Strik

7 sunde grunde til at strikke

Vidste du, at strik faktisk er godt for din sundhed? Anne Kirketerp, der til dagligt beskæftiger sig med de sundhedsmæssige fordele ved håndarbejde, kommer her med 7 sunde grunde til at strikke.

1. Øget trivsel

Det videnskabelige argument for, at strik har en sundhedsfremmende virkning, er, at vi opnår trivsel, når vi strikker. Det skyldes, at strik opfylder tre grundlæggende menneskelige behov: Kompetence, samhørighed og frivillighed.

  • Vi føler os kompetente, når vi lykkes med vores projekter, hvilket er nemt med et strikketøj, fordi vi selv vælger niveauet for det, vi strikker.
  • Samhørigheden opnår vi ved at være sammen med andre strikkere i strikkeklubber, på festivaller mv. Eller vi strikker måske til andre, som vi gennem strikningen føler samhørighed med.
  • Frivillighed opnår vi, fordi vi gennem strikningen får lov at arbejde med projekter, vi selv har valgt. Vi har mange gøremål, der skal overstås for at få dagligdagen til at fungere. Når vi strikker, befinder vi os på en ø af frivillighed og passion, hvor vi bliver fyldt med glæde og trivsel.

2. Dryp af glæde

Hvis vi forestiller os, at vores dag er et bæger, der bliver fyldt op med aktiviteter, har vi brug for flest mulige dryp af glæde. Her kan man måle, at jo større en del af vores dagsbæger, der bliver fyldt med aktiviteter, som vi brænder for, jo mere tilbøjelige er vi til at føle optimisme og håb for fremtiden. For mange mennesker er netop tiden med strikketøjet den stund, de glæder sig til.

3. Flow

Gennem strikning kommer vi i flow. Dvs. en tilstand, hvor vi glemmer tid og sted. Alle tanker om fortiden og fremtiden stopper, og vi er fuldstændig opslugte af det strikketøj, vi sidder med. Vores problemer forsvinder ikke, men når man i sin strikkestund har fået dem på afstand, får man ofte energi til at løse dem på en ny måde. Måske får man ligefrem følelsen af, at de ikke er så vigtige. 

Ikke kun strik

Når psykolog og Ph.d. Anne Kirketerp fortæller om sin forskning, tager hun udgangspunkt i strik, da langt flere kvinder vælger at strikke end at lave andet håndarbejde. Den sundhedsfremmende virkning gælder dog også, når der arbejdes med hækling, broderi og andre tekstile teknikker, ligesom det gælder håndværk som trædrejning, fluer til fiskeri mv.

4. Stimulerer lykkefølelsen

Vi kan ligefrem blive afhængige af strik. Når vi er så opslugte af vores strikketøj, at vi kommer i flow, producerer hjernen dopamin, og vi befinder os i en glædesboble, hvor vi bare må strikke én pind mere og én til og … Det er supersundt for hjernen og med til at stimulere vores lykkefølelse.

5. Reducerer stress og angst

Strik er ikke bare sundt, det kan også virke helbredende på sygdomme som stress, angst og depression. Ved at sætte sig bare 10 minutter om dagen, hvor man holder fokus på at lave de små strikkebevægelser igen og igen og igen – og samtidig trækker vejret helt ind, holder det lidt, og puster aktivt ud igen, får man aktiveret det parasympatiske nervesystem. Det vil sige, man får fortalt kroppen, at der ikke er fare på færde og får den til at slappe af. Det er "medicin“ uden bivirkninger.

Læs også: 9 vaner du skal kvitte for at få et gladere og sundere liv

6. Problemknuser

Strikning kan give øget overblik over livet. Folk der har strikket gennem mange år, lærer at tage livet én maske ad gangen. De ved fra deres strikkeprojekter, at fx en ny teknik kan være svær og nogle gange skal man pille lidt op, men de får den lært ved at prøve sig frem maske for maske. Er de dygtige strikkere, kan de overføre den viden til andre sammenhæge, hvor de løser problemerne ved at tage dem skridt for skridt.

7. Hjerneboost

Gennem strikning kan vi vedligeholde vores intelligens. For at opbygge nye hjerneceller er det vigtigt, at vi livet igennem lærer noget nyt. Dette er sjovere, hvis der ligger en passion bag. Ved at kaste sig over strikketeknikker, der er så svære, at du virkelig skal koncentrere dig, vedligeholder du hjernens spændstighed på samme måde som ved intellektuelt arbejde. Vælg gerne at lære en ny teknik min. to gange om året. Studier viser, at kvinder der bliver ved med at strikke noget svært, ligefrem har mindre tendens til demens.

Er det svært nok?

Vær obs på, at hvis du bruger strikning sundhedsfremmende, er det vigtigt, at du strikker noget, der er sværere, end at du kan lave noget andet samtidig. Flow og dannelsen af dopamin opstår kun, når der er balance mellem udfordringer og kompetencer. Hav derfor altid flere strikketøj i gang samtidig, så du både har ét, du kan tage frem, når du skal mødes med strikkeklubben eller kommer træt hjem fredag aften og samtidig har gang i noget, der er udfordrende.

Mød eksperten:

Anne Kirketerp, 49 år. Uddannet håndarbejdslærer. I sit arbejde oplevede hun, at håndarbejde gjorde mennesker lykkelige og ønskede det videnskabelige svar på hvorfor. Hun læste derfor til psykolog, har skrevet en Ph.d. og beskæftiger sig i dag med de sundhedsmæssige fordele ved at lave håndarbejde.

Hun er aktuel med bogen ”Craft-psykologi – sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk”. Læs mere om bogen på Forlaget Mailand

Denne artikel er oprindeligt udgivet i 2020, og redigeret og genudgivet d. 25. marts 2021 efter aftale med  Anne Kirketerp