undgå fastfood

De 5 værste fastfoodfælder

Du bliver næppe overrasket, når vi siger, at fastfood sjældent gør noget godt for dig, din figur og din sundhed. Men hvilke typer fastfood er de største syndere, og hvad skal du vælge i stedet? Bliv klogere lige her.

BURGER

Hamburgeren er en fastfoodklassiker. Den forener det søde, salte, sure og bitre med det bløde og sprøde − og derfor drages vi af den overskårne bolle med fyld i adskillige etager.

HVOR SLEMT ER DET? Ret slemt. Kokken Jamie Oliver har i flere år kæmpet for at få fastfoodkædernes-burgere erklæret „uegnede som menneskeføde”. Energitætheden er meget høj, og du får i de fleste versioner ingen fibre og så godt som ingen grønsager. Til gengæld hvidt brød, fedt kød og alt for meget salt.

SÅDAN VÆLGER DU SUNDERE: Flere gode caféer laver burgere i væsentlig bedre kvalitet end fastfoodrestauranterne. Dvs. med grovere, hjemmebagt brød, ordentligt kød og rigtig salat. Du får stadig masser af kalorier, men af bedre kvalitet.

LAV DEM SELV: Bag dine egne grove boller − gerne meget tynde, så du skærer ned på kulhydraterne. Vælg godt økologisk kød, og fyld burgeren med friske grønsager og avokado eller guacamole. Drop pomfritterne, og spis i stedet en salat til.

SHAWARMA

Shawarma er durumruller med salat og kylling, falafel eller oksekød. De kommer oprindelig fra Tyrkiet, men har i høj grad givet pølsevognene konkurrence.

HVOR SLEMT ER DET? Det kunne være bedre, men også meget værre. Som regel er durumrullerne hvide og fiberløse, kødet sjældent af god kvalitet og dressingen ofte fed. Desuden er icebergsalat, agurk og tomat ikke de mest næringsrige grønsager, der findes.

SÅDAN VÆLGER DU SUNDERE: Vælg kylling, og bed om ekstra grønsager i. Du kan også bede om chilisauce i stedet for den traditionelle cremefraichedressing.

LAV DEM SELV: Brug fuldkornspandekager og kvalitetskød, skift icebergsalat ud med spidskål, og lav din egen dressing − f.eks. en god tzatziki.

SUSHI

Sushi går for at være sund fastfood. Det er friskt og let i forhold til burgere, pomfritter og pizza. Og meget mere eksotisk. Og så er fisk jo sundt. Efterhånden har sushirestauranter bredt sig til hele landet, og konkurrencen presser både pris og kvalitet.

HVOR SLEMT ER DET? Slet ikke lige så slemt som de andre fastfoodtyper. Men heller ikke så sundt som sit rygte. Hovedbestanddelen er nemlig kridhvide ris. Det vil sige masser af stivelse og raffinerede kulhydrater. Og ret mange kalorier. Det er faktisk kun rigtig godt, hvis du skal løbe maraton dagen efter.

SÅDAN VÆLGER DU SUNDERE: Nogle sushisteder tilbyder sushi med sorte ris, som er rige på B-vitaminer, antioxidanter og mineraler. Det er samtidig fuldkornsris, der er fyldt med mættende og sunde kostfibre. Du kan også vælge sashimi, så du får den rå fisk uden ris.

LAV DET SELV: Køb selv de sorte ris, og lav din egen sunde yndlingssushi. Så kan du også fylde flere grønsager i.

POMFRITTER

Kombinationen af det sprøde ydre, det bløde indre og den salte smag har gjort pomfritten til en vaskeægte verdenssucces. Desværre er der faktisk ikke en eneste anden god ting at sige om den aflange friturefætter. Den er tæt på at være det allermest usunde, du kan putte i munden. Overhovedet.

HVOR SLEMT ER DET? Meget slemt. Pommes frites er en veritabel kaloriebombe bestående af stivelse, salt og transfedtsyrer. De øger mængden af frie radikaler i kroppen, som øger risikoen for fedme, forhøjet kolesterol, diabetes 2, inflammation, for tidlig aldring og kræft. En portion pomfritter indeholder 550-600 kalorier og 6-8 gram transfedt. Og det er vel at mærke før, de bliver dyppet i mayonnaise eller ketchup.

SÅDAN VÆLGER DU SUNDERE: Visse caféer laver pomfritter af grove kartoffelbåde stegt i rapsolie. De er stadig en kalorie-, fedt- og saltbombe, men bedre end den klassiske.

LAV DEM SELV: Kan du ikke leve uden fritter, så lav dem selv af rodfrugter vendt i olivenolie og havsalt og bagt i ovnen.

PIZZA

Pizzaen er måske den allermest udbredte type fastfood. Uanset hvor du er, og hvad tid det er på døgnet, lokker den under mere eller mindre eksotiske navne på takeaway-menukortet. En pizza er nem at gå til, ofte ret billig og fås i et utal af variationer med alt muligt og umuligt fyld.

HVOR SLEMT ER DET? Som regel ret slemt. Den klassiske pizzabund er lavet af kridhvidt hvedemel − ofte endda tilsat sukker for at gøre den sprød. De værste er deep-panpizzaer, som indeholder mindst dobbelt så mange kalorier. Læg dertil masser af ost og kød i den ofte allerringeste kvalitet. Der findes selvfølgelig pizzarestauranter, der bruger parmaskinke og forsager dåse-bov i strimler. Men de er i fåtal.

SÅDAN VÆLGER DU SUNDERE: Flere og flere pizzarestauranter tilbyder fuldkornsbund eller glutenfri bund. Start der. Gå så efter restauranter med kød i ordentlig kvalitet, og gå langt udenom de mere kuriøse versioner med f.eks. bearnaisesauce og spaghetti.

LAV DEN SELV: Prøv f.eks. med blomkålsbund. Alternativt brug fuldkornstortillaer, smør med pesto, drys med god ost, og fyld på med gode råvarer. Og spis så en god salat til.

SE OGSÅ: 7 opskrifter på lækker og sund fastfood

SE OGSÅ: Så let sparer du 300 kalorier