ALT for damernes modepris Guldknappen 2018 går til…

ALT for damernes modepris Guldknappen 2018 går til…

Vinderen af designprisen Guldknappen 2018 er kåret ved et stort modeshow i Skuespilhuset.

Det er danske Gestuz, som løber med den prestigefyldte design-pris Guldknappen 2018. Det er ALT for damernes læsere, der suverænt har peget på Gestuz som vinder.

Tilbage i 1990'erne inspirerede Gestuz os til at være rock chic, men brandet har formået at udvikle sig og endda at tage førerpositionen med print og silhuetter i et feminint univers, der tiltaler kvinder i alle aldre.

Sammen med de to andre nominerede brands, Second Female og Birgitte Herskind, viste Gestuz udvalg fra deres efterårskollektion frem ved ALT for damernes modeshow i Skuespilhuset i dag.

“Dansk design har så meget at være stolt af, og vi på ALT for damerne er både glade for og stolte af at fejre tre så stærke brands ved vores Guldknap event. Og selvfølgelig et særligt tillykke til Gestuz, som vores læsere i år satte særlig stor pris på,” siger ALT for damernes chefredaktør Tina Nikolaisen.

Guldknappen, der er designet af smykkedesigner Charlotte Lynggaard, er blevet uddelt i mere end 30 år – de seneste år har det suverænt været op til ALT for damernes 200.000 læsere at udpege vinder.

Og Sanne Sehested fra Gestuz kalder det skønt nu at stå som vinder.

"Tusinde tak til ALT for damerne, og til alle dem, der stemte på os. Også tak til alle vores samarbejdspartnere. Jeg er så glad og stolt - også over mit team," siger Sanne Sehested, som kan fejre 10 år med sit brand i år.

Moderedaktionen har udvalgt årets tre nominerede, men det er altså læserne, der har kåret vinderen.

Et bæredygtigt brand

I sin leder i det kommende nummer af ALT for damerne roser Tina Nikolaisen designer Sanne Sehested og Gestuz for at leve op til et nyt aspekt, som trænger sig på i modeverdenen, nemlig miljøbelastningen, som også modeindustrien har sin andel i:

”Sanne Sehested har dette efterår lavet en kollektion baseret på genbrug af, og med den afsøger hun én af de veje, der kan blive fremtiden,” skriver chefredaktøren.

Guldknappen siden 1984

Stine Goya, Ganni, By Malene Birger, Margit Brandt og Julie Fagerholt er blandt de tidligere modtagere af Guldknappen, der blev stiftet af ALT for damerne i 1984 med det formål at hædre danske designere og brands, som har udmærket sig.

Sidste år blev Guldknappen overrakt til Mads Nørgaard – og den danske designer kvitterede ved at holde sit løfte og sprang en tur i Københavns Havn.