Det mener eksperterne om KETO
At Keto er en simpel livsstilsændring, der kan passe til alle, er antropolog Bodil Just Christensen langt fra enig i. Tværtimod ser hun den som ressourcekrævende og svær at holde. Cand.scient i humanfysiologi og ph.d. i ernæring Lars Klingenberg tror på, at kuren kan give et vægttab, men ikke at den er nemmere end alle andre kure, hvor du skruer ned for kalorieindtaget.
Kuren påstår at ...
Den virker
LK: “Der er helt sikkert nogen, som vil opnå gode effekter af Keto-kuren. Både fordi det passer godt ind i deres livsstil, og fordi maden fungerer fint og kan hjælpe dem til at undgå overspisning. Derudover vil mange kvinder med sygdommen PCOS, der blandt andet kan forårsage et svingende insulinniveau og problemer med at regulere blodsukkeret, have nemmere ved at styre deres symptomer, når de undgår kulhydrater.
De vil reagere godt på kuren og ikke have den konstante sult, som den gruppe af kvinder ofte føler. Skal du køre ketogent, skal du dog virkelig holde det. Der skal ikke mange kulhydrater til for at ødelægge den måde at forbrænde på.”
BJC: “Det er veldokumenteret, at så snart du gør noget ved din kost og tænker over, hvad du spiser, så virker det. Næsten lige meget, hvad du gør, taber de fleste sig i begyndelsen.”
Keto er for alle
BJC: “Det kommer an på, hvordan din hverdag ser ud, og hvor mange ressourcer du vil bruge på mad. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men hånden på hjertet tror jeg, at Keto primært vil appellere til små grupper af folk med helt særlige interesser. Det kan være atleter, der er vant til at prøve ting af på sig selv, eller folk som bare er meget interesseret i mad.
Det bliver ikke en menigmandskur. Alene indledningen til kuren er meget kompliceret og videnskabelig, og det vil få nogen til at stå af allerede der. Der er noget elitært over Keto, for den kræver en relativ stor grundviden om ernæring, kroppen og biokemi, og at du har et både økonomisk- , tids-, og madlavningsmæssigt overskud.”
Den garanterer vægttab
LK: “Som ved alle kure handler et vægttab om calorie in, calorie out. Kuren er ikke mere hensigtsmæssig i forhold til at tabe sig end andre kure, og der er ikke noget i metoden, der gør det specielt nemmere at skrue ned for energiindtaget end ved alle andre kure.
Nogen kan dog have nemmere ved at undgå kulhydrater, hvis de skærer dem helt ud, så på den måde kan det være nemmere for nogen at holde netop det princip.”
Den regulerer din sult og mæthedsfølelse
LK: “Det vil den gøre for nogen, specielt dem som har en grad af insulinresistens, hvor blodsukkeret ofte kører op og ned. Det kan dog også være resultatet, hvis du i forvejen spiser generelt uhensigtsmæssigt og skifter til en sundere kost.
Det vil automatisk give en forbedret appetitregulering. Det skyldes ikke nødvendigvis kuren, men blot skiftet fra ét til noget andet. Det skal du være opmærksom på, når du hylder en kur.”
Keto er en simpel livsstil
BJC: “Jeg mener, at Keto er ressourcekrævende på flere forskellige måder. Det er LCHF-kuren (Low Calorie High Fat, red.) i en mere ekstrem udgave, og du kan sammenligne det med at gå fra at gennemføre et maraton til en Ironman.
Der er kure, der går ind og laver små justeringer, og så er der kure, hvor du skal lave mad på en helt ny måde, og sådan en kur er Keto. Der er så mange fødevarer, der er udelukket og endnu flere ting, du selv skal lave, fordi der er så mange ingredienser på udelukkelseslisten. Jeg tror, at Keto-kuren er svær at holde, særligt hvis du er en familie, hvor der er mange behov, der skal gå op.”
Du opnår en bedre fedtforbrænding, hvis du skærer ned på kulhydraterne
LK: “Ja, det er en naturlig konsekvens, fordi fedtet er det eneste, du har at brænde af. Når du ikke får kulhydrater, optimerer du alle de andre dele af stofskiftet. Du kan sammenligne det med, at du går i gang med at løbe kontinuerligt, så bliver du automatisk bedre til det. Det er en helt logisk konsekvens, som ikke er den store åbenbaring.”
Kuren stabiliserer dit blodsukker
LK: “Kommer du fra en kost med et stort kulhydratindtag og skærer dem helt væk, vil det give en stabilisering i en eller anden grad, men kommer du fra en stabil kost, tror jeg ikke, at det ændrer voldsomt meget på det billede.
En rask person har ingen problemer med at regulere blodsukkeret. Blodsukkeret svinger, fordi du spiser, og det er derfor, du har insulin, og hos alle raske mennesker, der spiser varieret og ikke fyrer 400 gram bland selv slik ned i systemet, kører det nogenlunde smertefrit. Det er først, når du spiser meget ufornuftigt, at det går galt.”
Ketosetilstand er sundt
LK: “Kuren strider mod næringsanbefalinger ved at skære så meget ned på kulhydraterne. Når du gør det, går du i gang med at danne ketonstoffer, som er en anderledes måde at skabe energi til kroppen, men hjernen kan fint brænde ketonstofferne af. Der er ikke noget evidens for, at det skulle være usundt.”
Viljestyrke er en begrænset ressource
BJC: “Det er meget optimistisk at sige, at Keto blot kræver viljestyrke. Selv hvis du er vant til at spise sundt, er der utroligt mange benspænd i kuren. Mad er sædvanligvis noget, du gør sammen med andre, og det skal gerne være nemt og hurtigt. Det er det ikke her, og derfor spiller viljestyrke en stor rolle for at lykkes med projektet.”