tab dig

3 kvinder tester: Kan du snyde dig slank?

Nogle kure lyder næsten for godt til at være sandt – men kan massage, elektroder på topmaven og en særlig vibrerende plade være lige så effektivt som hård træning og stramme kostplaner? Jeanette, Sophie & Mette har testet hver deres mirakelkur for at få svaret.

„Jeg har tabt 2 kg uden at gøre noget særligt”

Jeanette Thiberg, 48, er adm. direktør og ejer af NovaCare. Hun er gift og har to børn på 11 og 13.

MÅL: Jeg vil gerne mærke forskel. Hvis jeg også kan se det, er det endnu bedre.

METODE: LPG er en særlig slankende bindevævsmassage. Jeanette har fået fem behandlinger på fire uger.

Hvordan har du det med din krop?

Jeg har det rigtig okay med min krop. Jeg har altid brugt min krop aktivt og været glad for mange forskellige former for motion. I øjeblikket træner jeg BalletBarre på Chamby Studio og udendørsfitness i TwinSpirit. Og så er jeg god til at gøre ting, som føles godt. Jeg elsker f.eks. at gå i saunagus og mærke blodet rulle lidt hurtigere efter et iskoldt dyp og en tur i den dampende hede sauna bagefter.

Hvilken kur tester du?

LPG er bindevævsmassage, hvor du ligger i undertøj, pakket ind i en slags kropsstrømpe, mens LPG-maskinens hoved både suger og „ruller” dine fedtdepoter igennem. Behandlingen anvendes også til genoptræning og til behandling af arvæv.

Hvad tænkte du om LPG, før du prøvede det?

Jeg var nysgerrig for at se, hvor meget man egentlig kan opnå uden at skulle slide i det med løbeture, hård træning og timers sved i en sauna.

Hvad vil du gerne opnå?

Jeg har faktisk prøvet LPG-behandlinger før, og derfor er mine forventninger store. Jeg har en klar ide om, at det kan hjælpemin krop med at skille sig af med affaldsstoffer. Alle burde få sådan en „tur” hvert år op til sommerferien.

Hvordan var behandlingen?

I modsætning til hvad mange tror, er det ikke ren wellness at få LPG-behandlinger. Du bliver iført en tyk nylonstrømpe, og så bliver du masseret af en maskine, der har en slags undertryk. Faktisk gjorde den første behandling lidt ondt, men anden gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til, og så slappede jeg mere af.

Hvad er det største plus ved behandlingen?

For en gangs skyld kunne jeg læne mig tilbage og skulle ikke gøre arbejdet selv. Maskinen sørger for, at du „ skrumper”.

Hvordan er resultatet?

Jeg har tabt ca. to kilo uden at gøre noget særligt. Jeg går ikke på vægten i tide og utide, men jeg kan tydeligt mærke forskel på mine bukser. Oveni har jeg kun fået fem behandlinger i alt mod femten normalt. Set i forhold til det synes jeg, at resultatet har været tilfredsstillende.

Kan du se forandringer i spejlet?

Jeg kan se, at min hud, især på underkroppen, er strammet op og er mere glat.

Se Jeanettes resultat på næste side

LPG – BINDEVÆVSMASSAGE:

HVAD ER DET: LPG også kaldet Deep Body Shaping Technique er vakuum- og bindevævsmassage og lymfedrænage med en maskine. Behandlingen hjælper kroppen med at skille sig af med overskydende væske og øger blodgennemstrømningen i vævet, så der kommer „ny næring” ud i vævet. Styrken af massagen kan varieres, så det ikke gør ondt.

HVAD KOSTER DET: En behandling koster 695 kr. for 55 minutter. Booker du fem behandlinger samtidig, er prisen 500 kr. for 55 minutter.

HVOR LANG TID TAGER DET: En behandlingsperiode er normalt på 15 gange og derefter én månedlig behandling for at vedligeholde resultatet.

VIL DU VIDE MERE: Birthe Røpke, Amazing Space, 20 46 87 08 eller birthe.roepke@gmail.com

JEANETTES VURDERING AF KUREN:

+ Du skal ikke røre en finger

+ Du føler dig velinformeret og forkælet

+ Effektivt mod f.eks. appelsinhud

÷ Dyrt

÷ Gør lidt ondt

„Jeg er aldrig blevet strammet op så hurtigt før”

Sophie Simonsen, 40, arbejder med forandringsledelse i virksomheden BuddyMovement. Hun er gift og har to børn på syv og tre år.

MÅL: At skabe balance i min krop, så hofter, numse og lår passer til resten.

METODE: Bailine elektrotræning, hvor elektroder aktiverer kroppens ømme punkter. 1-2 gange om ugen i fire uger.

Hvordan har du det med din krop?

Jeg har (haft) meget skyld og skam forbundet med min krop og altid følt, at jeg burde se ud på en anden måde. Men selvhad virker ikke! Jeg har besluttet, at jeg er dejlig, som jeg er, og at min motivation i stedet skal være kærlighed til mig selv.

Hvilken kur tester du?

Bailine er elektrotræning, hvor du ligger på en briks og får monteret elektroder på kroppen, som sender elektriske impulser til musklerne, som ligner impulserne under træning. Oveni får du kostvejledning kombineret og mentaltræning.

Hvad vil du gerne opnå?

Jeg håber, at Bailine kan hjælpe mig med at tage lederskab for min egen krop. Og så har jeg nogle konkrete centimetermål: Jeg vil gerne være 88 cm om hofte og bryst og 72 cm i taljen. Det handler selvfølgelig også om kg, men da muskler vejer mere end fedt, er drømmen om 59 kg droppet. 63-64 kg er fint for mig.

Hvordan var elektrotræningen?

Det var en mærkelig oplevelse, men det fik mig „op på hesten igen“ rent træningsmæssigt. Sidste år i december deltog jeg i en bootcamp. Det fungerede ikke for mig, og jeg gik helt i stå med træningen. Efter elektrotræningen kunne jeg også mærke muskler, jeg ikke har fået ordentlig fat i før.

Hvordan var kostvejledningen?

Samtidig med bailine har jeg spist tre hovedmåltider og to mellemmåltider hver dag. Havregryn og rugbrød er tilbage i min kost sammen med fødevarer, der udløser serotonin i hjernen, så jeg bliver glad, f.eks. ananas, spinat, avokado. Vigtigste ændring er, at jeg har skåret gevaldigt ned på mængden af mad, og jeg nyder den mere og spiser langsommere.

Hvad er det største plus ved bailine?

For mig er det allervigtigste mentaltræningen, der afklarer ubevidste overbevisninger om krop, kost og træning. Jeg elskede den cd, hvor man bliver guidet til at visualisere sit drømmebillede.

Hvordan er resultatet?

Jeg har tabt 2,7 kg rent fedt og 32 cm på fire uger, og er gået fra en fedtprocent på 32,8 til 30,3. Men bedst af alt: Jeg har tabt mig mest der, hvor jeg ønskede mig!

Kan du se forandringer i spejlet?

Jeg er blevet strammet op og er gået en størrelse ned i bukser. Det er aldrig før lykkedes mig så hurtigt. Og så er der tydeligt mindre appelsinhud på lårene.

BAI LINE – ELEKTROTRÆNING:

HVAD ER DET: Bailine er elektrobehandling, hvor der sættes elektroder på de ømme punkter, som så stimuleres elektronisk. Det gør ikke ondt, men det er nok til at aktivere musklerne og øge blodgennemstrømningen i vævet. Mens maskinens elektroder arbejder, har du høretelefoner på og lytter til mentaltræning, der forbereder dig psykologisk på vægttab og nye vaner. Oveni modtager du individuel kostvejledning.

HVAD KOSTER DET: 2.900 kr. for ti gange.

HVOR LANG TID TAGER DET: Det er individuelt, men typisk ti uger med to ugentlige behandlinger.

VIL DU VIDE MERE: Kontakt Louise Bøgeskov på 38 33 43 11 eller se bailine.dk, der er mere end tyve klinikker i Danmark.

SOPHIES VURDERING AF KUREN:

+ Nemt & komfortabelt

+ Et godt spark til et større vægttab

+ Bevidsthed om ubevidste „jeg-hader-min-krop-følelser”

„Jeg kan ikke se det på vægten – men i spejlet”

Mette Stensbek Christensen, 30, manager i et analysefirma.

MÅL: At prøve en ny, sjov træningsform og blive strammet op.

METODE: Træning på en særlig powerplate-maskine, der vibrerer, hvilket skulle fremme vægttab og betyde, at du kan klare en hel træningssession på bare 25 minutter. Mette har trænet 2-3 gange om ugen i fem uger.

Hvordan har du det med din krop?

Jeg har altid været lidt på slankekur oppe i mit hoved. Jeg har tidligere været ked af min krop, men det er jeg ikke længere.

Hvilken kur tester du?

Powerplater er en kombination af styrkeog balancetræning på en vibrerende plade, som øger effektiviteten.

Hvad vil du gerne opnå?

Jeg håber, træningen kan hjælpe mig med at komme ind i en stabil træningsrytme og blive strammet op. Min vægt har i de senere år været yoyovægt, og det vil jeg gerne ud over. Jeg vil gerne under 70 kg og føle mig fast og stærk. Men jeg vil dog gerne bevare mine feminine former.

Hvad tænkte du om powerplate, før du prøvede det?

Jeg var lidt skeptisk om, hvorvidt det var quickfix-agtigt sammenlignet med yoga, som jeg elsker.

Hvordan var træningen?

Helt anderledes end forventet. Min træner Anne Sofie Pleidrup var stille og afbalanceret, ikke en overgearet og skrigende fitnessinstruktør, som jeg havde forestillet mig. Selve træningen er effektiv, og så er det vildt hurtigt overstået.

Hvad er det største plus ved powerplate?

Du kan være inde og ude på 25 minutter uden en masse udstyr og planlægning. Jeg har stadigvæk haft mine aftner efter træningen, og det er en kæmpe hjælp at have en personlig træner, der presser på uden at presse for meget. Jeg følte mig ansvarlig i forhold til at møde op, så Anne Sofie ikke stod og blomstrede. Normalt er min værste fjende arbejde, men jeg har ikke villet være bekendt at melde fra, selv om jeg har haft travlt på jobbet.

Hvordan er resultatet?

Jeg har ikke tabt mig, men jeg har heller ikke gjort andet end at træne. Jeg har ikke spist anderledes, tværtimod har jeg været mere sløset. Faktisk har jeg nok gået lidt mere i byen end normalt de sidste uger.

Kan du se forandringer i spejlet?

Jeg kan ikke se forandring, men jeg kan mærke, at jeg er stærkere, når jeg laver øvelserne.

Hvordan har forløbet været?

Vi har trænet tre gange ugentligt i fem uger, og det er ikke nok til at forandre kroppen markant, medmindre du samtidig ændrer kosten. Men jeg føler mig stærkere og kan mærke, at jeg kan holde øvelserne længere tid ad gangen.

POWERPLATE-TRÆNING:

HVAD ER DET: Powerplatetræning er en blanding af styrke-, balance- og lidt konditionstræning. Du står på en maskine, der minder om en stor badevægt. Maskinen vibrerer konstant, og det tvinger kroppen til at aktivere musklerne ekstra meget. Det betyder, at de øvelser, du laver, virker særligt effektive. Kroppens muskler bruger ekstra mange kræfter på at holde balancen, og det er den proces, der øger forbrændingen og intensiverer muskelarbejdet. 

HVAD KOSTER DET: Prisen er 225 kr. for 20 minutter. 

HVOR LANG TID TAGER DET: Du skal maks. træne tre gange om ugen med en dags pause imellem. De fleste mærker forskel efter entre uger, og efter to-tre måneder kan man se forskel. 

VIL DU VIDE MERE: Kontakt træner Anne Sofie Pleidrup på annesofie.pleidrup@yahoo.dk

METTES VURDERING AF KUREN:

+ Effektiv træning på 25 minutter

+ Let at træne regelmæssigt, også i travle perioder

+ Strammer musklerne op

+ Personlig træner

÷ Dyrt