Spiser du for meget sukker + 5 andre tips til at slippe dårlige vaner
Ingen forventer, at du er perfekt og fejlfri, men hvis du har en eller flere dumme vaner, som spænder ben for dig, så KAN du faktisk komme dem til livs. Læs om, hvorfor det er muligt, og få ekspertens konkrete råd til, hvordan du for eksempel undgår altid at komme for sent eller slipper ud af dit overforbrug af sukker.
Har du en dårlig vane, som du gerne vil slippe for altid? Eller vil du helt generelt blive en bedre version af dig selv?
Så er der konkret hjælp at hente i den nye bog, ”Vind over vanerne” af Magnus Maimonide. Han er metakognitiv terapeut og hypnoterapeut og giver i bogen en 6-trins-guide til at slippe dårlige vaner.
"Gennem mit mangeårige terapeutiske arbejde har jeg set, hvordan dårlige vaner for mange mennesker står i vejen for, at de kan nå tættere på et godt og bæredygtigt liv på mange planer, herunder sundhed, lykke og succes," forklarer han.
Den gode nyhed er, ifølge forfatteren, at nyere hjerneforskning peger på, at du har en plastisk hjerne, hvilket vil sige, at du kan omstrukturere din hjerne og selv skabe nye stærke neuroforbindelser. Det betyder, at du har muligheden for at reparere og omstrukturere din hjerne. Og det er der måske god grund til at gøre, hvis de dårlige vaner fylder (for meget) i dit liv.
"Det er menneskeligt at have dårlige vaner. Du skal ikke være perfekt og fejlfri. Men dårlige vaner smadrer ofte mere, end du måske ved af. De spinder et net af negative tråde ud til andre områder af dit liv," lyder det fra Magnus Maimonide.
Han fortæller videre, at hvis du tager fat om bare én dårlig vane, vil det påvirke andre områder af dit liv positivt. Du kan se det som ringe i vandet, der bevæger sig længere ud end forventet og måske også inspirerer andre omkring dig.
Med afsæt i de nyeste psykologiske metoder indenfor hypnoterapi, psykoterapi og metakognitiv terapi gør bogen dig klogere på, hvad dårlige vaner er, hvorfor du får dem, og ikke mindst hvordan du kan arbejde med at slippe dem via indsigter og praktiske øvelser. Du får også konkret hjælp til at få bugt med alle tænkelige uvaner – f.eks. de seks klassikere.
1. Dårlig vane
Jeg er for meget på skærmen
Følelser bag
Kedsomhed, meningsløshed, ensomhed, magtesløshed, forkerthed, tristhed og en følelse af at være overloaded.
Tanker bag
”Jeg har brug for en pause”, ”mit eget liv mangler spændende indhold”, ”jeg kan ikke kontrollere det”.
Målsætning
Jeg lever et nærværende og meningsfuldt analogt liv.
Ny fysisk handling
Øvelse: Begynd at ”like” mennesker ude i det virkelige (analoge) liv. Øvelse: Sæt en alarm, der bimler, eller installér en app, der begrænser dit forbrug. Øvelse: Læg din telefon væk i bestemte tidsrum.
Delmål
- Lav en liste med små opladende aktiviteter, du kan gøre i stedet for sociale medier.
- Skær markant ned på dit digitale tidsforbrug til hverdag.
- Gør dine sociale medier svært tilgængelige på din enhed, eller slet dem, hvis du har brug for et clean cut.
- Skab mere meningsfylde i din dagligdag uden skærm.
Mission
Jeg vil inspirere x til nærvær og “likes” ude i den analoge virkelighed.
2. Dårlig vane
Jeg kommer for sent
Følelser bag
Opgivenhed, magtesløshed, forvirring, frustration, svigt og ubalance.
Tanker bag
”Jeg skal bare lige ...”, ”jeg kan ikke overskue det”, ”aftaler er ikke så vigtige”, ”jeg er ikke elsket”, ”det er ikke mit ansvar”.
Målsætning
Jeg kan kontrollere mig selv, og jeg kommer til tiden.
Ny fysisk handling
Øvelse: Sæt en alarm til at ringe lidt før deadline. Det er ok at sætte flere alarmer på en dag.
Delmål
- Vælg bare et sted eller område i dit liv, hvor du til en start fokuserer på at kunne komme til tiden.
- Lav en plan for din dag med tidsangivelser for, hvad du skal og hvornår.
Mission
Jeg mestrer både spontanitet og disciplin
3. Dårlig vane
Jeg arbejder for meget
Følelser bag
Stress, pres, bekymring, frygt, angst, forvirring, tvivl, utryghed, utålmodighed, ked af det-hed og ensomhed.
Tanker bag
”Jeg skal yde, før jeg må nyde”, ”jeg skal nå i mål så hurtigt som muligt”, ”livet er og skal være hårdt”, ”jeg kan sove, når jeg bliver gammel, eller når jeg går på pension”, ”jeg er en svagpisser”, ”jeg skal tage mig sammen”, ”jeg skal bare lige ...”, ”jeg skal tage mere ansvar end de andre”.
Målsætning
Jeg balancerer arbejde og fritid optimalt, og jeg lever et liv med dedikation, fokus og nærvær.
Ny fysisk handling
Øvelse: Luk dine øjne, og træk vejret dybt og langstrakt gennem næsen. Spænd af i kæbe, bryst og mave. Begynd så på hver udånding, inde i dig selv, at tælle ned fra ti til et, så du nævner et tal for hver udånding. Efter tallet et spørger du dig selv: Hvad er vigtigst i dag? Gør dette tre gange om dagen.
Delmål
- Arbejd ikke om aftenen.
- Gå i seng senest kl. 22 i hverdagene.
- Arbejd, når du arbejder, og hold fri, når du holder fri. Dvs. arbejd mere fokuseret uden overspringshandlinger. Drop f.eks. sociale medier og andre overspringshandlinger i arbejdstiden.
- Udlicitér de opgaver, du ikke er kompetent til.
- Definér dine værdier, og begynd at bygge et mere balanceret liv ud fra disse. Husk work-life-balance.
- Lav en liste med ideer til små opladende pauser, du kan holde i løbet af din dag. • Sluk telefon og mail på et defineret tidspunkt hver dag.
- Hver gang du har lyst til at overspringshandle, så tag en pause, og gå en tur rundt om den bygning, du befinder dig i.
- Indsæt en time i kalenderen hver dag, der ikke kan bookes til møder.
Mission
Jeg vil være et godt forbillede for x, og jeg vil inspirere andre til et sundt, fokuseret og nærværende liv.
4. Dårlig vane
Jeg dyrker for lidt motion
Følelser bag
Meningsløshed, ubalance, opgivenhed, pres, kedsomhed, depression og magtesløshed.
Tanker bag
”Jeg gider ikke”, ”jeg orker det ikke,” ”det er kedeligt”, ”jeg giver op”, ”jeg er svag”, ”det kan vente til i morgen,” og ”jeg har ikke tid”.
Målsætning
Jeg dyrker motion tre gange om ugen.
Ny fysisk handling
Øvelse: Dans til et favoritnummer to minutter hver dag.
Delmål
- Lav en liste med alle de fysiske aktiviteter, som du kunne have lyst til, som gør dig glad, som, du synes, er supersjove, og som giver motion.
- Gå en kort tur eller anden overkommelig fysisk aktivitet tre gange om ugen.
Mission
Jeg vil inspirere x til sundhed og god energi.
5. Dårlig vane
Jeg spiser for meget sukker
Følelser bag
Sorg, tristhed, kedsomhed, bekymring, ensomhed, magtesløshed og utryghed.
Tanker bag
”Jeg har brug for en pause”, ”jeg er ikke elsket og næret”, ”jeg har brug for noget hurtig energi”
Målsætning
Jeg er sukkerfri og lever en sund livsstil.
Ny fysisk handling
Øvelse: Spis f.eks. nogle stave gulerødder eller noget frugt, eller drik et ingefærshot eller en god kop te. Øvelse: Udfyld pauserne med noget andet end sukkerprodukter.
Delmål
- Begræns sukker, sodavand og slik til weekenden.
- Lav en liste med andre ting eller madvarer, som kan erstatte sukker.
- Find andre ting, du kan gøre, der stimulerer dig på flere planer end at putte noget i munden.
Mission
Jeg vil være en god rollemodel for mine børn og andre.
6. Dårlig vane
Jeg bekymrer mig for meget
Følelser bag
Sorg, frygt, vrede, afsky samt et væld af andre facetter af disse grundfølelser.
Tanker bag
”Jeg har ingen kontrol over mine tanker”, ”mine tanker og følelser er farlige eller skadelige”, ”hvis jeg grubler eller bekymrer mig noget mere, finder jeg et svar”, ”hvad nu, hvis ...”, ”hvad tænker de andre? Bliver de sure på mig?”, ”gør jeg det godt nok? Er jeg god nok?”, ”Gør jeg det forkert? Laver jeg en fejl? Hvad nu, hvis det går galt?”, ”hvorfor skete det for mig? Hvorfor gik det galt?”, ”hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvis bare jeg havde ...” og ”hvad var meningen med ...”.
Målsætning
Jeg er mere glad og ubekymret og lever mit liv mere i nuet.
Ny fysisk handling
Øvelse: Fokusér på en bekymring, du har, luk øjnene, og tænk på denne i ca. ti sekunder. Åbn nu øjnene, kig dig omkring, og sig, hvad du ser af enten farver eller ting. Oprems disse farver eller ting i et minut.
Delmål
- Lær at gå fra et rigidt indre fokus til meget mere ydre fokus.
- Forstå, at du ikke ER dine tanker, men at du HAR tanker.
- Få professionel hjælp, evt. metakognitiv terapi.
Mission
Jeg vil inspirere mine omgivelser til tillid, glæde og tilstedeværelse i nuet.