Et år efter at have ligget i koma, vandt hun VM-guld: Mød triatlet Camilla Pedersen

Hårdt slid, en fantastisk selvdisciplin – og så lidt held.

Sådan lyder opskriften på, hvordan man blot et år efter at have ligget i koma kan vinde et VM.

Det virkede i hvert fald for triatleten Camilla Pedersen, der i januar blev hædret som „Årets Sportsnavn” for netop denne nærmest overmenneskelige præstation.

– Det er stadig lidt surrealistisk, at det pludselig var mig, der skulle op på scenen, og at jeg skulle hædres for at dyrke den sport, jeg elsker, siger hun og fortæller, hvordan især mødet med kronprins Frederik gjorde indtryk på hende.

De to mødtes på den røde løber inden showet.

– Han har jo selv gennemført en ironman og ved, hvor hårdt det er. Han sagde, at det havde været superfedt at følge mig, og at han havde dyb respekt for den måde, jeg var kommet igen på. Jeg blev helt genert over al den ros.

Men det har været noget af en rejse. Som heldigvis endte lykkeligt – ikke mindst takket være det faktum, at Camilla var i sit livs allerbedste form, da hun forulykkede under træningen den septemberdag i 2013. Ellers havde hun muligvis slet ikke været i live i dag.

Og træningen har da også altid fyldt rigtig meget hos hende. Hun har været konkurrencesvømmer som helt ung, spillet ishockey, dyrket spinning og også en del styrketræning. Men siden hun i 2010 begyndte at dyrke triatlon, har hun med en respektindgydende energi fyret endnu mere op under træningen og gjort sporten til hele sit liv. Det har bragt hende langt på kort tid – og var som sagt også med til at redde hendes liv.

SE OGSÅ: 17 myter om din træning

Kort før ulykken havde hun netop vundet EM på ironmandistancen i Frankfurt med en ny dansk rekord, hvor hun som den første danske kvinde nogensinde gennemførte på under ni timer. Dermed gik hendes drøm i opfyldelse, og hun havde kvalificeret sig til ironmanstævnet på Hawaii i oktober 2013, triatlonsportens allermest prestigefyldte mesterskab.

Nitten dage i koma

Det var netop Hawaii, hun var i gang med at træne til, da hun i begyndelsen af september 2013 sammen med en anden kom cyklende i pæn fart ved en mindre by uden for Esbjerg.

– Vi kom til en fodgængerovergang, hvor der er nogle bomme, der normalt er lukkede, men denne dag stod de åbne. Syv små drenge, der skulle til fodboldtræning, cyklede over fodgængerovergangen, og for ikke at ramme ind i dem kørte min træningsmakker ind imellem anden og tredje dreng. Jeg fik ikke bremset nok, ramte min makkers baghjul og styrtede.

Derefter kan Camilla intet huske.

Andre har fortalt hende, at hun skreg og talte usammenhængende. En ambulance kom og kørte hende til Esbjerg Sygehus, hvor man konstaterede, at hun havde brækket skulderen, kravebenet og hoften. Værst af alt havde hun også fået et slemt kraniebrud. Det fik trykket i hendes hoved til at stige voldsomt, så hun var i livsfare. Meget hurtigt blev hun derfor sendt videre til intensivafdelingen på Odense Sygehus og lagt i kunstig koma.

– Heldigvis var min krop vant til at være presset og arbejdede hårdt på at komme sig. Jeg havde så meget energi i mig, at lægerne var nødt til at give mig en medicindosis, der er det tredobbelte af, hvad de normalt ville give en voksen mand på 90 kilo, for at få mig i koma. Stadig var lægerne usikre på, om hun nogensinde ville vågne igen.

Hendes familie skiftedes til at sidde vagt på hospitalet døgnet rundt og sove i venteværelset af frygt for, at hun skulle dø, uden at de var til stede.

Efter nitten dage var trykket i hendes hoved dog faldet så meget, at lægerne begyndte at trappe ned på medicinen. Lægerne forberedte hendes familie på, at hun nok skulle bruge to uger på langsomt at vågne. De sagde også, at hun ikke ville kunne genkende dem, når hun endelig slog øjnene op.

Men igen trodsede Camilla alt, hvad der var normalt. Allerede kort efter nedtrapningen vågnede hun og vidste straks, hvem der stod foran hende.

– Jeg var dog stadig meget dårlig og forvirret. Det første stykke tid var jeg højst vågen tyve minutter om dagen. Efterhånden blev det mere, men fordi trykket i mit hoved stadig var højt, skulle jeg slappe af og måtte ikke bruge min telefon eller min computer eller se tv.

Viljen til at stå op

Stå på sine ben kunne hun heller ikke. Muligvis kom hun heller aldrig til det, fik hun at vide. Derfor blev der kørt en kørestol ind på hendes stue.

– Men den bad jeg dem straks om at fjerne igen. De skulle ikke sige den slags til mig, hvor de opgav på forhånd, før jeg selv havde prøvet af, hvad jeg kunne. Jeg har aldrig villet respektere, at noget ikke kan lade sig gøre, før jeg selv kan mærke, at det er sådan. Jeg vil først kæmpe med alt, hvad jeg har i mig.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du stopper med at træne?

Sådan begyndte hendes hårde kamp for at få sit liv tilbage.

– Første etape var, at jeg skulle op at stå på benene igen. I staren beskæftigede jeg mig overhovedet ikke med andet. Folk spørger mig tit, om jeg ikke frygtede for fremtiden, men i den situation var jeg faktisk ikke deprimeret. Jeg var stadig ved at fordøje, hvad der var sket, og helt utrolig lykkelig for, at jeg overhovedet var i live.

De første gange hun var oppe at stå, væltede hun hele tiden. Hun måtte mobilisere alle sine kræfter og prøve igen og igen, indtil hun efter en uge kunne holde sig oprejst.

Næste projekt var at gå op og ned ad gangen i et stativ og kæmpe for at styre benene fremad. Til sidst var hun klar til at bede om lov til at gå en lille tur udenfor.

– Det var fantastisk at mærke den friske luft igen. Men hold op, hvor var det også hårdt. Den halve times gåtur krævede mere af mig, end det tidligere krævede at gennemføre en halv ironman.

Undervejs i sin genoptræning brugte hun mange af de psykiske redskaber, hun også bruger i sin sport.

– Jeg havde en stor fordel i, at jeg kender min krops reaktioner relativt godt. Jeg ved, hvornår det gør ondt, fordi musklerne er trætte, og hvornår det skyldes, at noget er galt. På den måde ved jeg også, hvor langt jeg kan presse mig selv. Min stædighed har også været en stor hjælp. Jeg satte mig hele tiden nye små mål og fik på den måde mange nye små sejre.

Fantastiske fremskridt

Camilla lægger ikke skjul på, at hun har grædt mange, mange tårer undervejs.

– Men samtidig med at jeg kunne være meget frustreret, har jeg hele tiden været bevidst om, hvor heldig jeg er. Havde kraniebruddet siddet to millimeter længere nede, eller havde jeg ikke haft hjelm på, var jeg død med det samme.

I januar sidste år fik hun lov til at løbe 15 minutter to gange om ugen. To uger efter trappede hun op til to gange tyve minutter om dagen.

SE OGSÅ: Derfor er løb så sundt for kvinder

Svømningen var sværere. Hun blev rundtosset og svimmel, og trykket i hovedet steg, når hun kom i vandet. Der skulle mange forsøg til, indtil hun også fik styr på den del.

– Overraskende hurtigt kunne jeg dog se, at det var muligt at vende tilbage til min sport. Jeg skulle planlægge træningen anderledes og være mere opmærksom, men det gik fremad med store skridt. Det var fantastisk, for der var ikke noget andet, jeg hellere ville. Det er triatlon, jeg brænder for. Det er slet ikke mig at sidde på et kontor fra 8-16. Jeg ville også gerne tilbage, mens jeg stadig har en alder, hvor jeg kan indfri de mål, jeg har sat mig.

Et af sine mål nåede hun allerede ni måneder efter, hun begyndte at træne for alvor igen, i september 2014, hvor hun vandt guld ved verdensmesterskabet i triatlon-langdistance i Kina.

– Min storebror havde skrevet en dagbog til mig om den tid, hvor min tilstand var allermest kritisk. Den havde jeg med og kiggede i om morgenen, inden ræset startede. Det var helt vildt mærkeligt at læse, at jeg var i koma bare et år før, og nu skulle jeg ud og deltage i VM. Den største sejr for mig den dag var, at jeg var tilbage. At jeg så også vandt guld, gjorde det bare endnu mere utroligt.

De gode smerter

For at kunne være med i toppen skal hun træne mellem fire og otte timer om dagen, i alt cirka 30 timer om ugen, og der er stort set ikke tid til andet.

Når man spørger, om ulykken har fået hende til at tænke anderledes om sin sport, svarer hun, at hun nyder smerten ved at træne mere end før.

– Det gør jo tit ondt. Men det er en dejlig ømhed, der får mig til at rykke. På nogle punkter er jeg nok blevet stærkere og næsten endnu mere motiveret.

Selvfølgelig har hun også stunder, hvor hun næsten ikke orker at blive ved. Når hun f.eks. endnu en gang cykler rundt på en dansk landevej i timevis, og det vælter ned og er koldt, og blæsten står ind fra Vesterhavet.

– De fleste i min sport træner sydpå i varmen. Jeg besluttede tidligt, at det var vigtigere for mig at være i nærheden af mine venner, familie, min kæreste og min seng i Esbjerg. Men sådan en vinterdag i modvind kan det da godt være surt. Så er jeg nødt til at sige til mig selv: Ja, det er hårdt. Men det er netop sådan en dag, de svage bliver hjemme, mens jeg bliver stærkere og bedre.

SE OGSÅ: Morten Ankerdal: "Jeg vil gerne vise, at jeg er god nok"

Hvis hun endelig skal indrømme en svaghed, er det den, at hun er sindssygt dårlig til at slappe af.

– Jeg ser aldrig tv, det har jeg ikke tid til. Men indimellem forsøger min kæreste at beordre mig til at sætte mig ned og se en film. I starten lykkedes det sjældent, for derhjemme kan jeg jo altid fise rundt og tage mig af vasketøjet samtidig. Men nu har han fundet ud af, at hvis han hiver mig med i biografen, kan jeg ikke løbe nogen steder. Det er rigtig godt for mig. Min kæreste har fortalt mig, at det faktisk giver mere afslapning til hovedet end at sove.

Hvor længe hun vil blive ved med at give så mange af sine vågne timer til sin sport, kan hun ikke svare på.

– Men jeg tror helt sikkert, jeg kan mærke det, den dag jeg vågner op og ikke længere gider træne så meget eller rejse hele tiden. Det har jeg bare ikke været i nærheden af endnu.

3 ting, der reddede mit liv

„Min familie. De var ved min side hele tiden. Det fik mig til at kæmpe for at overleve og komme tilbage til dem som den aktive person, de altid havde kendt.”

„Mine sponsorer, som blev ved med at støtte mig økonomisk, selv om de ikke vidste, om jeg kom i gang igen. Det gav mig mulighed for at fokusere på min genoptræning. Endnu vigtigere var de mange fra nær og fjern, der støttede en indsamling til mig, som startede, mens jeg stadig lå i koma.”

„Næringsrig kost med gode råvarer. Det er især vigtigt, fordi jeg fik knogleskørhed af medicinen og mistede så meget knoglevæv. Jeg må ikke være i energiunderskud og skal være opmærksom på, at jeg får de rigtige mineraler.”

SE OGSÅ: Få det maksimale ud af din træning med disse 10 råvarer

Mine bedste sunde tips

HYPPIGE MÅLTIDER: For at klare så meget træning spiser jeg oftere, end jeg er sulten til. Det er vigtigt, at jeg spiser forholdsvis kort efter min træning, fordi kroppen så restituerer hurtigere og bliver klar til at træne igen en time efter.

DROP KUREN: Jeg er aldrig på kur og kan heller ikke anbefale nogen andre at være det. Det holder kun et kort tidsrum. Det er bedre at ændre små ting i sin kost lidt ad gangen. Og så at lade være med at opstille strenge kostforbud, det gør kun, at du tænker på dem hele tiden. Hvis man kan lide slik, kan man f.eks. give sig selv lov til at spise det hver fredag.

VARIERET TRÆNING: Jeg træner på mange forskellige måder og bruger flere forskellige muskelgrupper hver dag. Jeg tror, det er medvirkende til, at jeg sjældent er skadet. Foruden cykling, løb og svømning dyrker jeg også spinning, flere slags styrketræning og spiller indimellem ishockey.

FAKTA

NAVN: Camilla Pedersen.

ALDER: 31 år.

PROFESSION: Uddannet diætist, er professionel triatlet, men også spinninginstruktør og kostplanlægger. Debuterede som triatlet i 2010.

DE STØRSTE SEJRE: EM-guld (langdistance) i 2011, VM-sølv (langdistance) i 2012, EM-guld (halv ironman) i 2013, EM-guld (hel ironman) i 2013, VM-sølv (langdistance) i 2013, VM-guld (langdistance) i 2014.

PRISER: Modtog i januar priserne som „Årets Sportsnavn” og „BT Guld” ved DR-showet „Sport 2014” i Herning.

MÅL FOR 2015: At forsvare VM-guldet på langdistancen i Sverige samt at kvalificere sig til ironman på Hawaii.

PRIVAT: Bor sammen med sin kæreste i Esbjerg, hvor hun også er født og opvokset.

SE OGSÅ: Astrid Krag: "Jeg har aldrig før presset min krop så meget" 

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor stresset er du?