Ingrid bruger specielt produkt hver dag: ”Med dét ville jeg kunne overleve i en ørken ’and still serve face!’”
For podcastvært Ingrid Magnifique Baraka er hudpleje en daglig og vigtig del af hendes liv. Håret kræver dagevis at holde på plads, og så er makeup omsider blevet tilgængelig i Danmark i farver, der passer til hendes teint.
Min morgenrutine består af … tre gange snoozeknap, et stort glas vand, fem minutter hvor jeg sidder i vinduet, trækker vejret og kigger op i lyset, fordi vinterdepression er en ting, der først er helt ude af systemet midt i juni.
Det elementære i min skønhedsrutine foregår inden, jeg går i seng, nærmest lige meget hvor træt eller opgivende jeg kan have det.
Det er der, det akkumulerede skidt gennem dagen bliver vasket af, og hvor jeg gør mig klar, symbolsk og rent praktisk, til morgendagen. Jeg fjerner makeup med mandelolie, og så vasker jeg ansigt, hals og bryst med Black Soap fra Zanzibar.
At pleje min hud er … afgørende. Jeg har lært det hjemmefra. Grundstenene til selvrespekt og selvpleje. Jeg går aldrig i seng eller ud ad døren om morgenen uden at vaske og smøre ansigtet.
Jeg lægger makeup … som et plaster på såret, når jeg har dårlig hud, ellers når jeg skal til fest. Makeup er først reelt kommet ind i mit liv i mine 20’ere, fordi det længe var en slags lukket land som sort kvinde at finde produkter, der fremhævede min skønhed i stedet for at dække den til eller misrepræsentere den.
I 2010 var jeg i New York, og her opdagede jeg mærkerne Mac og Nars, og jeg oplevede for første gang, at jeg havde muligheder på makeuphylderne, der specifikt passer til mig.
Mange mærker er kommet efter det siden, især efter Fenty Beauty satte et endegyldigt punktum for sorte menneskers undergravning på det område.
Min makeuprutine er … minimalistisk. Jeg er heldigvis velsignet med ansigtstræk, der ikke kan købes for penge: Jesus & genetics!
Jeg bruger Nars’ concealer, når jeg har hyperpigmenteringer eller rande under øjnene. Derudover Fentys highlighter, Bobbi Browns contour, Macs pudder, rouge fra Benefit, Diors lipgloss og ingen mascara … that’s it.
Jeg plejer mit hår med … der er ikke nok sider i det her magasin til den del. Jeg kunne holde et oplæg. Så I må nøjes med at vide, at det tager to hele dage ugentligt at pleje mit hår. Det handler om at fugte, styrke, flette og holde folks fingre væk fra min afro. Især det sidste er et fuldtidsarbejde.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være … omgiv dig med mennesker, du kan spejle dig i, åndeligt og fysisk.
Den bedste duft for mig er …en nyvasket krop, i nyvaskede lagener og citrus.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, fik jeg af … en amerikansk dermatolog: Der er ingen mirakelkur i hudpleje, alting tager tid, især med hudproblemer. Du skal give et produkt med aktive stoffer tre til seks måneder for at se og mærke effekten.
Det mærkeligsteprodukt, jeg har på badeværelseshylden, er … en øjenbrynsgel, jeg fik i gave. Jeg har vitterligt intet behov for det produkt. Nu bruger jeg det til mine babyhår i hårkanten i stedet.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … smør dig ind
i solcreme lige så meget, som din mor smurte dig ind i vaseline.
Nutidens skønhedsideal er … ikke kun urealistisk, men også uopnåeligt, og selv dem, der repræsenterer idealerne, er manipulerede. Jeg øver mig hver dag på at sætte mine egne standarder for idealer. Ikke kun for skønheden, men med alle de måder jeg møder verden på.
Jeg føler mig smukkest, når …jeg bliver mødt som et helt menneske og ikke udelukkende som mit køn, min hudfarve, min etnicitet, min alder, min figur, min status, mine holdninger, mine udfordringer eller mine drømme.
Det her insta-billede er smukt for mig, fordi …
... jeg var sammen med to af mine yndlingsmennesker til en Medina-koncert. Selvom den ene er min kæreste og den anden min bror, var jeg totalt tredjehjul i deres bromance. Det gør mig glad at vide, at vi kan hænge ud, som vi gør.
Daglig rutine
Jeg skal helst starte dagen med vand og sæbe og sheabutter – så kan jeg overleve i en ørken and still serve face!
Aloe Vera Shea Butter, La Sultane de Saba, 350 kr.
Jeg kan ikke undvære Paula's Choices salicylsyre, for jeg har tendens til uren hud. Hormonel akne aldersdiskriminerer ikke!
2% BHA Liquid Exfoliant, Paula’s Choice, 320 kr.
Ansigtsmasker fra Maske Kompagniet i Rema til en 10’er. Hvad der er sparet, er tjent, og de er udmærkede at have med for ekstra fugt, især i travle perioder, på farten eller når jeg skal køre langt.
Moisturising Face Mask, Maske Kompagniet, 10 kr.
Jeg bruger Rudolphs spf-serum og spf-olie 365 dage om året. Jeg døjer med hyperpigmentering efter perioder med uren hud, så jeg har altid spf på mig, lige meget hvad.
Sun Face Oil spf 25, 465 kr., og Sun Face Serum spf 30, 425 kr. Fra Rudolph Care.
Purely x Frederikke Toftsø Face Oil, Purely Professional, 340 kr.