"Må jeg gå fra mit parforhold, bare fordi jeg ikke er lykkelig?"

"Hvornår kan man tillade sig at blive skilt? Ordene er Louises, og de hænger i luften mellem os. Jeg lader tavsheden stå og giver Louise plads til sine egne tanker."

Så siger hun: 

"Jeg ved godt, at du ikke kan komme med et svar, men jeg er så meget i tvivl. Daniel er en god mand. Vi har det udmærket. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft lyst til ham, men det lever jeg med. Det gør han også. Vi har pigerne. Burde jeg ikke bare være tilfreds?"

Læs også

Glider I fra hinanden? Få parterapeutens 5 bedste ”nytårsforsæt”-tip

Er min lykke vigtig?

Når jeg tænker på de mange mennesker, som jeg har støttet gennem overvejelser om skilsmisse, så er der næsten altid et element, som går igen. Spørgsmålet om, hvorvidt ens egne følelser er grund nok til at blive skilt. Er det tilladt at gå fra et parforhold ”bare fordi” man ikke er lykkelig i det?

Svaret er individuelt, men jeg har tænkt meget over, hvorfor det for mange er så svært at gå, ”bare fordi” de dybest set ikke er lykkelige. Svarene åbner ofte for samtaler om, at man som barn ikke har fået med sig, at ens egne følelser er vigtige. At man har lært at holde ud frem for at handle på det, som ikke fungerer.

Mange har lært at navigere ud fra en abstrakt ide om, hvad der er rigtigt eller forkert. Om hvad de burde gøre. De har ikke lært at møde sig selv der, hvor de lægger hovedet lidt fra sig og i stedet mærker efter. Så jeg beder Louise om at mærke, hvordan hun har det med Daniel som mand.

Læs også

"Han forlod mig ud af det blå efter 35 års ægteskab"

Hun siger: 

"Vi har været sammen i næsten 10 år. To gode år, seks år med pligtsex og mig, der prøvede at få det til at blive bedre mellem os, og nu to år med afstand. Vi taler pænt til hinanden. Vi planlægger børnefødselsdage, jul og har styr på madplanen, men jeg kan ikke forestille mig at være tæt på ham. Jeg følte mig så svigtet, da min mor døde, og han bare ikke var der, mens jeg sad i sorg med to små børn. Jeg har lukket mit hjerte for ham."

Louise græder stille. Jeg giver hende lidt tid og spørger så, om hun kunne forestille dig at åbne sit hjerte for ham igen. Hun tørrer sine øjne og siger så:

"Nej. Jeg kan mærke, at vores kærlighed som mand og kone er død. Jeg er der kun, fordi vi har pigerne. Uden dem var jeg gået."

Igennem de næste møder taler Louise og jeg om, hvorfor hendes lykke er mindre vigtig end andres. Vi sætter spørgsmålstegn ved, om det er sandt, at hendes lykke er et lille offer at bringe for familielivet.

Vi taler om, hvordan det er at leve i et forhold, hvor hun har lukket sig for sin partner. Vi udforsker, hvordan det kunne blive godt for pigerne, selvom mor og far blev skilt. En dag kommer hun til en samtale og siger:

Hvad ville du ønske for din datter?

"Jeg besøgte min mors grav i weekenden. Bare mig. Det var bidende koldt, og jeg havde kaffe på termokanden og sad der en stund. Jeg har tænkt meget på, at jeg ønsker bedre parforhold for mine døtre. Jeg ønsker, at de skal elske og elskes helt vildt.

Læs også

"Jeg er begyndt at tvivle på kærligheden til min mand"

Jeg ønsker for dem, at de skal være i et forhold, hvor de har lyst til at dele deres hemmeligheder, små ting fra hverdagen og deres kroppe med deres mænd. Og mens jeg tænkte det, gik det op for mig, at jeg jo er min mors datter … Hun ville sige, at min lykke også er vigtig."

5 vigtige spørgsmål, når du overvejer skilsmisse

1. Er din ulykkelighed statisk eller nu og her?

Der er en essentiel forskel på, om du lige nu står i et stormvejr med din partner, hvor du har lyst til bare at trække stikket og flygte, eller om du gennem lang tid har været ulykkelig. Hvis det handler om en storm, som I står midt i, så ville jeg råde dig til at sætte tempoet ned og give det hele lidt tid.

Hvis du grundlæggende ikke længere elsker din partner og ikke har gjort det længe, så er det måske tid til at tage dine egne følelser alvorligt.

2. Kan din partner gøre noget for at ændre dine følelser?

Når jeg spørger om dette, så er det fordi, at det er vigtigt at udforske mange muligheder, før man træffer beslutningen og bliver skilt. Kan din partner gøre noget, der kunne ændre din følelse af at være ulykkelig i dit parforhold? Har du fortalt, hvad du savner og føler? Hvis ikke, så gør det. Det er værd at prøve.

Særligt hvis alternativet er skilsmisse. Hvad har du at miste ved at være helt ærlig? Der er noget fint i at turde vise, hvem du er, til det menneske, som du har valgt og sagt ja til.

3. Er det værd at holde fast, hvis det kun er af pligt?

Hvis du føler, at dit hjerte er så lukket, at din partner ikke kan gøre noget for at komme tættere på igen, så tænker jeg altid på, om det er værd at blive udelukkende af pligt? Engang var der ingen andre muligheder end at holde ud, til vi døde, men i dag kan du vælge at gå fra et forhold. Den frihed hylder jeg. F

or at være i et parforhold, hvor der ikke er lyst, intimitet og kærlighed, er hårdt. For begge parter. Og for børnene. Du gør måske ”det rigtige” ved at benægte dine egne følelser, men til hvilken pris?

4. Er det egoistisk at insistere på egen lykke?

Næsten alle, jeg møder, der overvejer skilsmisse, er utroligt bange for at være egoistiske. Det forstår jeg godt, men hvorfor er det egentlig et problem at insistere på egen lykke? At blive skilt og acceptere, at nogle forhold dør, er også en livslektion, som er værd at tage med.

Den kan også være værdifuld for vores børn. Også selvom de bærer en konsekvens af at være skilsmissebørn. De bærer også en konsekvens af at have forældre, der holder ud. Det vigtigste, du kan gøre, er at tage ansvar for, hvordan dine handlinger påvirker andre.

5. Hvad ville du gøre, hvis du kun havde tre år tilbage?

Når jeg selv er virkelig i tvivl om noget, så hiver jeg dødens lærdom til livet ind. Hvad ville jeg tænke om det, som jeg står i nu, hvis jeg vidste, at jeg kun havde tre år tilbage?

Jeg ville ikke være så bange for at gøre det forkerte eller tvivle så meget på mig selv eller være så bange for, hvad andre tænker på mig. Jeg ville spise en stor bid af kagen og dele resten med dem, jeg elsker. Og med dem, som jeg ikke længere er tæt med. Der er kage nok til alle.