Søvnløshed

Disse to ting skal du ikke gøre, hvis du vågner midt om natten

Ifølge søvneksperten ...

Der er næsten ikke noget værre end at vågne op kl 3 midt om natten, når det, du har allermest brug for, er en lang og rolig nattesøvn, indtil vækkeuret ringer klokken 7. Desværre er det heller ikke altid lige let at falde i søvn igen. Tankerne begynder at køre rundt i hovedet, og jo længere tid der går, før Ole Lukøje får dig til at sove igen, jo mere desperat bliver man.

Men ifølge den amerikanske søvnekspert og forfatter til flere bøger om emnet, Dr. Michael Breus, findes der et par tricks, som du kan ty til.

Undgå natlige toiletbesøg

Ifølge dr. Breus skal du undgå at gå på toilettet, hvis du vågner midt om natten – det skal i hvert fald være absolut nødvendigt, hvis du vælger søvndrukken at drible ud på toilettet om natten. Dit hjerte skal nemlig slå i en bestemt hastighed for, at du er afslappet nok til at falde i søvn igen – og den rytme forstyrrer du ved at gå (eller snuble ud) på toilettet.

Hold nallerne væk fra vækkeuret

Dr. Breus' andet råd er, at du skal bekæmpe det allerførste instinkt, der rammer dig, når du vågner op midt om natten, nemlig at tjekke hvad klokken er. Ser du, hvad tiden er, vil det få dig til at spekulere på og stresse over, hvor mange eller FÅ timer, der er, til vækkeuret går i gang og kræver, at du står op. Så modstå trangen til at gribe ud efter telefonen med det samme, for ifølge Dr. Breus er det vigtigt, at du ikke på noget tidspunkt bliver irriteret.

Derimod skal du gøre dette: Rens hovedet for alle tanker, for lige så snart du bliver nervøs for, at du ALDRIG falder i søvn igen, vil det være næsten umuligt at vende tilbage til drømmeland.

Kilde: www.redonline.co.uk