7 tips, der gør dig gladere og mere nærværende
Når dagene kører rundt i hverdagens hamsterhjul, kan det være svært at holde koncentrationen på det, der sker i nuet. Prøv alligevel – det gør dig gladere at være nærværende.
Når tankerne vandrer væk fra den situation, du står midt i, kan forklaringerne være mange. Men resultatet er under alle omstændigheder, at du ikke er rigtig til stede i nuet.
– Nuet er under pres. Den enkelte har flere og flere ting, der skal gøres og nås. Det betyder, at du let ender i en situation, hvor du tænker på det, der ligger foran dig. På samme måde kan du bruge en del tid på at tænke på noget, der ligger i fortiden – på noget, en irriterende kollega har sagt, eller på, hvorfor din eksmand opførte sig, som han gjorde, siger Torben Wiese, forfatter og foredragsholder samt indehaver af Habitmanager.
DET SMALLE NU
Når du kun er til stede i nuet fysisk, mens tankerne vandrer foran ellerbagud, lever du ikke fuldt ud, er hans pointe.
– Nuet bliver smalt, hvis du ikke værner om det og jævnligt husker dig selv på, at det er lige nu, dit liv foregår. Så risikerer du som gammel at sidde og ærgre dig over, at livet gik forbi, at du ikke rigtig var til stede i det. Specielt hvis du tænker på noget, der går dig på, kan det være et dårligt bytte i forhold til det, der foregår omkring dig.
– Hvis du ærgrer dig over noget, der skete på arbejde, mens du spiser middag med familien, er det i den kedelige arbejdssituation, du henter dine følelser og tanker – ikke i det, der sker lige omkring dig. Bliver du i nuet, bliver du gladere, mere rolig og tilfreds med det, du har, og får færre konflikter med omgivelserne.
MINDER HAR DU LOV AT HAVE
Det betyder naturligvis ikke, at du ikke må glædes ved gode minder. At leve i nuet skal heller ikke forhindre dig i at se frem til eksempelvis en rejse, et bryllup eller et besøg.
– Det skal der selvfølgelig være plads til. Men det ændrer ikke ved, at for hvert sekund, du tilbringer i fortid eller fremtid, bliver dit nu mindre. En kvinde i fyrrerne sagde engang til mig, at hun glædede sig, til hun blev gammel, for så havde hun en masse planer. Men vi ved jo ikke, hvor gamle vi bliver, så det er om at nyde det lige nu. Og det begynder du på ved simpelthen at beslutte dig for det.
SÅDAN BLIVER DU I NUET
1. Øv dig i at være til stede i det, du gør, og nøjes med én ting ad gangen. Eksempelsvis ved at koncentrere dig helt om at lytte til musik, når du tænder for den. Mærk vandet og sæben i stedet for bare at vaske hænder. Hold fokus på din partner, når I elsker, lad ikke tankerne vandre.
2. Når du mærker, koncentrationen er ved at glide bort fra nuet, når du taler med dine børn eller din ægtefælle i hverdagen, så væn dig til at engagere dig mere i samtalen. Stil uddybende spørgsmål, spørg ind til oplevelser og følelser.
3. Aftal med familien, at I skal være nærværende overfor hinanden i bestemte situationer. Fx ingen mobiler eller andet elektronisk udstyr ved middagsbordet.
4. Slut fred med det negative fra din fortid. Du kan ikke ændre fortiden, men du kan ændre din opfattelse af den. Hvis du har ting – eksempelvis en stol – som altid minder dig om din tidligere mand og dermed en eventuel vrede mod ham, så smid den ud. Stop op, når du mærker, at dine tanker om det negative fra fortiden melder sig, og mind dig selv om, at du ikke kan ændre det.
5. Skriv dårlige tanker om fremtid eller fortid ned i en lommebog, og læg den i en skuffe. Når du eksempelvis ikke kan holde tankerne fra, hvor uretfærdigt du er blevet behandlet af din chef, så skriv det ned. Så har du ærgrelserne parkeret i skuffen og kan lettere koncentrere dig om nuet.
6. Sørg for tid til dig selv, det giver dig overskud til at være nærværende bagefter. Læs en bog i fred og ro, gå til frisør, dyrk motion.
7. Gør noget nyt – det tvinger dig til at være fuldt til stede, når du ikke kan køre på automatpilot.
Kilde: Torben Wiese, habitmanager.com
LÆS OGSÅ: Mindfulness: 3 øvelser, der giver indre ro og mere overskud
LÆS OGSÅ: Mindfulness for begyndere: Bliv klogere på den meditative træningsform
LÆS OGSÅ: 5 genveje til mere overskud