Vicki fik et særligt råd med fra sin mormor – nu viser hun det gladelig frem
Guldsmed Vicki Buerholt har lært at holde af sine arbejdshænder, hurtige makeup- rutiner og pauserne i hverdagen, der udfyldes med løbeture og havbad, vin og kærlighed.
Min morgenrutine består af… at jeg starter dagen med masser af vand og en god kop kaffe, og så smører jeg madpakker til mine børn. Mens jeg er i bad, så bruger jeg altid Ecookings cleansinggel.
At pleje min hud betyder for mig… at jeg passer på mig selv. Når jeg renser, fugter og plejer min hud, føler jeg et særligt velbehag; det er en måde at drage omsorg for mig selv og passe på den hud, der jo skal holde mange år endnu.
Jeg lægger makeup, når… jeg skal ud, og når jeg vil føle mig flot. Det bedste er at gøre mig klar til gå ud med min mand eller inden en stor fest.
Min makeuprutine er… meget simpel i hverdagen. Jeg har ikke den helt store rutine, men gør bare det mest nødvendige. Så der får mine bryn blot en tur med en børste, jeg kommer lidt rouge på kinderne og så mascara på vipperne.
Jeg plejer mit hår… ved ikke at gøre alt for meget ved det. Men min veninde, der er frisør, anbefalede mig for længe siden at bruge shampoo og balsam fra Redken, den serie der hedder All Mega Soft, og det har jeg så gjort lige siden.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået… fik jeg af min mormor, og det var at huske at skubbe mit neglebånd ned og massere omkring neglen – og så skulle jeg huske at holde af mine hænder, fordi de viser, at jeg kan mit håndværk.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være… hold af dig selv, præcis som du er. Og husk så at få rigeligt med vand og søvn.
Den bedste duft for mig er… fra Chanel og hedder Coco Mademoiselle.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at… rense den nænsomt, give den masser af fugt, og så smører jeg den med Cicaplast Gel B5 fra La Roche-Posay.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden… er små rensebørster til mine tænder.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være… elsk dig selv – det skal nok gå, det hele.
Det sted, jeg er i livet netop nu, er… midt i børneland! Jeg prøver at skabe en naturlig balance og få det bedste og fineste ud af hverdagen med tre børn i vidt forskellige aldre, passe min butik, og så at tage mig tid til et glas vin, en løbetur og kærligheden.
Nutidens skønhedsideal er… svært at få greb om. Jeg synes, der i de sidste par år er blevet mere plads og rummelighed overfor, at vi alle skal være her. Alle typer kroppe, beklædning og så videre, men jeg synes desværre også, at de sociale medier kan spænde lidt ben for vores unge.
Alt det de skal leve op til, både i det ydre og det indre. Vi som forældre har et stort ansvar for at hjælpe dem på rette vej og passe på dem, så de lærer at stole på sig selv og stå på egne ben i livet.
Jeg føler mig smukkest, når… jeg har løbet en tur og – som en ny ting siden sommer – er hoppet i havet. Og så føles det også godt, når jeg ved, at jeg har gjort noget godt for mine kære og ikke mindst mine børn.
Vicki Buerholts favoritter:
Dagens friske pust
Jeg nyder at bruge Açai Facial Mist fra Rudolph Care som et frisk pust, inden dagen starter. Açai Facial Mist, Rudolph Care, 315 kr.
Et løfte, der blev holdt
Da jeg rundede de 30, lovede jeg mig selv, at jeg kun ville pleje mig selv med gode, sunde, danske produkter, så jeg vidste, at min hud ville få noget ordentligt. Det løfte har jeg holdt. Gode produkter og pænt undertøj, det skylder man sig selv! Bh, Viola Sky, 600 kr.
Hverdagsfavorit
Original Lipbalm, Mentholatum, 25 kr.
God rens
Når jeg skal fjerne mascara og rense ansigtet, bruger jeg hver aften Beauté Pacifiques Cleansing Milk. Cleansing Milk, Beauté Pacifique, 200 kr.
Faste favoritter
De fleste af de produkter, som jeg bruger, er fra Ecooking. Jeg er meget glad for den nye dagcreme, hvor der også er solfaktor i. Day Cream spf 20, Ecooking, 340 kr