Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning
Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.
Sundhed for mig indeholder både at være stærk mentalt og fysisk. Derfor gik det mig på, da jeg for nylig begyndte at døje med rygsmerter i hverdagen. Især efter en skiferie følte jeg mig helt radbrækket i ryggen, og der forstod jeg, at jeg ikke længere er stærk nok til at bære min egen krop – og sådan skal det ikke være.
Jeg valgte at få en personlig træner for at få hjælp til at genopbygge min styrke. Jeg vidste ikke selv, hvor jeg skulle starte, og hvordan jeg skulle bære mig ad, så derfor søgte jeg hjælp. Jeg er generelt typen, der søger hjælp, når jeg har brug for det. Jeg går til alt lige fra tandlæge og gynækolog til psykolog og negledame for at holde mig sund og glad.
I min ryg havde jeg næsten ingen muskler. Det viste den en analyse og kropsscanning, som jeg fik lavet, da jeg startede mit forløb. Det stod så slemt til, at jeg potentielt set kunne få en diskusprolaps, hvis jeg flyttede på noget tungt. Sidenhen har jeg trænet efter et speciallavet træningsprogram, hvor jeg langsomt opbygger intensiteten af styrketræningen. Derudover dyrker jeg også yoga og pilates.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke har en dårlig ryg, men bare en utrænet ryg. Efter at have trænet i kun en måneds tid har jeg ikke længere smerter på samme måde, og jeg føler mig stærkere. Svaret på rygproblemer er altså ikke nødvendigvis at købe en dyr Hästensseng. Det hjælper derimod at træne den.
Kvinder i min alder nedbryder muskelmasse hurtigere, end vi kan nå at opbygge den, og det har jeg forstået alvoren af nu. Jeg har altid været i god form og elsker at gå lange ture, men selvom min kondition er god, kunne jeg stadig mærke det i min ryg, når jeg havde gået 10 kilometer. Motion og styrketræning er ikke det samme, og derfor er det så vigtigt, at vi husker at træne vores muskler.
Jeg elsker ikke at træne, men jeg bliver nødt til at gøre det, fordi jeg respekterer mig selv og min sundhed. Mange kvinder prioriterer mig-tid i form af spabehandlinger og kaffe med veninderne, men jeg tror, at folk glemmer, at mig-tid også bør indeholde at passe på sig selv og sin styrke.
Mit bedste sundhedsråd er at tage sig selv alvorligt. Vi ved jo godt, når vi har et problem, enten fysisk eller psykisk, og så bliver vi nødt til at gøre noget ved det. Og det er okay at spørge om hjælp, hvis man ikke kan løse problemet selv. Det har jeg gjort.