Verdensmesteren: "Til sidst er der ikke mere krudt, og jeg er nødt til at lægge mig ned"
Verdensmester i dressurridning, Cathrine Laudrup-Dufour, har altid sat sine hestes sundhed over alt andet. Men med tiden har hun indset, at hun også er nødt til at prioritere sig selv både fysisk og mentalt.
Min krop er mit arbejdsredskab. Derfor betyder det meget for mig, at jeg holder mig sund, da det er alfa og omega for, at jeg kan blive ved med at udleve mine drømme. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle leve af ridning, men da jeg kom med i OL-gruppen i 2016, tænkte jeg: ”Nu går jeg all in”.
Derfra blev det hele mere og mere seriøst. Træning fyldte mere, og det gør det stadig i dag, hvor vi har 22 heste på vores gård. Min kone er springrytter, mens jeg ridder dressur. Jeg var selv ret hurtigt klar over, at jeg ikke skulle springe, for jeg røg altid af, når jeg gik til springundervisning.
Da jeg faldt af et par gange til den samme ridetime, gad jeg ikke mere. Nu har jeg været til OL i dressurridning to gange og til VM på hjemmebane i sommer, hvor jeg vandt. Det var virkelig en speciel oplevelse og noget, som jeg meget sent kommer til at glemme.
Det særlige ved dressur er det samspil, som man har med hesten. Det handler ikke bare om, at jeg skal have det godt og være sund og rask. Det skal hesten også. Den er min bedste kammerat, og makkerskabet skal spille. Det, synes jeg, er virkelig unikt.
Hestens sundhed har altid været en topprioritet for mig. Jeg lærte i en tidlig alder, at den skulle komme før alt andet. Derfor syntes jeg også, at det var interessant, da jeg senere begyndte at lære noget om min egen sundhed – og at den faktisk også spillede en rolle.
Det havde jeg ikke så meget blik for tidligere, fordi det i den her sport handler mest om, at hesten skal have det bedst muligt. Men nu er jeg opmærksom på, at det skal jeg også. Så jeg sørger for at styrketræne, spise godt og få prioriteret nogle pauser.
Restitutionsdelen er den sværeste for mig, fordi jeg har en travl hverdag. Sæsonen er næsten altid i gang, og der kan jeg ikke bare trække stikket. Så i de måneder presser jeg min krop ud over alle grænser, og når så mesterskabet eksempelvis er overstået, er det som om, at kroppen lukker ned.
Til sidst er der bare ikke mere krudt, og så er jeg nødt til at lægge mig ned. Hvis jeg overhører kroppen for længe, er der ikke andre muligheder. Derfor er jeg blevet meget mere opmærksom på at tage væk fra det hele et par gange om året for lige at trække stikket. At prioritere mine pauser og passe på mig selv. Det bliver jeg mere frisk af.
