"Kære mor - jeg skammer mig over mig selv"

Kære mor

Jeg har haft det svært i mange år. Forskellen fra tidligere er blot, at jeg skjuler det, og du ikke ved det. Jeg har forsøgt at fortrænge det, men det har hobet sig op, siden jeg blev afsluttet i Børne- og Ungdoms-psykiatrien. Jeg skammer mig over, at jeg ikke har fået det bedre, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at dig og far skal bæres gennem elendighed igen, fordi jeg stadig kæmper psykisk. Jeg har både dig, far, lillebror, og støttende venner og veninder, men til trods for I er støttende over for mig, og jeg ved hvor jeg har jer, så har jeg det ikke godt, selvom det skjules bag facaden.

Mit dårlige selvværd hæmmer mig i dagligdagen. Jeg går rundt med en stor knude af ængstelighed i maven. Jeg frygter dømmende øjne, når jeg færdes blandt andre mennesker. Jeg forholder mig stille i frygt for at sige og skrive noget forkert til folk, herunder også venner, familie og bekendte. Hvis jeg endelig får spurgt om noget, enten mundtligt eller på skrift, tænker jeg over i timer til dage, hvorvidt jeg har såret modtageren eller formuleret noget, som er blevet misforstået. På universitetet forholder jeg mig også tavs, og jeg tør ikke stille uddybende spørgsmål til underviseren i frygt for at blive opfattet dum og uopmærksom, selvom jeg er usikker på, hvorvidt jeg har forstået det pågældende pensum korrekt. Jeg føler mig dum og føler samtidig, at det er åndssvagt, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og spørge ind til det, som jeg nu er i tvivl om. Jeg får som regel gode karakterer på universitetet, men selvom der står 12 på eksamensbeviset føler jeg, at min præstation, kunnen og arbejdsindsats er utilfredsstillende. Jeg føler ikke, at jeg fortjener at få gode karakterer. Samtidig bebrejder jeg mig selv for, at jeg ikke kan anerkende mig selv for min præstation. Jeg føler mig utaknemmelig, men burde være taknemmelig. Jeg sover dårligt om natten. Det er sjældent, jeg ikke ligger vågen i flere timer, før jeg falder i søvn. Periodevis har jeg hjertebanken, rysten, svimmelhed, ”brain fog”, fysisk og psykisk udmattelse og øget koncentrationsbesvær. Det har stået sådan på i ca. 3 år. Jeg har været til lægen med det flere gange, men får blot en recept på sovepiller.

Jeg føler, at det er min egen skyld, for jeg er ikke god til at åbne op over for lægen. Jeg kortslutter og alt sortner, når jeg er derinde, og samtidig føler jeg heller ikke, at lægen tager mig alvorligt, men i stedet bagatelliserer, når jeg prøver at udtrykke, at jeg ikke har det godt. Jeg skammer mig over, at jeg ikke tør fortælle lægen direkte, at jeg har det skidt. Samtidig frygter jeg, at lægen ikke vil tage mig alvorligt. For nogle måneder siden fik jeg taget mod til at kontakte en psykolog. Men det er uoverkommeligt at åbne 100% op over for psykologen. Jeg skammer mig over mig selv, mine udfordringer som tydeligvis er reelle problemer, og at det først er nu, jeg har erkendt over for mig selv, at jeg bliver nødt til at gøre noget ved det. På den ene side ønsker jeg at få det bedre, men på den anden side føler jeg ikke, at jeg fortjener at få det bedre.

Jeg har ikke fortalt det til dig og far, da jeg føler, at jeg har udsat jer for mere end rigeligt i forbindelse med, da jeg var tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrien. Jeg skammer mig over, at anoreksien var på randen til at splitte familien. Jeg kan ikke bære at skulle udsætte jer for mere lidelse. Det er virkelig ikke jeres skyld, at jeg ikke har det godt. Men hvor ville jeg ønske, at I vidste, at jeg ikke er okay. Jeg skammer mig over, at jeg ikke har fået bedre selvværd og stadig ikke har det godt, men mest af alt skammer jeg mig over, at jeg ikke tør åbne op og modtage hjælp. Jeg håber, at jeg giver mig selv lov til at føle mig værdig til at modtage hjælp. Men jeg ved ikke, hvordan jeg får mig selv til det.

Kærlig hilsen Marie