Anders Hansen: Drop alle ”5-årsplaner” – her er vejen til at opnå dine mål
Mange mennesker leder efter ressourcerne, før de tager en beslutning. Anders Hansen mener, at vi skal gøre det omvendt. Tage beslutningen og så finde ressourcerne.
Anders Hansen har været på en lang udviklingsrejse, siden han i 2015 droppede sin karriere som illusionist og tryllekunstner for at hellige sig mental og spirituel udvikling og forandring.
"En af det ting, jeg har lært på den rejse, er, at bare fordi du ikke kan se ”hvordan”, så betyder det ikke, at du ikke kan. Og jeg er blevet bevidst om, at vi er født med uendeligt potentiale.
Jeg ved ikke præcis, hvor meget af mit eget potentiale, jeg får udlevet i dag, men jeg har fundet ud af, at hvis jeg kan svare ja til to bestemte spørgsmål, så har jeg alt indenfor rækkevidde i mit liv."
Det første spørgsmål er: ”Er jeg i stand til at nå det mål, som jeg godt kunne tænke mig at sætte?”.
Teologi og videnskab fortæller mig, at jeg har uendeligt potentiale, så svaret må være ja, jeg kan nå målet, jeg ved bare endnu ikke hvordan. De fleste mennesker leder efter ressourcerne, før de tager beslutningen.
De siger: ”Jeg kan ikke beslutte mig for at gå efter det mål, for jeg ved ikke hvordan”.
Men det er en mental illusion. Vi kan sagtens, og vi finder ud af hvordan, når vi har taget beslutningen om at gå efter målet.
"Det næste spørgsmål, jeg skal stille mig selv, er: ”Er jeg villig til at betale prisen for at nå målet?”.
For det er klart, at der skal blod, sved, tårer og fokus til. Tingene kommer ikke af sig selv. Det er en mission, hvor jeg skal ud i verden og tage action på nogle ting.
I det øjeblik jeg svarer ja til de to spørgsmål, bliver det væsentligt nemmere for underbevidstheden at acceptere idéen om målet. Og i takt med, at jeg gentager målet for mig selv, begynder jeg at eje det på det følelsesmæssige plan.
Det vigtige er at gentage målet for sig selv i nutid. Aldrig i fremtiden. Underbevidstheden forstår kun billeder, lyde og følelser i nutid, så det gælder om at sige: Jeg er så glad og taknemmelig, nu hvor jeg oplever, skaber, lever, opnår … hvad det nu er.
Som om det allerede er sket?
"Ja. De fleste taler om, at de har en femårs- eller tiårsplan, men vi skal integrere vores mål, som om de allerede er opnået. Det er faktisk det, der er hemmeligheden. Nøglen er ikke at tænke PÅ målet, men at leve FRA målet.
Tænke fra målet, føle fra målet, handle fra målet. Hvis man gør det, kan det ikke undgås, at målet manifesterer sig over tid."
"Et sjovt eksempel er, hvordan vi kom til månen. Historien lyder, at en rumforsker spurgte John F. Kennedy, hvad der skulle til for at tage beslutningen om at få en mand til månen. Kennedy svarede med fem ord: ”Viljen til at gøre det.” Det var en beslutning, der måske tog ti sekunder. Kennedy spurgte ikke til pris eller tid, intet af det af det havde betydning."
Det vigtige var: Ønsker vi det, ja eller nej? Og så tog han en beslutning på den måde. Når vi kunne komme til månen på den måde, tænk hvad vi så også kan udrette i vores eget liv ved at tænke sådan.
"Jeg anbefaler, at man altid har et eller andet, man går efter. Og det handler ikke om målet i sig selv, det handler om, at vi holder os i vækst. Det vigtigste er, at det at have et mål bringer mere af vores potentiale op til overfladen.
Vi er skabende væsener, og hvis vi ikke skaber, går vi tilbage. Efter min mening er der kun vækst eller tilbagegang. Status quo findes ikke. Så udgangspunktet er et mål og en retning, og når vi begynder at tænke aktivt over den retning, så begynder livet at blive interessant og sjovt."