Skal jeg konfrontere min mor med hendes depression?
Min mor skjuler sin depression for mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om konfrontation af depressiv mor
I min familie har det altid været svært og tale om følelser og sygdomme. Den arv har jeg selv kæmpet med, og jeg har både døjet med stress, angst og depression. Jeg fik dog hjælp af en psykolog, og har ad den vej lært at arbejde med mig selv og at løse de problemer, jeg møder på min vej. Mit problem er min mor, der stadigvæk efter to år skjuler, at hun døjer med en depression.
Jeg fandt forleden noget medicin hos hende, hvor der på indlægssedlen stod, at det var mod depression. Derudover var der også noget medicin, som skulle være imod humørsvingninger. Fundet gjorde mig dybt bekymret, og mit spørgsmål er, hvordan jeg skal forholde mig?
Jeg bor ikke længere hjemme, men bekymre mig om, hvordan min mor reelt går og har det. Udadtil virker alt, som det plejer at være. Hun passer sit arbejde og pligter og laver ting med min far, sådan som hun plejer at gøre det. Når jeg spørger, siger hun, at hun har det det godt, men jeg er bekymret, så hvad gør jeg?
L.J.
Vibeke Dorph råder til at spørge ind på en gåtur
Jeg synes da bestemt, at du skal vove pelsen og fortælle din mor om dit fund af hendes antidepressive medicin, men gå forsigtigt frem og vær opmærksom på, at samtalen bliver på hendes præmisser.
Var jeg dig, så ville jeg foreslå, at I går en tur sammen. Det er nemlig altid lettere at tale om noget svært, når man går ved siden af hinanden og her slipper for at sidde fastlåst overfor hinanden med konstant øjenkontakt. Gå ud i naturen og nævn her dit fund, men prøv at lade være med at få det til at lyde for tungt og alvorligt, for det kan komme til at gøre oplevelsen skræmmende for hende.
Fortæl hende i stedet om de kriser, du selv har været igennem, ved at gøre det får du hende dels til at føle, at hendes egen krise ikke er så enestående og også, at hun ikke er alene om at kæmpe med sit sind, for det gør de fleste af os jo en gang imellem.
Ad den vej kan du være heldig, at i får åbnet en dør, som vil lærer jer begge, at det ikke er farligt at tale om sit eget følelsesliv, men at det tværtimod kan om ikke løse så lette den krise, hun befinder sig i. Skulle din mor lukke af og nægte at tale om sine problemer, så må du respektere det.
For lige så vel som at du og jeg kan være enige om, at en god samtale er en lindrende, så kan hun have det anderledes og mene, at hun helst selv vil klare sine problemer. Det må du så respektere, under alle omstændigheder har du vist hende, at du er der, skulle hun få brug for det, og det i sig selv vil helt sikkert være hende en kæmpe trøst.