4 tips til færre tømmermænd
Michelle Kristensen giver dig her 4 gode råd, der gør en kæmpestor forskel for dine tømmermænd, så husk dem!
Når jeg siger hoved- og mavepine, tørst, mathed, humørpåvirkninger, kvalme, svimmelhed, hjertebanken, koncentrationsbesvær og træthed, så er det måske en meget god beskrivelse af din dagen derpå efter en stor fest?
Det er i hvert fald de klassiske tømmermænd, som mange af os – især kvinder – oplever, når alkoholen er ved at være forbrændt, og kroppen forsøger at finde tilbage til sin normale tilstand.
Men hvad kan du gøre for at undgå at ramme bunden både mentalt og fysisk dagen derpå? Her er fire gode råd, som du måske allerede kender, men som fint tåler at blive fremhævet igen og igen. For de gør faktisk en kæmpestor forskel for dine tømmermænd, så husk dem!
1. DRIK (MEGET MERE) VAND
En af de største årsager til, at vi får det dårligt dagen efter en fest, er dehydrering. Når kroppen er dehydreret, får vi ofte ondt i bøtten, bliver trætte, og vores stofskifte fungerer ikke optimalt. Så gør det til en vane at have vand stående som sidevogn til alkoholen. Så er du i lidt mindre risiko for at få ondt i håret dagen efter.
2. SIG JA TAK TIL SALT
Udover at mangle vand mangler du også salt. Salt binder noget af al den væske, du mangler efter at have drukket alkohol, som virker vanddrivende. Put lidt ekstra salt på maden og gerne havsalt, da det indeholder flere mineraler end det raffinerede bordsalt.
3. TÆM MAVEN MED YOGHURT
Hvis du har fået ”madforgiftning” af at drikke for meget, så kan det være en meget god ide at spise yoghurt næste dag. Udover at det er flydende og føles dejligt koldt for den måske lidt ømme hals, så indeholder den også mælkesyrebakterier, som er gode for din mave.
4. KOM UD AF SENGEN
Når du er kommet på benene igen, så træn, eller gå en lang tur. Det er den allerbedste detox-kur mod tømmermænd, og din lever vil elske dig for det. Bevæg dig så snart, du kan overtale din krop til det, og sørg for at få svedt igennem. Det kan krop, energiniveau og lever virkelig godt li’.