For Cilia Trappaud er skønhed lig
med sundhed, og derfor føler hun sig allersmukkest, når hun kan mærke, at
kroppen er i balance. Jo bedre, hun har det i sin krop, jo mere energi kan hun
møde verden med.
Men det er først, efter hun er
blevet ældre, at det er gået op for hende, hvor meget det rent faktisk betyder,
at hun giver sin krop den næring og hvile, den har behov for.
”Jeg har døjet med akne i 12 år, og
det fyldte vanvittigt meget. Den helt store ændring skete, da jeg opdagede, at
akne ikke er en sygdom i sig selv, men et symptom på ubalancer i min krop. Nu
ved jeg, at sundhed er en holistisk opgave, og min hud reagerer, hvis jeg ikke
spiser sundt, får drukket nok vand eller ikke har tid til at restituere og få
mine otte-ni timers søvn,” fortæller hun.
Det meste af året bor Cilia
Trappaud i Los Angeles i USA, hvor hun arbejder som professionel danser. Mange
af de mennesker, hun omgiver sig med, bliver hurtigt optaget af nye trends
inden for sundhed såsom palæo og ketokur, men hun forsøger selv at holde fast i
de ting, hun ved, fungerer for hende.
”Jeg har altid har været god til at
holde fast i mig selv, og i udgangspunktet er jeg altid glad, når jeg vågner.
Så hvis jeg ikke er det, så ved jeg, at der er noget, der er off. At der er
noget, jeg skal justere på. Så spørger jeg mig selv, om jeg mon skal skrue lidt
ned for min træning, om jeg har danset for meget, om det er tid til at skrue
lidt ned for tempoet og lægge mig på sofaen, når det bliver weekend. Hvis jeg
ikke kan mærke min grundglæde, er det tegn på, at jeg skal lave mindre, ikke
mere.”
Hun holder sig dog ikke kun sund
for at have det godt, lige nu og her. Hun tænker også på det langsigtede
perspektiv, og det er der en særlig grund til.
”Jeg har fokus på et langt og sundt
liv, for jeg har altid været bevidst om de udfordringer, der følger med
alderdom. Jeg har mistet flere i min familie til kræft, så jeg er meget
opmærksom på at give min krop de bedste betingelser. Så ordet ”wellness” handler
for mig om at have en god fordøjelse, at spise en morgenmad, der giver mig nok
energi til dagen, at jeg har sovet godt, og at jeg drikker minimum to liter
vand om dagen. Kroppen er mit vigtigste redskab, så for mig handler det mere
om, hvordan den har det, og hvad den kan præstere, end hvordan den ser ud,”
forklarer hun.
Læs hele artiklen om Cilia
Trappaud i det nye ALT for damerne, der er på gaden nu. Interviewet kan findes
i Beauty-tillæget.