stephanie visbjerg klædeskab

Stephanie Visbjerg: ”Den her vintagebutik er en lille skjult perle”

Minimalistisk, sexet og feminin er kodeordene i garderoben hos Stephanie Visbjerg. Til hverdag er hun typisk i jeans, strik og flade sko, mens festgarderoben byder på sorte, korte kjoler og høje hæle.

Stil

Jeg vil beskrive min stil som minimalistisk. Da jeg var yngre, fulgte jeg mere med i tendenser, men i dag har jeg fundet ud af, hvad der virker for mig, og derfor holder jeg mig til en minimalistisk, feminin stil i neutrale farver.

Favoritbrand

The Row, Khaite og Bottega. Disse tre brands er indbegrebet af min stil: minimalistisk, sexet og feminin. Men når det kommer til hverdagen, finder man også en del Filippa K og Remain Birger Christensen i min garderobe – mærker som er mere budgetvenlige alternativer, men med samme minimalistiske kerne.

Hverdag

Min typiske hverdagsuniform består af et par loafers, et par smalle high-/mid- waist jeans, typisk fra Khaite, en basic T-shirt og altid en sweater, blazer eller lignende. Mine kolleger griner af mig, fordi jeg er den type, som altid fryser og sidder med frakke på indenfor.

1.jpg
Et af Stephanies bedste stiltips handler om, at du kan nå langt med gode basiskøb som f.eks. en god frakke. Fra venstre, Iro, Filippa K og Loulou Studio. Tasken er fra Prada.

Fest

Jeg ender for det meste i en lille, sort, kropsnær kjole og stiletter, i de kolde måneder stylet med et par sorte tynde nylonstrømper. Lige for tiden er jeg vild med læder, særligt items fra Cultnaked. Jeg ender også ofte i et af de outfits til fest: bukser og en top eller tubekjole. Eller mit seneste favorit-fund: En lille læderkjole fra Remain Birger Christensen.

2.jpg
Sneakers og loafers er de foretrukne hverdagsfavoritter.

Bæredygtighed

Jeg shopper anderledes i dag, end jeg gjorde for nogle år tilbage. Jeg er meget bevidst om mine køb og vil hellere have én lækker kashmir-sweater af god kvalitet, gerne fra People’s Republic of Cashmere, end tre styk, der kun holder én sæson. Kvalitet frem for kvantitet, altid!

Sko

For mig at se er der stor forskel på hverdag og fest. Jeg kunne aldrig finde på at dukke op til en fest i et par sneakers, og ligesom jeg kun går med lidt makeup til hverdag, elsker jeg at give den lidt mere gas til fest. Mine skofavoritter til hverdag er loafers eller sneakers. Og til fest foretrækker jeg til hver en tid en hæl, enten stiletter eller lange støvler.

3.jpg
Beautyrutiner er vigtige for Stephanie. Det lille billede af sig selv som barn har Stepanie liggende for at huske sig på, at man skal tale pænt til sig selv – og ikke sige ting til og om sig selv, som man ikke ville sige til den lille pige. Rolex-uret skal datteren Barbara arve, når hun engang bliver 18 år.

Smykker

Det eneste smykke, som jeg altid har på, er mine små, runde guldøreringe, som jeg fik i 30-års gave. Da jeg var på barsel, stoppede jeg med at gå med mange smykker til hverdag, fordi min datter elskede at hive i dem. Derefter har mine hverdagssmykker været minimale. Jeg har diamantringe og øreringe liggende, som jeg har fået i gaver gennem tiden. og mit Rolex-ur. Det er ikke smykker, jeg går med, men de har alle en særlig betydning og derfor en fast plads i mit smykkeskrin.

4.jpg
Her i kjole fra Remain Birger Christensen.

Undertøj

Skims, altid og for evigt. Jeg elsker alt ved det; deres farvepalet, pasform og materialer.

Tasker

Mine to Prada-tasker og min lille Louis Vuitton-taske elsker jeg. Det er gode klassikere som kan bruges til hverdag og fest. Derudover elsker jeg min Bottega Veneta-clutch, som jeg bruger til festlige anledninger.

5.jpg
En lille, sort kjole er Stephanies foretrukne festtøj – denne er fra Gucci, og læderjakken fra Division kaster altid mange komplimenter af sig. De brune støvler er fra Jimmy Choo, og de sorte er fra Prada.

Butikker

En lille skjult perle er Magnolias luksus 2ndhand i hjertet af København. Her finder du fantastiske køb til gode penge. Mytheresa.com er klart en af mine favoritwebshops – min hverdag er travl, så jeg får meget sjældent tid til at gå i butikker. Mytheresa har alle mine yndlingsbrands samlet på ét sted.

6.jpg
Sko fra Gucci og Jimmy Choo. Smykkeskrinene er fra Sophie Bille Brahe.

Tendenser

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg ikke længere den store trendfølger. Jeg følger det, som jeg ved virker for mig. Jeg er vild med den nuværende quiet luxury-tendens, hvor din garderobe ikke behøver at skrige af mærker og farver. Jeg kan også godt lide den mere feminine æra, hvor man i større grad gerne må klæde sig som en kvinde. Fremhæve sine former og sin femininitet. Jeg synes ikke, at hele garderoben behøver at være oversized. Jeg foretrækker at mikse enten en tætsiddende overdel med oversized bukser eller omvendt.

7.jpg
Kashmirstrik fra People’s Republic of Cashmere, som er blandt Stephanies favoritter

Bedste budgetkøb

Tank-toppe og T-shirts fra Bareen. De har en perfekt pasform og god kvalitet.

8.jpg
Det New York-baserede mærke Khaite er en af Stephanies favoritter. Strik og jeans fra Khaite, top fra Bareen og sko fra Alaïa.

Aldrig uden

Jeg skiller mig aldrig af med mit Rolex-ur. Jeg fik det i gave af min datters far, og jeg vil give det videre til hende, når hun fylder 18.

Stephanies bedste stiltips

  • Kend din kropsbygning, og klæd dig derefter.
  • Sørg for at have et godt fundament i din garderobe. Du kan nå langt med få gode basisfund – de perfekte jeans, gode støvler og en lækker frakke. Less is more.
  • Man skal huske, at garderoben alene ikke er hele ens fremtoning; for mig handler det også meget om, hvordan man bærer sig selv, og at man er velplejet. F.eks. er gennemfugtet hud og velplejet hår vigtigt for mig. Den del synes jeg også altid, man bør huske på uanset stil.

Stephanie Visbjerg

  • Head of PR & Communication hos Tromborg.
  • 34 år.
  • Bor i Indre København med datteren Barbara på 3.