Accepter dig selv

6 trin til større accept: Sådan booster du dit selvværd

Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen”. Sådan lyder en berømt bøn, og selvom du ikke er religiøs, så er det der med at give slip på det, du ikke kan gøre noget ved,faktisk ret vigtigt, siger Daisy Løvendahl.

 1. Accepter dig selv

”Er det okay, at jeg har det sådan her?” ”Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal finde mig i min sure kollega?” Hvis jeg havde 10 kr. for hver gang, jeg er blevet stillet den slags spørgsmål, var jeg utrolig rig. Svaret: Det ved jeg ikke. Beklager, min skat. Jeg er hverken orakel eller moralsk domstol. Men jeg ved én ting, og det er, at du skal respektere dine egne tanker og følelser. Så hold op med at diskutere med dig selv, om det er okay at være, som du er. Det er helt okay. Virkelig. Du er okay. Begynd med at acceptere dig selv og det, du oplever. Derfra er det meget nemmere også at acceptere andre. 

2. Skift perspektiv

Min veninde blev på et tidspunkt meget syg af stress. Hver gang jeg talte med hende, sagde hun: ”Jeg vil ikke have det sådan her. Jeg vil ikke være en dårligt fungerende mor. Jeg vil ikke ligge på sofaen flere timer om dagen.” Hun blev ved med at være stresset. Kunne ikke sove. Kunne ikke tænke klart. Til sidst fandt hun en visdom i sig selv og sagde i stedet: Hvad hvis jeg ville? Hvis jeg sagde ja til at være syg? Ja til at være en mor, der ikke kan gøre 800 ting for mine børn? Ja til at hvile hver dag? På 5 minutter skiftede hun sit perspektiv fuldstændig og accepterede, at hun var blevet syg af stress. Det er ikke en mirakelkur, men det er den vej, hun er gået, og derfra, hun har fundet heling, glæde og ro. Dybere og mere end før.

3. Slip de forliste drømme

Det er svært at acceptere, at nogle drømme ikke kan gå i opfyldelse. At nogle kærlighedshistorier ikke varer ved, at nogle børn ikke fødes, og at nogle karrierer ikke bliver strålende. Uanset hvad du føler, at du ikke kan acceptere, så prøv lige nu. Hvad ville der ske, hvis du gav slip på den drøm? Hvis du inderst inde slap forestillingen om, at det var vejen mod din lykke? Skriv et digt til dine forliste drømme. Skriv dem på et stykke papir, og brænd papiret over et bål. Mærk, hvem du er, når du giver slip.

4. Tag smerten ind

Nogle gange er vi så bange for det, der gør ondt, at vi løber fra det. Vi løber alt, hvad vi kan, og gemmer os bag Facebook, nyt tøj og travlhed. Prøv i stedet at sætte tempoet ned. Vær lige der, hvor du er, og mærk det hele. Tag det, der gør ondt, ind, og tillad dig selv at græde, falde fra hinanden, melde dig syg og ikke kunne noget som helst. Tag en dag, tag en uge – hey, tag en måned, hvis du har brug for det. Føl alt det, du har brug for at føle, så du kan mærke, hvor du er. Når du virkelig mærker dét, som gør ondt, kan du også acceptere det. Men du kan ikke acceptere noget, du ikke tager ind. Så tag noget tid til dig selv, og tud igennem over, at dit livs kærlighed ikke vil have dig, at dine forældre ikke forstår dig, at du er barnløs, fallit, ensom og helt vildt ked af det.

5. Omfavn hele dit liv

Prøv at åbne dine arme. Luk dine øjne, og træk vejret dybt. Sig højt og tydeligt inde i dig selv: Jeg omfavner hele mit liv! Det lyder måske underligt at stå med lukkede øjne, åbne arme og trække vejret med de ord, men prøv. Prøv at sige til dig selv: Jeg omfavner det hele. Det svære, det nemme, det smertelige, det lykkelige. Jeg er det hele, og jeg siger JA til det hele.

6. Pas på dig selv

En ting er at acceptere noget og erkende, at det aldrig bliver anderledes. Noget andet er at blive i det. Når jeg tænker på den fine forskel mellem de to ting, kommer min tidligere klient Malene ofte frem i mine tanker. Malenes mand var vokset op i et udadtil velfungerende hjem men med en far, der havde et alkoholproblem. Hendes mand havde haft sine kampe men havde fundet en måde at se sin familie på, som fungerede for ham. Det fungerede bare ikke for Malene. Hver gang de var sammen, blev hun ramt af et behov for at droppe facaden og få reelle samtaler om det, der skete lige foran dem. Om boksen med rosévin, der blev tappet af fra morgenmaden og uafbrudt hele dagen. Hun var utryg ved, at deres børn skulle være alene sammen med farmor og farfar. Ligesom hun helt fysisk fik ondt i maven, når de skulle ses. Hun erkendte, at hendes mand ikke havde samme behov for at konfrontere problemet. Hun accepterede også, at han havde brug for relationen og indimellem se sine forældre med rosé og overflade i spandevis. Derfor valgte hun at opsætte to principper. Børnene måtte ikke være alene med farmor og farfar, og hun ville ikke deltage i samværet mere end to gange årligt. De beslutninger satte hende fri fra ondt i maven og gav hende en vej med både accept af hendes mand og omsorg for sig selv. Find det sted, hvor du både kan acceptere men også passe på dig selv.

OM EKSPERTEN

DAISY LØVENDAHL er personlig rådgiver, foredragsholder, har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation og er forfatter til bøgerne ”LEV” og ”ELSK”. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Bor i København med sin mand og deres to børn. Læs mere på Daisylovendahl.dk