5 kvinder afslører: Sandheden om min krop

„JEG LUFTER MED VILJE MINE UPERFEKTE BEN”

Marie Birkedal Christensen, 41, lærer, gift og mor til to børn.  

Hvad er det bedste, du har gjort for din krop?

Da jeg løb maraton, var jeg stolt af min krop. Det at træne sig op mentalt og fysisk har jeg bagefter brugt, når jeg skulle præstere noget stort. Under begge mine fødsler hjalp det mig at tænke: „Jeg har gennemført en maraton, jeg kan også klare det her”. Men glæden handler også om det kick, det giver i kroppen at yde meget. Hjertet dunker, musklerne syrer til, og det er vildt hårdt, men lige der kan jeg mærke, at jeg lever.

Hvordan har du det med din krop lige nu?

Jeg prøver at tænke over, hvad jeg kan med min krop i stedet at fokusere på, hvordan den ser ud. Det er vigtigt at være rask. Jeg fik det store lægetjek, både da jeg var 35, og da jeg blev 40, og begge gange har jeg nærmest undskyldt til lægen for at bruge hendes tid, men jeg har brug for at vide, at alt er okay. Min mor blev ikke så gammel, og jeg er egentlig ikke bange for hendes sygdom, men måske ligger det alligevel i baghovedet, at man ikke kan tage sit gode helbred for givet.

Hvornår har du haft størst krise over din krop?

Jeg var buttet som barn. Godt i stand med runde kinder. Jeg brød mig ikke om at vise mig i gymnastikdragt – især ikke sammen med min høje tynde veninde. Som teenager var jeg på slankekur med noget hytteost og en masse tun, men samtidig kan jeg huske, at det gjorde enormt indtryk på mig, at en pige tæt på mig fik en spiseforstyrrelse og blev forfærdelig tynd.

Det skræmte at se, hvad der sker, hvis man går drastisk til værks.

Hvad er du mest glad for og mest træt af?

Jeg er lidt træt af nogle karsprængninger på benene, men jeg tager altså shorts på alligevel. Jeg tænker, at det er et godt signal til de unge piger, at jeg lufter mine uperfekte ben. Jeg har da også ønsket mig større bryster, men på den anden side – når jeg løber, tænker jeg, at det er meget praktisk ikke at have sådan et par vandmeloner at kaste rundt med. Jeg er glad for min udstråling, min frihed i kroppen. Den gør, hvad jeg vil have den til.

Hvad ville du gerne have vidst?

Efter gymnasiet kom jeg på gymnastikhøjskole, og der forandrede min krop sig fuldstændig. Mine forældre kunne dårligt kende mig, da de kom på besøg. Jeg var i gang hele tiden, og den let buttede pige forsvandt fuldstændig. Siden dengang har jeg været aktiv. Det kunne da have været rart at vide som barn, at jeg ville blive en slank kvinde som voksen. Selv som gravid blev jeg faktisk ikke særlig tyk.

„JEG ER STADIG GLAD FOR MINE BRYSTER”

Mette Nybro Lindqvist, 32 år, klubmedarbejder, har en kæreste og en datter.

Hvad er det bedste, du har gjort for din krop?

For fire år siden døde min far, og jeg tabte mig omkring 10 kilo. Jeg mistede lysten til mad, for der var andet at tænke på. Det var en ufrivillig, uventet slankekur, som jeg ikke vidste, at jeg behøvede. Men bagefter oplevede jeg, at det var rart at slippe den vægt, og derfor blev jeg bevidst om at holde mig til mindre portioner, når jeg nu var i vane med at spise mindre. Jeg tror ikke på andre kure – det eneste, der virker, er at spise mindre.

Hvordan har du det med din krop lige nu?

Ikke sådan helt fantastisk. Jeg plejer at spille håndbold, men har haft en skadespause på fem måneder, og det kan jeg mærke. Min krop føles løs. Det gælder både mave, lår og bryster. Det sidder ikke helt, som jeg gerne vil have.

Hvornår har du haft størst krise?

Jeg havde måske ikke ligefrem krise over at veje mere end nu, til gengæld havde jeg virkelig optur over, hvor meget 10 kilo mindre på sidebenene kan betyde. Pludselig kunne jeg passe lange støvler – dem har mine lægge aldrig kunnet være i – og lavtaljede bukser, der let gled op over mine lår. Jeg har altid været opmærksom på mine lår. Bare tanken om at stå i et prøverum med nye bukser og ikke kunne få dem op over lårene …

Hvad er du mest glad for og mest træt af?

Jeg har altid været glad for mine bryster, som er en pæn størrelse 70F. Men efter at jeg har ammet, kan jeg ikke helt fylde den skål ud. De er stadig pæne, men jeg er nervøs for, at de ender nede om knæene på mig, fordi de er så store. Jeg har tidligere arbejdet i Wunderwear undertøj, og der så jeg nogle ærgerlige eksempler på bryster, der havde mistet spændstigheden. Måske kunne jeg finde på at få dem løftet, hvis det bliver et problem. Jeg har ingen kvaler i forhold til et kosmetisk indgreb på den måde.

Hvad ville du ønske, du havde vidst?

Der er ikke noget, jeg fortryder, men mine gener er ikke de bedste, når det gælder om at holde vægten. Jeg skal bare se på et stykke chokolade for at tage på. Min mand er også den madglade type, og derfor er jeg opmærksom på, at min datter får nogle sunde vaner, når hendes gener nu ikke er så heldige. Børn kan være nogle bæster overfor hinanden, så jeg sender ikke en tyk pige i skole. Men vi er altså ikke fanatiske. Hun får slik, bare ikke hver dag.

„JEG ØVER MIG I AT VÆRE HELT TILFREDS”

Louise Wenneke, 37 år, keyaccount i Dansk Reklame Film, gift og mor til to børn.

Hvad er det bedste, du har gjort for din krop?

Jeg har flere gange været på 10 dages Silent Retreat for at dyrke stilheden. Vi lavede ikke ret meget, spiste næsten ikke. Jeg gik ture. Mediterede. Den følelse, jeg havde i kroppen til sidst, var som at blive født på ny. I det hele taget prøver jeg gerne nye tendenser. Jeg har lige været på en detox-juicekur – og jeg troede, jeg skulle dø af sult klokken tre om eftermiddagen, men bagefter var det rart. Jeg følte mig let i kroppen og skarp i hovedet. For mig er det klart, at mental og kropslig sundhed hænger sammen.

Hvordan har du det med din krop lige nu?

Jeg øver mig i at være tilfreds med det, jeg har. Jeg bliver aldrig en gazelle med lange, slanke muskler. I stedet er jeg stærk. Jeg behøver ikke vente på mænd til at bære de tunge kasser – jeg flytter tingene selv. I stedet for at ærgre mig forsøger jeg at tænke positivt: Jeg har former, og nogle gange er det en fordel, når man bliver ældre. Mindre kantet, mere feminint.

Hvornår har du haft størst krise over din krop?

Da jeg var 15 år, gik jeg en lang sommer i Frankrig med lange bukser, fordi mine ben var for kraftige til, at man kunne belemre nogen med dem. Det var varmt, men jeg holdt ud. Jeg kan stadig være irriteret over, at min kraftige bygning betyder, at jeg vejer ret meget, selv om jeg ikke er tyk, men det hjalp, da jeg smed vægten ud og begyndte at bruge et målebånd og fotos i stedet. I dag er det humørbestemt, om jeg har kropskriser.

Hvad er du mest glad for og mest træt af?

Jeg er glad for min holdning. Jeg har dyrket yoga i 15 år, og jeg ved, hvor vigtigt det er at rette sig op og møde verden med en åben kropsholdning. Heldigvis finder man jo ud af med alderen, at verden ikke bryder sammen, når den ser mine ben.

Hvad ville du ønske, du havde vidst?

Jeg ville gerne tidligere have været bevidst om, at man har den kropsbygning, man har. For mig er det spild af tid at forsøge at blive en sylfide. Jeg kunne godt ønske mig, at vi blev bedre til at give komplimenter. Måske ville det hjælpe os til at se vores egne fordele i stedet for altid at se fejl hos os selv og uopnåelig skønhed hos andre.

„MIN KROP FORTÆLLER MIG HELDIGVIS ALT”

Mette Høyer Dam, 48 år, konsulent hos IDA Mødecenter, gift og mor til to børn.

Hvad er det bedste, du har gjort for din krop?

Jeg er god til at få min søvn og stryger i dynerne klokken 22.30 og står op 6.15 året rundt. Og så har jeg en filosofi, der hedder: Alt med måde. Jeg har aldrig i mit liv spist en hel plade chokolade eller tømt en pose chips. Det lyder virkelig kedeligt og frelst, kan jeg godt høre, så jeg må hellere tilføje, at jeg også er et madøre, der elsker kager.

Hvordan har du det med din krop lige nu?

Min krop har aldrig voldt mig store kvaler, men jeg synes, der skal være plads til en lille sorg over, at den bliver ældre og for eksempel aldrig mere skal være gravid, føde og amme en lille baby. Det er underligt, når kroppen gør klar til en ny livsfase, og jeg har virkelig brug for at tænke frem mod nye højdepunkter. For eksempel håber jeg da at blive mormor en dag.

Hvornår har du haft størst krise over din krop?

Efter min første fødsel tabte jeg mig voldsomt. Jeg blev afpillet, kravebenet stak frem, og jeg havde ingen kræfter. Men jeg oplevede ikke stor empati i forhold til det problem. Det er helt legalt med forfærdet stemme at sige: „Guuud, hvor er du blevet tynd”, mens ingen ville sige det modsatte til en nybagt mor, der ikke kan slippe af med babysulet. Men jeg var 26 år og blev altså ked af at høre, at man kunne se mit skelet stikke frem.

Hvad er du mest glad for og mest træt af?

Min krop er let at læse. Jeg ved altid, hvad den har brug for. Jeg er lige røget i overgangsalder, og jeg ved allerede, at sukker sender mig direkte ud i en hedetur. Tre lakridser eller en sød dessert, så forvandler min krop sig til et buldrende varmeapparat, så jeg prøver at undgå udsving i mit blodsukker. Jeg er ikke træt af noget, men jeg kunne godt have tænkt mig et par store, moderlige bryster. Jeg forbinder en fyldig barm med ømhed – meget mere end med sex – men mens min mor og min datter har fået pæne brystpartier, så har jeg måttet nøjes.

Hvad ville du ønske, du havde vidst?

En af de gode ting ved at blive ældre er erfaring og vished. Man bliver ikke så let usikker. Jeg har da mødt myten om den dumme blondine, men den provokerer mig ikke mere. Jeg kan sagtens tackle mennesker, med den holdning til mig.

„MIN VÆGT HAR FYLDT ALT FOR MEGET”  

Rikke Glenville, 43 år, jurist, gift og mor til et barn og bonusmor til et.

Hvad er det bedste, du har gjort for din krop?

Jeg har udsat min krop for meget. For eksempel en spiseforstyrrelse, hvor jeg kastede op hver dag i 17 år. Jeg var på slankekur første gang, da jeg var 11 år, og lige siden har jeg kæmpet. For et par år siden indså jeg, at jeg ikke kunne vinde den kamp. Jeg kunne enten kaste op i al evighed, acceptere at blive tyk eller også kunne jeg få en gastric bypass (operation i mavesækken). Jeg valgte det sidste, og det er det bedste, der er sket for min krop nogensinde. Samtidig føler jeg, at det var den lette løsning: Jeg fik en operation for at blive almindelig – i stedet for at leve med min størrelse og kæmpe for at vise, at tykke mennesker også er attraktive!

Hvordan har du det med din krop lige nu?

Jeg synes, jeg er smuk. Min operation har betydet, at jeg spiser normalt, og at jeg dyrker sport: løb og golf. Det er lettere, fordi jeg ikke føler mig klodset, og ingen glor! Tidligere brød jeg mig ikke om at spise offentligt, fordi jeg forestillede mig, hvordan folk tænkte, at jeg da vist havde fået nok.

Hvornår har du haft størst krise over din krop?

Jeg blev for alvor tyk i gymnasiet. Siden gik jeg på den ene vanvittige slankekur efter den anden og endte med at styre min vægt ved at kaste op. Jeg tænkte ikke på mig selv som syg. Det var en løsning, og jeg var egentlig tilfreds med den. Jeg fik så mange komplimenter, når jeg var slank. De fleste tænker, at tykke mennesker er dovne, dumme og uden selvkontrol, og jeg ville ikke være sådan. Heller ikke selv om jeg ved, at det er løgn.

Hvad er du mest glad for og mest træt af?

Jeg er glad for mine træk. Jeg har aldrig været specielt ked af enkelte kropsdele. Det var mere helheden, og jeg har da haft et underskud at arbejde med. Man er altså desperat, når man laver en tilføjelse på sådan en seddel, der går rundt i femte klasse, hvor alle pigerne får point efter deres udseende: Under mit navn skrev jeg håbefuldt: „Briller og bøjle gælder ikke i bedømmelsen”. De to features er jeg dog sluppet af med i dag.

Hvad ville du gerne have vidst?

At jeg i virkeligheden ikke var tyk som barn. Når jeg ser billeder nu, ser jeg en høj, smuk pige. Ikke noget siv, men heller ingen tyksak. Det troede jeg bare. Min mor, far og storebror var til gengæld tynde, og min appetit fik lige lidt for meget opmærksomhed. Mine forældre holdt øje med min vægt, og jeg måtte ikke spise noget usundt. Med det resultat at jeg gik amok i slik, så snart jeg var ude. Til sidst blev jeg tyk og ødelagde for altid mit stofskifte.