Spis dig smuk: Se hvordan her
Hvorfor bliver din hud tør, trist og angrebet af urenheder, når du bruger både tid og penge på gode plejeprodukter? Svaret kan meget vel ligge i dine kostvaner. Se, hvad eksperterne anbefaler dig at spise for at få et endnu smukkere ydre.
Lad os bare slå det fast med det samme: Din hud er en sladrehank. Fylder du den med junkfood, slik og cola, vil det selvfølgelig ses på din hud – og det samme vil andre syndere.
“Din hud påvirkes af mange faktorer. Forkert eller ingen hudpleje, sol, beskidte hænder, mangel på motion og dårlig blodcirkulation,” siger kosmetolog og diætist Anneli Olsen og fortsætter: “Det er selvfølgelig svært at spise sig til en flottere hud alene, men hvis du samtidig dyrker motion og bruger den rigtige hudpleje, kan du påvirke kroppens helbredstilstand og dermed få flottere hud og hår.”
Det er Nicholas Garner enig i. Han er sundhedsekspert og arbejder på den holistiske Medital Klinik Danmark, hvor han behandler med akupunktur og zoneterapi. Han er overbevist om, at din huds tilstand hænger sammen med den rigtige kost.
“Helt basalt set er huden opbygget af celler, der får næring fra den kost, vi spiser. Vores hud er en afspejling af, hvordan vi har det inde i kroppen, og jo bedre, sundere og mere varieret vi spiser, des bedre har vores krop det.”
I det følgende kan du se, hvilke madvarer du skal gå efter – og ikke mindst styre uden om – afhængigt af din huds eller dit hårs tilstand. Bliv også klogere på, hvilke kosttilskud du kan supplere med, men husk altid først at tale med din læge eller behandler om, hvad du skal vælge, i stedet for blindt at følge rådene fra kendisser som Hillary Swank (der tager mere end 45 kosttilskud dagligt) eller Jennifer Aniston (som takker collagenkapsler for sin ungdommelige glød).
Klik videre og bliv klogere...
Tør hud
Fokuser på at spise masser af nødder, kerner, avocado og fed fisk som laks og makrel, og drik rigeligt med vand, omkring halvanden liter om dagen.
Nicholas Garner: “Citrusfrugter og kiwi er vigtige for dannelsen af kollagen i huden og giver en smidig og elastisk hud.”
Anneli Olsen: “Hold dig fra sukker, da det irriterer en tør hud. Kulhydrater kan også øge produktionen af betændelsesfremmede hormoner, skabe irritation og forværre en atopisk hud (hud med eksem, red.).”
Kosttilskud, du kan supplere med: Omega 3-6-9 fedtsyrer, C- og E-vitamin.
Kombineret til fedtet hud
Anneli Olsen: “Årsagen til en fedtet hud er typisk hormonubalance, men kan også være usund kost eller valg af hudplejeprodukter og p-piller.”
Anbefalingen er, at du skærer ned på animalsk fedt og vælger magre mejeriprodukter.
Nicholas Garner: “Blot et lille underskud af B2-vitamin kan også give fedtet hud.”
B2 finder du i ærter, bønner, æg, grøn salat, broccoli, fuldkornsprodukter og nødder, fx mandler og paranødder.
Kosttilskud, du kan supplere med: B12-, B2- og B5-vitamin.
Livløs hud
Er din hud trist og livløs, kan det skyldes for lidt søvn, stress og mangel på motion.
Nicholas Garner: “En jernholdig kost vil styrke blodtilførslen, og det animalske jern optages og benyttes bedst i kroppen.”
Få jern fra lever, kød, fuldkornsprodukter, spinat og rødbeder, og boost dig med antioxidanter fra mørke og røde bær for at få gløden tilbage i huden.
Anneli Olsen: “Sæt samtidig gang i blodcirkulationen ved at dyrke mere motion, og få dermed skyllet nogle affaldsstoffer ud.”
Kosttilskud, du kan supplere med: A-, C-, D-, E-, K2-vitamin, kalk, selen og Q10.
Fine linjer og rynker
Fine linjer og rynker kommer som bekendt med alderen – for nogle af os tidligere end andre. Hudpleje spiller en vigtig rolle på dette punkt, men det samme gør kost.
Anneli Olsen: “Din krop kan være dehydreret. Drik rigeligt med vand, halvanden liter om dagen, og hold dig fra vanddrivende fødevarer som kaffe, te og sodavand med koffein.”
Nicholas Garner: “Zinkholdige madvarer som gær, kød, fisk og skaldyr kan have en helende virkning på huden og dermed forebygge rynkedannelse.”
Kosttilskud, du kan supplere med: Zink, Imedeen Derma One og omega 3-6-9.
Svagt hår og negle
I perioder, især i forbindelse med graviditet eller stress, kan dit hår og dine negle føles svage. En proteinrig diæt er vigtig, hvis du vil have en kraftigere hårpragt og stærkere negle.
Anneli Olsen: “Zink er et vigtigt mineral for hud og hår, da mangel på dette kan føre til hårtab og svage negle.”
Styrk hår og negle ved at spise sojabønner, fisk, kylling, æg, mejeriprodukter og skaldyr.
Kosttilskud, du kan supplere med: Silica, zink, kalk og B2.
Læs også: Tips til din hårtype »