem, der kun spiller på tangenterne i midten og har det godt med det. Jeg spiller ude i yderlighederne. Det hele føles lidt sjovere og rigere og lysere, men også voldsommere og mørkere. Min kæreste ved godt, at hver anden jul, når jeg ikke har min datter, så skal jeg lige bruge en time på at græde over savnet af min mor. Men så tager vi den der, drikker et koldt glas hvidvin, og så er vi videre."
"Når du mister din mor så tidligt i livet, har du et sort rum af helvede i dig altid. Det er ikke farligt, det er bare sådan, det er. Da hun døde, gik jeg i grundig terapi, og der fandt jeg fred med mørket, den jeg er, og det jeg kan."
Er vi kvinder blevet bedre eller dårligere til at have hinandens ryg?
"Hverken eller. I nogle sammenhænge er vi blevet bedre qua vores fokus på barsel, kvinder i lederstillinger og så videre. Men så har vi også fået det festlige element i livet, der hedder sociale medier, hvor alle kan udstille et ”picture perfect” liv, og kvinder ikke kan undlade at sammenligne sig med hinanden. Hvis man gør kardemommen op, så tror jeg, at det er meget værre at være ung i dag end tidligere. Unge kvinders tiltagende angst udspringer ikke kun af dem selv, men af den måde vi konstant presser og psyker hinanden. Bevidst og ubevidst."
Hvilken rollemodel fortjener et skulderklap?
"Pippi Langstrømpe holder jeg fast i til tid og evighed. Hun og hendes mor, Astrid Lindgren, er mine største forbilleder. De har givet mig mine mest grundlæggende livssætninger: ”Hvis man ikke siger farvel, kan man aldrig komme tilbage” og ”Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar.”"
"Deres frisind hænger sammen med den store sorg, de også bærer på. De inkarnerer tanken om ”What doesn’t kill you, makes you stronger.” Den sørgmodige tone i livet minder dig om at pjatte lidt mere. Det er ganske smukt.”"
Armene: ”Vi skal løfte hinandens humør”
Hvilket stort kram har livet givet dig?
"Jeg føler mig utroligt lykkelig og privilegeret over, at der var nogen, der besluttede, at jeg hørte til på denne her hylde. Jeg kan godt være urolig over, hvor jeg ellers var landet. Og så kan jeg kan godt blive bekymret for alle de små Signe’r, der befolker verden i dag, som nok får endnu sværere ved at finde deres hylde nu, end jeg havde det, da jeg var ung."
Hvad skal vi spænde musklerne og kæmpe for?
"Hvis jeg kunne vælge, så ville det være dejligt, hvis det hele handlede lidt mindre om køn, alder og størrelse og lidt mere om, hvad vi gerne vil have i vores liv. Vi skal grine noget mere, knalde noget mere og orientere os moralsk opad. Al for megen kommunikation handler om at sparke nedad. Hvad nu hvis vi huskede at anbefale gode oplevelser, løftede hinandens humør og bidrog til hinandens livsindhold? Det ville være utroligt nærende for hele samfundet. Det bliver et usundt sneglehus, vi bevæger os ind i, hvis vi hele tiden reposter dem, der råber højst og sviner alle andre mest til."
"Selvfølgelig skal vi have et globaliseret samfund, men der er et par danske værdier, der er vigtige at holde i hævd: selvironi, humor og vores gamle fine højskoletraditioner, for eksempel. Alt, der bidrager til vores sammenhængskraft og fællesskabsfølelse. Vi har brug for mere politisk satire og revy-komik, uden man hele tiden skal vare sig for, at nogen bliver stødt."
Hvornår har du sidst slået næven i bordet?
"Der var et startnummer til Zulu Comedy Galla, hvor der var noget lys og nogle special effects, som gik for langsomt. Der måtte jeg slå næven i bordet og sige: ”Nu lytter I kraftedeme efter!” Når man er instruktøren, og den der skal få alt til at fungere i et større projekt, så må man ikke være bange for at sige til og fra. Det er bedre, at du er tydelig og nem at aflæse. For jeg er samtidig også den første, der giver dig et kys på panden og siger: ”Hold kæft du er en skat! Tak for hjælpen.”"
"Det kompliment, som jeg er gladest for, er, at jeg altid fremstår som et ordentligt menneske. Jeg kan være hård og streng og kontant, men som hovedregel er jeg kun de ufede ting, fordi jeg har blik for fagligheden og hele tiden vil optimere produktet."
Hvornår slår du helst ”til søren”?
– Jeg er en kæmpe festabe, og det er ikke aftaget, selvom jeg er i slutningen i 40’erne. For nylig festede jeg til klokken fem om morgenen, og på Smukfest i august var det fire dages fuld fart, hvor jeg til sidst bare måtte sidde på bagsædet af bilen med solbriller på, en Faxe Kondi og zone ud. Det er utroligt ubrugeligt og ukonstruktivt at slå ”til søren”, og derfor er det så vigtigt for mig. Det er min ventil – som når andre går til træning. Jeg får uro under fødderne, hvis der går for lang tid imellem, at vi danser på bordene og hænger i lamperne."
Hovedet: ”Det, der gør mig smuk, er mit smil”
Hvad glædes du over, når du ser dig i spejlet?
"At jeg ser en, som jeg har det godt med. Jeg er helt klart et menneske, der ikke har noget behov for at se ud som de andre. Jeg er typen, der bruger 200 kroner om måneden på skønhedsprodukter, inklusive sminke. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget, der mindsker mine porer, giver mig en mindre næseryg eller fjerner rande under øjnene. Det, der gør mig smuk, er mit smil, og at jeg ikke ligner nogen andre. Jeg kan se, hvor mange kvinder på min alder, der får lagt kyllingefileter ind i kindbenene og sprøjtet botox i panden – og jeg forstår det bare ikke. Hvorfor skulle man sælge flere plader eller få flere seere i tv af at være helt stiv i ansigtet? Det er en trend, jeg ikke forstår."
"Jeg synes selv, at jeg er ret heldig taget i betragtning af, hvordan jeg kunne se ud, og hvor meget jeg har danset på bordene i mit liv. Det liv kunne have efterladt langt flere spor. De bedste skønhedsprodukter er i min optik vand, søvn og grin. Det er helt skørt at betale 1.000 kroner for 30 ml creme, hvor du ikke helt ved, om det virker. Der er søvn meget mere effektivt. Det ville selvfølgelig være idiotisk ikke at bruge solcreme eller komme fugt på et tørt fjæs, men det behøver ikke være så rocket science-agtigt; hysteriet omkring cremeteknologien kommer jeg aldrig til at bide på."
Hvilken lussing har livet givet dig?
"Jeg har fået en særlig huskekage i den lærdom, at ”du får ikke noget forærende”. Det troede man måske, da man var ung og naiv – men sådan er livet ikke."
Hvad kan glimmer gøre for livsglæden?
"Glimmer gør utroligt meget godt. Det sikrer, at jeg har festen med mig, hvor end jeg går. Jeg har 20 par sko i alt, og der er glimmer på 13 af dem. Jeg har meget paillet-tøj, og jeg bruger altid glimmer, når jeg skal til fest. Måner og swarovski-sten køber jeg fra sy-butik, og så sætter jeg dem på med øjenvippelim eller vaseline. Løst glimmer har jeg også altid til rådighed i rige mængder. Det tilfører livet humør, ramasjang og løjer. Glimmer sikrer, at vi husker at grine midt i alvoren. Og så er der altid et indforstået glimmer-nik mellem os, der går med glimmer. Vi er del af et indforstået fællesskab. Lidt ligesom buschaufførerne."
Bor der stadig en cirkusprinsesse inde i dig?
"JA! Man kan tage pigen ud af cirkus, men man kan aldrig tage cirkus ud af pigen. Sidst jeg lavede cirkus, var der en vidunderlig brasiliansk kanonkonge, der hedder Carlitos. På sidste dag spurgte han mig, om jeg ville stikke af sammen med ham og resten af truppen. Jeg er jo en pligtopfyldende pige og havde lovet min kæreste, at det ville jeg aldrig gøre, men fristelsen forstår jeg."
"I cirkus hylder vi det poetiske, eventyrlig, magiske og underfulde – og vi indgår en usynlig kontrakt med publikum om, at nu går vi ind i et parallel-univers, hvor alle sætter fornuften ud af kraft og lader fantasien råde. Den kontrakt og den energi er noget af det fedeste i denne verden, og uanset hvad jeg laver i mit liv, skal det altid lugte lidt af savsmuld."