Iris Gold

Iris Gold har fået 3 særligt gode råd af sin tante: Få alle sangerens bedste skønhedstips her

Hun elsker at boksetræne og at stå på en scene i guld og glimmer, men hun har også – efter en svær tid – lært at sætte stor pris på livets små, store glæder. For Iris Gold er det tiden med hendes søn, den meditative makeupproces, den daglige hudpleje, billig kokosbalsam til håret og duften af safran … og pizza.

Min morgenrutine består af … at vaske min søn og mig selv i ansigtet og komme solcreme på.

At pleje min hud betyder for mig … at gøre noget godt for mig selv. At have overskud til det er luksus for mig efter at have været igennem et par år med en større livskrise.

Jeg lægger makeup, når … jeg skal på scenen. Jeg er ikke så god til det, men jeg synes, det er ret sjovt, og det føles som en form for meditation at sætte mig ned alene og pynte mig selv i fred og ro før stormen på scenen.

Min makeuprutine er … concealer under øjnene, en pangfarve på øjenlågen, highlighter på kindben, tintet lipgloss og mascara.

Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være … giv dig selv lov til at være mange ting. Vi rummer jo mange følelser som mennesker, og det okay at stand out. Giv dig selv en krammer en gang imellem. Forskning siger, at hjernen ikke kan gennemskue, om krammet er fra dig selv eller en anden, og da kram giver endorfiner, er det jo en gratis gavebod.

Den bedste duft for mig er … selvfølgelig min søn. Men ellers Rio Radiance fra Sol de Janeriro, der er så fresh og sommeragtig. Og pizza!

Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … ”Amy Amy Amy” af Amy Winehouse. Der er noget med beatet, som er sådan lidt Klods-Hans-agtigt og fjollet, og det kan noget. Min egen sang ”All I Really Know” var min første danske udgivelse, og den giver mig bare sådan en power feeling. Helt som Rocky Bilboa – klar til det hele!

Hvis min hud slår ud, er mit trick at … komme tandpasta på en bums og mandelolie eller aloe vera på udslæt.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af min indiske tante, og det var at tage en lur og tage sig tid til at heale. Og så at bruge olivenolie med gurkemeje som hårmaske.

Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden, er … brystvortecreme, til når man ammer, fra So Kind. Den giver en nice glow på kindbenene.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … at tale pænt om min krop til mig selv. Altid! Hjernen tror jo på det, man siger til sig selv. Og så ville jeg også sige: “Tag en bh på, der passer, fordi alt andet hjælper i hvert fald ikke på den tyngdekraft, der følger med mangoerne senere i livet.”

Det sted, jeg er i livet netop nu … øver jeg mig i bare at tage tingene stille og roligt. At sidde stille og samtidig arbejde på, at mit budskab #nomeans-no kommer så bredt ud som overhovedet muligt, så vi kan stoppe volden imod kvinder og børn globalt. Jeg er begyndt at træne styrke og boksning hos min veninde Mia, der har Morkrop. Det giver mig simpelthen så meget energi, og det er virkelig empowering at mærke, at min krop blive stærkere end nogensinde før.

Nutidens skønhedsideal er … at have en stor numse. Tror jeg. Følger måske ikke nok med. Jeg har aldrig haft en stor numse, og jeg synes, det er rigtig flot med store numser. Jeg har dog set nogle numser up close, der ikke var ægte, og det så altså lidt mærkeligt ud. Men folk skal jo gøre deres ting. Jeg har sådan mere en ballerina-popo, og det er også helt fint. Jeg ved ikke hvilken en, du har, men hvis den fungerer, som den skal, er den nok, som den skal være, ikke?

Jeg føler mig smukkest, når … jeg krammer min søn. Det er jo ligesom en lykkepille. Når jeg er glad, føler jeg mig også ret smuk, og efter et bad hvor jeg kommer creme på huden og dufter nice. Det med at føle sig smuk kommer helt sikkert indefra, men også af at have fantastiske mennesker i sit liv. Og som den ægte showgirl jeg er, føler jeg mig selvfølgelig også vildt smuk i guld, glimmer og fjer. Nogle dage er mere bare mere.

Iris Golds skønhedstips

Fix it

Læbepomaden, der fikser det hele!

Lippe Balm, Drunk Elephant, 170 kr.

Flot glød med faktor

Denne olie giver bare instant summer glow året rundt.

Sun Face Oil spf 25, Rudolf Care, 465 kr.

Det billigste produkt jeg køber igen og igen

… er kokosbalsam fra Garnier, fordi den er jævn og brun i strukturen, så den ikke efterlader spor i min sorte afro, hvis jeg lader den sidde i.

Fructis Cocoa Butter Hair Food Conditioner, Garnier, 55 kr.

Blød hud

Den dufter så skønt og efterlader huden super blød.

Body Lotion, Beauté Pacifique, 470 kr.

Hverdagsfavorit

Take the Day Off Charcoal Cleansing Balm, Clinique, 300 kr.

Om Iris Gold

  • Sanger, sangskriver og boss. 
  • Hun er mor til en dreng, single og aktuel med sin seneste udgivelse i samarbejde med PlanBørnefonden ”Boys, boys, boys”.