”Det er noget værre vås, for man kan jo sagtens være sund, selvom man forkæler sig selv”
I juletiden kan det være svært at holde sig på det sunde spor, men ifølge kogebogsforfatter Ditte Ingemann behøver det ikke at gå helt i sovs. Hun sniger bl.a. grønkål på bordet til julefrokosten og lokker familien med ud på friske, lange gåture.
Sundhed er altid noget, der har optaget mig meget, fordi jeg har en baggrund indenfor ernæring og sundhed. Derfor har sund kost også altid været en vigtig del af min hverdag, og jeg har altid set det som en livsstil. Jeg har derfor heller aldrig lidt afsavn til usund mad eller gjort det på baggrund af at tabe mig. Det er bare sådan, jeg føler mig bedst tilpas.
I mange år var sundhed lig med det, jeg havde spist. Så blev det sådan, at hvis jeg spiste en træstamme, så var jeg ikke længere sund. Men det er jo noget værre vås, for det kan man jo sagtens være, selvom man forkæler sig selv en gang imellem. Nu er jeg blevet meget mere bevidst om, at sundhed handler om balance – også i juletiden. Generelt ser jeg også sundhed som en balance mellem det fysiske og psykiske nu.
Jeg har heldigvis aldrig haft en stor sød tand, så det har været forholdsvist nemt for mig at holde mig væk fra juleslikket. Jeg har selvfølgelig spist søde ting, men så er det oftest nogle sunde alternativer, jeg selv har lavet, hvor jeg har skiftet det hvide sukker ud med noget andet. Jeg har også en strategi, hvor jeg holder mig fra småkagerne, hvis jeg har mest lyst til konfekt. For mig handler det om at prioritere.
Når jeg skal til julefrokost, så plejer jeg ofte at springe morgenmaden over. Både fordi jeg gerne vil være rigtig sulten til den mad, der bliver serveret, men også så jeg ikke kommer til at overspise i løbet af dagen. Jeg forsøger også at prioritere den mad til julefrokosten, jeg har allermest lyst til, og så starter jeg med den. Så kommer jeg ikke til at spise mere, end jeg egentligt er sulten til. Det er mit lille trick.
Hvis jeg har indflydelse på julemaden, så vil jeg altid sørge for, at der er nogle kålsalater, som fungerer som et sundt alternativ. Det skal stadig være virkelig lækkert, ligesom resten af julemaden, men så er der noget grønt som et modspil til alt den fede og søde mad. Jeg elsker en grov kålsalat med enten rødkål eller grønkål. Det kan jeg virkelig anbefale.
Min yndlingsform for motion i julen er lange gåture. Når man har siddet og spist en hel dag, er det dejligt at komme op og bevæge sig mellem måltiderne. Det er især hyggeligt, hvis man er sammen med andre på sin gåtur, så jeg plejer altid at tage min familie med ud. I mine øjne behøver man ikke at dyrke hård motion hele julen. Lidt har også ret.