Doughnut

8 myter om sukker: Her er den søde sandhed

Feder sukker, kan du blive afhængig af det, og gør sukkerskålen dig mere træt? Der er mange myter om det udskældte kulhydrat. Vi har fået forsker og forfatter til flere bøger om sukker, Anette Sams, til at kigge nærmere på nogle af dem og gøre os klogere på, hvad der er sandt og falsk.

MYTE #1: Du kan blive afhængig af sukker

"Det kommer an på, om du spørger videnskabsmanden eller personen. Der er mange, som har oplevelsen af, at de kan blive afhængige, og mange synes, at de sidder i et jerngreb af sukker. Og det kan også forklares videnskabeligt, fordi vi har det med, at mere vil have mere, og både vores smagsløg og dopamincentre søger det, vi lige har gjort.

Så ja, du kan godt blive afhængig af sukker. Men jeg kan ikke lide, at vi gør det til en diagnose. Vi kan sige, at det er en afhængighed, men vi kender vejen ud af den afhængighed, og den er ganske simpel, så lad os lade være med at bruge det som undskyldning for at tage ansvaret fra os. Det er heller ikke samme afhængighed, som du får i dit centralnervesystem efter f.eks. løbeture, nikotin eller alkohol – vi kan ikke kategorisere sukker på den måde.

Når vi ved, at vores reptilhjerne gerne vil have sukker og sødme, og jo mere vi får, jo mere vil vi gerne have, så ved vi også, hvordan vi skal lukke for det igen."

MYTE #2: Sukker gør dig mere træt

"Ja, det kan det, og en af grundene til det er, at kroppen er på overarbejde og totalt stresset, når du har højt blodsukker. Den prioriterer nemlig at få fjernet overloadet af sukker fra blodet, fordi det er farligt for dig. Og det kan betyde, at du bliver træt.

Noget andet er, at når blodsukkeret er på vej ned igen, skal kroppen finde ud af, om den orker at tænde for fedtforbrændingen, eller om den hellere vil lokke dig til at spise noget mere sukker. Den situation kan forveksles med sult. Kroppen slukker for fedtforbrændingen, hvis dit blodsukker bliver rigtigt højt. Men kroppen skal samtidig hele tiden sikre, at du får den energi, du har brug for, og der vekselvirker den mellem fedt- og sukkerforbrænding. Og lige i den situation er du træt, og du kan blive irritabel, sur og vred, og så ender du ofte med at spise noget per refleks.

Men hvis du i stedet går en tur eller får pulsen op og bruger nogle muskler, vil du bruge det sukker, du har på lager, og sætte gang i den fedtforbrænding, der giver så god energi."

MYTE #3: Sødemidler er bedre end sukker

"Det kommer an på situationen. Sødemidler giver ikke et højt blodsukker, og det giver ikke mulighed for, at sukkeret klistrer sig fast i blodkarrene. Ikke direkte i hvert fald. Men det, vi ved med nogle af de kunstige sødemidler, er, at for mange mennesker vil sødme have sødme.

Så hvis vi indtager kunstige sødemidler, bliver vi ved med at vænne vores smagsløg til, at der helst skal være noget sødt. Nogle studier tyder på, at vi så spiser mere sødt ved siden af, mens andre studier siger, at det gør vi ikke. Men hos nogen vil det have den effekt, at de spiser mere og indtager mere sødme, så det er en ting, du skal være opmærksom på.

Derudover er der nogle kunstige sødemidler, som kan påvirke vores tarmflora. Det kan f.eks. betyde, at tarmbakteriernes metabolisme ændres, så det indirekte påvirker vores evne til at fjerne sukkeret fra blodet. Når vi er langsommere til at fjerne sukker fra blodet, end vi plejer, kalder vi det, at vi er insulinresistente.

MYTE #4: Sukker feder

"Alle kalorier feder og sukker i særdeleshed, fordi sukker er raffineret, så du bruger nul energi på at fordøje og omsætte det. Sukker suser bare over i blodet, og så får du alle kalorierne – uden at dele dem med dine tarmbakterier.

Sukker har også et andet potentiale til at fede, og det er mere kontroversielt. Hvis du spiser meget sukker, sætter kroppen med det samme insulin i omløb, fordi insulin har den opgave at få fjernet sukker fra blodet og sparket det ind i muskelcellerne lynhurtigt. Sukker får altså insulin til at stige, og hvis insulin er højt i meget lang tid, betyder det, at vores forbrænding i det hele taget bliver nedsat. Dette fænomen er mest udtalt for mennesker, der er insulinresistente. Det gælder for ca. 50 procent af os, men typisk ikke for yngre og aktive mennesker."

MYTE #5: Light-produkter indeholder ikke sukker

"Det kommer meget an på hvilken vare, man ser på. Der er ofte en del stivelse samt kunstige sødemidler i light-produkter. Derfor kan det nogle gange være vildledende for forbrugerne. Hvis der f.eks. står, at der ikke er sukker i produktet, er det lidt forbrugermanipulerende, hvis der er mel i, for mel bliver til sukker i din mund.

Mange gange, når der står light, er det, fordi man har pillet fedtstoffer ud, f.eks. i en light-ost har producenten typisk fjernet fedt og i stedet tilsat melklister, altså noget der ret hurtigt omdannes til sukker i din krop.

Når det gælder sodavand, betyder light typisk, at enten indholdet af sukker er nedsat, eller at produktet kun indeholder kunstige sødemidler."

MYTE #6: Frugtsukker er sundere end hvidt sukker

"Det er langt sundere at få sukker fra frugt, end det er at få sukker fra sukkerskålen – selvom selve sukkermolekylerne er fuldstændig ens. Med et stykke frugt får du sukker, men du får også fibre, vitaminer og fytokemikalier. Det gør du ikke, når du spiser slik eller småkager.

Frugtsukker kan altså være ”bedre”, fordi det er sværere at komme til at spise for meget af end blot rent sukker – og fordi det har lidt af sin egen modgift med – og fordi du deler det med din tarmflora.

MYTE #7. Det er usundt for kroppen, hvis vi spiser for lidt sukker

"Nej! Jeg kan love dig for, at vi alle sammen får mere end rigeligt med sukker, fordi vi laver sukker ud fra stivelse, som der jo er i stort set alle fødevarer – selv grøntsager.

Så selvom du kun lever af grøntsager, får du stadig den mængde glukose, din krop skal bruge. Og spiser du også brød, er der stivelsen fra det hvide mel, som bliver til sukker med det samme, du tygger på det, og stivelsen, som er pakket ind i kornkerner.

Så der er ingen danskere, der skal være bange for at gå ned på sukker. De eneste, der i perioder kan have brug for det, er folk med type 1 diabetes, som er kommet til at tage for meget insulin."

MYTE #8: Sukker er særligt farligt for børn

"Ja, det synes jeg faktisk, det er, men det er selvfølgelig ikke farligt i den forstand, at man dør af at spise en is eller et stykke chokolade. Børn kan jo sagtens tåle lidt slik, men det må bare ikke blive på bekostning af gode fødevarer.

Der, hvor faren ligger, hvis du spørger mig, er, fordi man kan komme så grueligt galt af sted, hvis man tror, at alt skal smage sødt. Vores hjerne er nemlig tunet ind til, at når vi får sødme, så vil vi gerne have endnu mere sødme. Og hvis vi begynder med ikke at kunne lide ting, der ikke er søde, vil det være en katastrofe.

Jeg synes, at det er vigtigt, at selv små børn forstår madens betydning og nydelse. De skal lære at være opmærksomme på, hvordan det ikke bare smager, men også føles at spise noget, samt hvordan oplevelsen er for kroppen. Jeg har nogle gode bud på, hvordan du kan hjælpe dine børn til at få sundhedsselvtillid og indsigt i bogen "Sukkersmarte børn".

Det at børn får lyst til at bevæge sig, når de har fået sukker, er i virkeligheden det sundeste, de overhovedet kan gøre, og det skal vi klappe i vores hænder ad og lade dem løbe. De gør det, fordi de stadig har nogle sunde instinkter tilbage. For det er i virkeligheden det eneste rigtige at gøre, hvis du har højt blodsukker: At bevæge dig, så du får det overskydende sukker ud af blodbanen (hvor det kan gøre skade) og i stedet sendt det ind i musklerne (hvor det omsættes til god energi).

Det bliver værre, når vi bliver ældre, for der bliver vi indimellem trætte af det, og så er det, at vi lægger os ned, og på den måde bliver sukkeret meget længere i vores blod, og vi starter en negativ spiral, hvor blodsukkeret stiger."

Om eksperten

Anette Sams er Ph.d, farmaceut og forsker, samt forfatter til bl.a. ”Sandheden om sukker”, ”Sukkersmarte børn” og ”Ud af diabetes 2”. Se mere på Anettesams.dk.