Anne Bech: ”Jeg er altså nødt til at være her, til mine børn er voksne ...”

Anne Bech er gået bort efter lang tids sygdom, det skriver hendes pårørende i et opslag på Instagram, den 10. februar 2021.

Når døden har stået i rummet med dig, er der intet, der er som før. Alle de ting, du ellers har taget for givet, får helt ny betydning. Erkendelsen rammer i små glimt i en hverdag, der har sine helt normale elementer af indkøb, madlavning og afhentning af børn.

Sådan opsummerer personlig træner Anne Bech i korte træk nogle af de mange, mange tanker, hun har haft helt tæt inde på livet i det seneste år, hvor hun blev ramt af kræft.

– Det er en anderledes måde at leve på, når det normale alligevel ikke er helt normalt. Det med at være blevet udvalgt af naturen til ikke at være her. Og så samtidig alligevel få lov til at være her lidt længere, fordi lægevidenskaben er så udviklet, at man i dag kan operere en svulst ud af hjernen på et menneske. Jeg ved, at der er mange kræftpatienter, der vender sådan en operation til noget positivt og siger:

”Nu er resten af den tid, jeg får, en bonus eller en gave”. Men for mig er det skuffelsen, der fylder. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Gud, skulle det ikke blive til mere end det? Det var da for lidt. Og den skuffelse er svær at leve med, synes jeg.

Det er en skuffelse, jeg ikke havde forberedt mig på. En skuffelse, man ikke KAN forberede sig på. Den sidder i mig. Og den gør det klart for mig, at der altså ikke er nogen, der holder regnskab. Bare fordi du opfører dig pænt og er god mod andre mennesker, er det ikke sikkert, at du får lov til at blive rigtig gammel.

Der er ikke nogen retfærdighed til, og det er en hård opvågning at få. At du ikke kan ”godgøre” dig ud af ting. Det fungerer bare ikke på den katolske måde, hvor du går hen og angrer, og så bliver det hele fint igen.

Ordene hænger tunge og alvorlige i luften i stuen hos Anne Bech. Hendes før så kraftige, lange hår er reduceret til en centimeters længde, og kroppen er ekstra tynd i det tætsiddende sorte tøj. Otte kemobehandlinger har sat sine spor. Men lige nu har hun en pause fra kemoen, og hun sætter pris på, at hun faktisk har fået hår igen. Øjenvipper. Og øjenbryn.

Hun har også fået lidt energi tilbage efter at have været helt nede og ramme bunden, og derfor har hun overskud til at fortælle om forløbet, der begyndte i februar sidste år. På det tidspunkt var hun ret udkørt og plaget af hovedpine, fordi hun ikke havde sovet igennem siden marts 2017, hvor hendes og kæresten Thomas’ søn, Louis, kom til verden.

Da hun efter familiens skiferie også fik symptomer på mellemørebetændelse, faldt om og kastede op, kom hun til lægen, som ikke kunne stille en diagnose. Hun havde ikke feber, og infektionstallene var normale. Lægen spurgte, hvad Anne selv troede, det var, og hun svarede, at hun troede, det var stress. Noget, hun havde været slået ud af tidligere.

Hun fik migrænepiller og blev sendt hjem. Pillerne hjalp dog slet ikke på hovedpinen, og da smerterne var så voldsomme, at hun ikke kunne se ud af øjnene, blev hun indlagt på hospitalet til udredning.

– Jeg blev scannet med kontrastvæske, og da jeg var kørt tilbage til afdelingen, var døren dårligt lukket bag mig, da to læger kom løbende ind. ”Vi har fundet en stor tumor i dit baghoved, og vi er nødt til at sende dig til Glostrup, for vi ved ikke, hvad det er”, sagde de.

Og jeg var sådan, nej, nej, der tager I helt fejl, for mine infektionstal er fine. Det er simpelthen ikke rigtigt. Men ikke desto mindre blev jeg kørt til Glostrup, hvor jeg måtte vente på en ny scanning dagen efter.

Hvad tænkte du i de timer?

– Jeg var fuldstændig rystet. Helt chokeret. Jeg sad vågen den halve nat. Jeg havde fået noget Prednisolon (kunstigt produceret binyrebarkhormon, red.), så jeg havde ikke smerter, men tankerne holdt mig vågen.

Jeg havde det sådan, at så måtte de jo operere halvdelen af mit hoved af, jeg var ligeglad, jeg skulle bare være her for mine børn. Det var det eneste, der betød noget. Dagen efter fik jeg en MR-scanning, som viste, at ja, jeg havde en tumor i baghovedet, men det var ikke kræft. Jeg var så lettet. Den skulle selvfølgelig stadig opereres ud, men det behøvede ikke gå så hurtigt. 

Anne blev opereret den 15. marts. Operationen gik godt, men …

– Da kirurgen kom ind på opvågningen, sagde hun, at det, de havde taget ud, ikke var godartet, som de havde regnet med. Og fordi tumoren havde ligget helt for sig selv, kunne de konstatere, at kræften måtte komme et andet sted fra i min krop.

Det kom ikke fra hjernen. Det var jo en helt forfærdelig besked, og jeg tænkte straks, at det så måtte være brystkræft. Jeg var nødt til at vente fire dage, før jeg kunne komme i en PET-scanner, der kunne vise, hvor kræften sad. Jeg lå bare og ventede. Var fuldstændig paralyseret af smerte.

'Der kom en krisepsykolog, jeg kunne tale med, og efter omstændighederne var det jo rigtig godt, men det gjorde det også meget tydeligt, at der var noget helt galt. Han sagde til mig, at jeg skulle se det som en opgave, jeg skulle løse.

Opgaven var at passe på mig selv. Sørge for at få mad og komme i bad hver dag. Tage tøj på. Læse avisen. Han sagde, at jeg var nødt til at holde nogle pauser fra tankerne, for man kan ikke gå rundt og være bange hele tiden. Det bliver man skør af. Men angsten er der jo hele tiden. Hvad viste PET-scanningen?

– Den viste, at kræften sad ved den ene binyre og i nogle af lymfeknuderne rundt om. Det er det, man kalder et sarkom. Det er meget sjældent, og jeg blev henvist til Herlev, hvor man behandler lige præcis den kræftform. Men inden jeg kom derud, ringede lægen til mig. Jeg sad i bilen med min far og min datter, vi var på vej til kigge-på-dag i Tivoli, hvor hun danser ballet.

Beskeden fra lægen var: ”Anne, jeg vil gerne have, at du finder en psykolog, for dit sarkom sidder på en måde, så det ikke kan opereres …”

Hun holder en lille pause. Trækker vejret dybt ind.

– På det tidspunkt havde jeg ikke fortalt Caroline, at jeg var syg, så jeg sad bare der ved siden af hende på bagsædet og måtte svare ja og nej og så lægge på. Tage til kigge-på-dag og bare holde masken. Det var umenneskeligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem det.

Jeg var nødt til at vide, hvad der skulle ske, før jeg kunne fortælle Caroline om det, og det vidste jeg først ugen efter. Der fik jeg at vide, at jeg skulle i kemobehandling, og allerede et par dage efter fik jeg den første behandling.

Hvorfor kan det ikke opereres?

– For det første er tumoren ret stor. Otte centimeter. Den har siddet der i lang tid. Og så sidder den tæt på bughinden, og lymfeknuderne sidder på en måde, så lægerne ikke kan få det hele ud. Og hvis man ikke kan det, så opererer man det simpelthen ikke. Så der skulle andre midler til.

Hvordan kunne du overhovedet være i det hele på det tidspunkt?

– Det kunne jeg heller ikke. Jeg græd, så jeg nærmest besvimede. Der ligger to madrasser ude i gangen, som Louis leger på, og jeg kan huske, at jeg en dag faldt om lige der af gråd. Samtidig får man alle de her gode råd fra alle mulige mennesker. Du skal spise basisk. Du må ikke drikke alkohol. Du må ikke spise sukker.

Alle mulige ting, man må og ikke må. I starten går man jo op i det, for man tænker, yes, det gør jeg, hvis det kan gøre en forskel. Men måske var den forskel bare ikke ret stor for mit vedkommende. Jeg havde jo ikke ret meget, jeg kunne lave om.

Jeg var fysisk aktiv. Jeg drak ikke ret meget alkohol. Jeg spiste sundt. Jeg havde lagt mit liv om for længe siden. Så på den måde føltes det hele meget … tomt. Og så var der den samtale, jeg måtte have med Caroline. Det er noget, jeg ikke ønsker for noget menneske at skulle igennem.

Læs også: Pernille Aalund og datter om fælles diagnose: ”Det er en tohovedet drage”

Hvad siger man?

– Jeg havde talt med Kræftens Bekæmpelse, og de havde sagt, at man ikke må sætte sig ned rundt om et bord og sige: ”Nu skal vi tale sammen”. Det er alt for voldsomt. Så vi gik en tur, så Caroline havde andre steder, hun kunne kigge hen, mens vi snakkede.

Der var desværre et barn i hendes klasse, hvis far døde af kræft forrige år, så det første, hun spurgte om, var: ”Kommer du til at dø af det?”. Lige præcis det spørgsmål havde jeg også talt med Kræftens Bekæmpelse om, for hvad svarer man på det? Ingen kan svare på det.

Så jeg sagde til hende, at det vidste jeg simpelthen ikke. Jeg havde følt mig enormt bedragerisk over, at jeg havde løjet for hende så mange gange, når jeg havde sagt, at jeg bare lige skulle på hospitalet og tjekkes uden at fortælle, hvad det handlede om.

Men hun blev ikke vred over, at jeg ikke havde sagt det før, og efter lidt tid sagde hun, at nu ville hun ikke snakke mere om det. Og så snakkede vi om noget andet. Sådan har det faktisk været siden. Ikke fordi vi ikke kan tale om det, men det er lidt som med frygten. Du kan ikke gå rundt og være bange hele tiden. Og du kan ikke gå rundt og tale om det hele tiden.

Og som Caroline sagde forleden dag: ”Jeg troede, du ville dø inden for en uge, men du er her jo stadig. Og du vågner også op i morgen”. Så på en eller anden måde er der kommet en ny skør hverdag. En form for normalitet i det unormale. 

Den 29. april 2019 lagde Anne et billede af sig selv på Instagram med teksten: ”Kære mennesker, et billede siger mere end 1000 ord”. Hun fortalte, at hun var blevet ramt af kræft, og billedet viste hende kronraget foran en flisevæg. Kemoen var i fuld gang, og selvom Anne er vant til at køre sig selv hårdt, var det for intet at regne mod kemo.

– Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være SÅ forfærdeligt. Jeg er sådan en, der dyrker crossfit, jeg kan godt finde ud af, at det er hårdt. Jeg er vant til hårdt. Men kemo … Det føles som om, de prøver at forgifte dig, og at du skal dø af det, men så overlever du lige.

Alt gjorde ondt. Jeg kunne ikke andet end at ligge ned. Efter sjette behandling tænkte jeg, jeg giver op, jeg kan ikke det her. Min blodprocent blev også meget lav, og jeg har fået et utal af blodtransfusioner. Jeg vidste, at jeg skulle have otte kemobehandlinger, og jeg tænkte, at selvom jeg fik en pause derefter, ville jeg ikke kunne klare mere end de otte behandlinger.

Jeg havde det så forfærdeligt, og jeg sagde til min mor: ”Det her gør jeg KUN for mine børn”. Der er forskel på, hvor hårdt folk bliver ramt af kemo, og jeg har bare været utrolig hårdt ramt. Jeg ved ikke hvorfor.

Hjælper kemoen så?

– Efter to kemobehandlinger var kræften stagneret. Det var selvfølgelig positivt, men jeg havde håbet, at det havde hjulpet lidt mere end det. De efterfølgende seks behandlinger gjorde ikke den store forskel, og det var jo meget nedslående at få at vide, men jeg var glad for, at jeg trods alt havde en pause foran mig, så jeg lige kunne trække vejret.

Og så fik jeg den nyhed, at min underlige kræftform er hormonsensitiv. Den har hormonreceptorer, ligesom brystkræft har, og det er aldrig set før. Så nu får jeg brystkræftmedicin, for der er ikke lavet medicin, der passer til min kræftform. Medicinen betyder, at jeg ikke længere får blodtransfusion to gange om ugen. Så noget virker i hvert fald.

Læs også: Karina tog lykkepiller: "Man bliver ikke glad, man bliver bare mere ligeglad"

Er det slut med kemo?

– Det ved jeg ikke. De har sagt ordret til mig, at jeg skal leve med det. Og jeg ved ikke, hvad det betyder. Men nu, hvor hormonbehandlingen tilsyneladende gør noget godt, håber jeg da, at de på et tidspunkt kan operere. For, som jeg har sagt til min mor, så er 20 år mere ikke nok for mig. Til den tid er lille Louis kun 22 år.

Er det det, der er din drivkraft?

– Ja. Jeg er altså nødt til at være her, til mine børn er voksne. Andet nytter simpelthen ikke noget. Så jeg har sagt til mig selv, at jeg skal holde 40 juleaftener mere. Det er ret mange. 30 kan måske gøre det. Men det skal være deroppe af.

På et tidspunkt, da jeg havde skrevet ti bøger og godt kunne tænke mig at prøve noget nyt, var der en, der sagde til mig: ”Du kan, hvad du vil, du skal bare beslutte dig for det”. Og det er egentlig lidt sjovt, for det er faktisk ikke alting i mit liv, jeg har gjort så godt, som jeg kunne. Men det her … Det gør jeg så godt, som jeg kan.

Og hvad er det så, du kan gøre?

– Ja, det er jo det … Hvad kan jeg gøre? Jeg kan passe så godt på mig selv som overhovedet muligt. Det er mit arbejde hver dag. At passe på mig selv, så jeg holder så længe som muligt.

Har du nogensinde tænkt: Hvorfor blev JEG lige ramt af kræft?

– Ja, det har jeg tænkt masser af gange, og jeg ved også godt, hvorfor jeg er blevet ramt. Jeg vil aldrig få en læge til officielt at give mig ret, men jeg er ikke i tvivl. Kræften sidder i binyrerne, og binyrerne producerer stresshormoner.

Dem er der blevet produceret rigtig mange af i mit liv. Også for mange. Og hver gang jeg har været nede med stress, har jeg haft et kæmpe højt østrogenniveau. Det er kræftfremkaldende. Så jeg er ikke i tvivl om, at det er noget, jeg har gjort ved mig selv. Ellers ville kræften ikke sidde der, hvor den gør.

Hvordan er det at tænke det?

– På en måde føles det sørgeligt, men det føles også, som om jeg så har en lille smule kontrol. For hvis det er noget, jeg har gjort ved mig selv, så kan jeg også stoppe med at gøre de ting, der har fremkaldt det. Jeg var ved at arbejde mig selv midt over, da jeg begyndte som selvstændig i 2009, og i slutningen af 2010 havde jeg simpelthen trænet for meget, spist for lidt og haft for meget at lave. Punktum.

Jeg havde kørt mig selv fuldstændig i sænk. Man plejer at sige, at det tager dobbelt så lang tid at komme ud af stress, som det tager at opbygge det. Og jeg tror faktisk aldrig, at jeg kom ud af det, inden kræften begyndte. Mellem 2011 og 2017 kørte min stress op og ned i bølger, der var hele tiden en ny bog eller noget andet, jeg lige skulle være færdig med. Og så knækkede jeg bagefter.

Annes søn er så lille, at han slet ikke kan huske sin mor med hår.

– Han ikke så meget som kiggede på mig, da jeg havde barberet det af. Det var en ret skøn følelse, faktisk. Det er først nu, hvor jeg har lidt hår, at han sådan aer mig over hovedet og siger: ”Mor, hår”. Og han ved heller ikke, hvordan det er at have en mor, der ikke er syg.

Han kan ikke huske, hvordan det er at have en mor, der bare springer ud af sengen. Der har været mange dage, hvor jeg ikke har kunnet noget som helst, og der har mine forældre været en uvurderlig hjælp. De bor 800 meter herfra, og de hjælper alt det, de kan.

Hvad har sygdommen betydet for dit parforhold?

Anne holder en lang pause.

– Det har været hårdt. Det ER hårdt. Som det er nu, er Thomas flyttet. Men vi gør, hvad vi kan, for at passe på børnene sammen.

Anne kigger længe på mig med et meget fast blik. Hun er stille. Hun vil ikke tale mere om det.

Hvordan har dine venner reageret på forløbet?

– Der er gode bekendte og veninder, som kigger så sørgeligt på mig, at jeg næsten ikke kan holde det ud. For jeg er også alt muligt andet end kræftsyg. Jeg vil også gerne tale om andre ting end sygdom. Jeg ved, at folk spørger mig, hvordan det går, i den bedste mening. Men det kan godt blive meget sørgeligt.

Hvad har det gjort ved dig som menneske at være i det her forløb?

– Det lyder så klichéagtigt, men man finder virkelig ud af sine prioriteringer i livet. Det første, jeg sagde, da jeg fik det at vide, var: ”Så skal jeg bare være mor”. Jeg vil bare være sådan en, der bager boller, og som er der, når børnene kommer hjem. Så er jeg sådan set ligeglad med resten.

Jeg har også opdaget, at jeg har bedre veninder, end jeg selv er. Der er virkelig nogle mennesker, jeg måske ikke havde regnet med, som står der 24 timer i døgnet. Og som gør de sødeste og mest betænksomme ting for mig. Det er jeg meget overrasket over, og det giver stof til eftertanke.

Hvad tænker du om fremtiden?

– Jeg håber jo af hele mit hjerte, at jeg på en eller anden måde kan komme tilbage og arbejde igen. Men jeg skal ikke ud og stå ved siden af at løbebånd i et træningscenter. Jeg vil gerne ud og fortælle om, hvordan det er at være i hospitalsvæsenet og om de følelser, man har, når man er syg. Hvordan det er at se døden i øjnene som 40-årig.

Hvordan er det?

Hun er stille i lang tid.

– Det er en svær følelse at beskrive. Det er sort og mørkt og frygteligt. Det er, som om nogen griber om dit hjerte og klemmer til. Og så er der alle tankerne om børnene. Det talte jeg meget med krisepsykologen om, og han sagde: ”Hvis du dør af det her, er det vigtigst, at du efterlader dine børn med en følelse af, at de er elsket”

... Tårerne vælder op i Annes øjne, og hun holder en lang pause.

– Så det er det, jeg bruger al min energi på.

Læs også: 32-årige Søs er uhelbredeligt gigtsyg: ”Det handler om at stoppe op og suge livet til sig”

Tre dage efter interviewet skal Anne kontrolscannes, fortæller hun, da jeg er på vej ud ad døren. Hun lover at kontakte mig, når hun har fået svaret, men allerede to dage senere ringer hun til mig. Hun er blevet opmærksom på en hemmelighed, der har været så hemmelig, at hun ikke engang selv kendte til den. Før nu.

– Efter du var gået forleden dag, tænkte jeg over, om der var noget, jeg ikke havde fortalt dig. Og pludselig gik det op for mig, at jeg er så stædig, at jeg faktisk er til fare for mig selv. En af årsagerne til, at jeg ikke kan opereres, er, at kræften har siddet der så længe og har vokset sig så stor.

Fordi jeg overhørte signalerne fra min krop. Og det er sådan, jeg altid har været. Jeg har altid haft for høje ambitioner på min krops vegne. Jeg har altid tænkt, at min krop selv har kunnet klare sygdom og forstuvninger.

Så du havde godt tænkt, at der var noget galt, længe før du kollapsede i februar sidste år?

– Selvfølgelig havde jeg det. Jeg skulle have reageret allerede i efteråret 2018. Jeg havde været alt for træt alt for længe, og jeg blev meget syg i julen. Jeg havde en forfærdelig influenza og endte med at skulle have penicillin, fordi jeg fik kæbehulebetændelse.

Hos lægen sagde sygeplejersken, at min blodprocent var virkelig lav, og at jeg skulle have undersøgt, hvad der var galt. Det slog jeg hen og sagde, at sådan var det bare i vores familie. Hvilket jo var fuldstændig åndssvagt. Hvorfor ikke bare få det tjekket? Og lige nu har den port, jeg har i brystet til kemo og blodtransfusioner, været betændt i en måned.

Hvorfor har jeg ikke bare fået lagt en ny ind, som de har tilbudt mig? Men nej, jeg har set det som en sejr, at min krop selv klarer det hele. Det er så bare ikke altid, at den gør det. Så i dag har jeg faktisk ringet til hospitalet og bedt om at få skiftet den port.

Det gik op for mig efter vores snak, at der er et mønster, der skal ændres. Det sidder så dybt i mig, at jeg selv skal vinde over sygdom, men det er gået op for mig, at der jo ikke er nogen, der giver mig en præmie for, at det går over af sig selv.

Og hvad hvis det ikke går over? Ved du, om det ville have gjort en forskel på dit kræftforløb, hvis det var blevet opdaget et halvt år før?

– Det ved jeg ikke. Men det tror jeg, at det ville. For den måned, hvor jeg havde kemopause og endnu ikke var kommet i hormonbehandling, voksede kræften en lille smule. Og når det sker på bare en måned, hvad er der så ikke sket på et halvt år? Det kan jeg ikke bruge til noget nu, men fremadrettet kan jeg huske mig selv på, at det er ok at bede om hjælp.